Road Racing bliver en del af Danish Supercar League i 2027

Danske motorsportsfans kan se frem til mere motorcykelrace på hjemmebane, når Superbike- og Supersport-klasserne næste år bliver en del af to løbsweekender i DEKRA Danish Supercar League.
Anslået læsetid: 5 Minutter

Der bliver ikke kun fire hjul på asfalten, når DEKRA Danish Supercar League i 2027 inviterer til motorsport på nogle af Danmarks mest kendte racerbaner.

Arrangørerne har nemlig offentliggjort, at de to hurtigste klasser inden for dansk Road Racing, Superbike og Supersport, bliver en del af programmet ved to af næste års løbsweekender.

Det sker ved sæsonåbningen på Padborg Park i slutningen af april og igen ved Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen i midten af august.

Dermed får de danske motorsportsfans mulighed for at opleve nogle af landets hurtigste kørere i aktion, samtidig med at Road Racing-sporten får en kærkommen mulighed for at vise sig frem for et bredere publikum.

Mere motorcykelrace på danske baner

For de danske Road Racing-kørere er nyheden mere end blot en mulighed for at komme ud at køre foran et større publikum.

I de senere år har det nemlig været vanskeligt at få tilstrækkelig med løb på de danske racerbaner, hvilket har betydet, at flere kørere har måttet søge mod udlandet for at få dækket deres behov for konkurrence.

Derfor bliver det nye samarbejde også taget godt imod af Michael Møller Pedersen (M58), som har mere end 20 års erfaring med Road Racing.

“Det er meget positivt for sporten. I de senere år har det været sværere for os at komme til at køre på de danske baner, og det er altså sjovere at kæmpe om DM på FDM Jyllandsringen og Padborg Park end at skulle til baner i f.eks. Norge og Tjekkiet,” fortæller han.

Samtidig peger han på, at løbsweekenderne i Danish Supercar League giver kørerne bedre muligheder for at invitere sponsorer med og præsentere sporten under professionelle rammer.

Og så er der naturligvis selve oplevelsen for publikum, som måske primært er vant til at se racerbiler kæmpe om placeringerne.

For selvom bilerne bestemt også kan levere underholdning, er der altså noget helt særligt ved at se en motorcykel blive kastet fra side til side i jagten på skamlens øverste trin.

To klasser i samme felt

Det bliver som nævnt Superbike- og Supersport-klasserne, der skal levere underholdningen ved de to løbsweekender.

Her taler vi om de hurtige racermaskiner i henholdsvis 1000- og 600-kubikklassen, som skal konkurrere i et samlet felt.

For at gøre det lettere for både tilskuere og seere at skelne mellem de to klasser arbejder arrangørerne på forskellige farver eller udformninger af motorcyklernes nummerplader.

Programmet kommer til at bestå af to tidtagninger og ét løb lørdag, mens søndagen byder på yderligere to løb.

Og skulle man ikke have mulighed for at opleve motorcyklerne fra banekanten, bliver løbene også vist på Danish Supercar Leagues YouTube-kanal.

Interesse fra både unge og erfarne kørere

Ifølge Carsten Svendsen, der er talent- og elitekoordinator i Danmarks Motor Union, er der allerede interesse for det nye tiltag.

Ved et indledende onlinemøde tilkendegav 19 kørere, at de var interesserede i at deltage.

Ambitionen er dog at få endnu flere med, og her er det ikke kun de etablerede danske Road Racing-kørere, der er i kikkerten.

“Vi vil gerne rykke nogle af vores internationale kørere til også at køre herhjemme, for på DSL-weekenderne får de gode muligheder for at gøre noget overfor deres sponsorer,” fortæller Carsten Svendsen.

Samtidig arbejdes der på at tiltrække både yngre talenter og kørere på ældre Superbike- og Supersport-maskiner, som fortsat kan være ganske konkurrencedygtige.

En del af Danmarksmesterskabet

De to løbsweekender bliver ikke blot opvisningsløb, men kommer til at tælle med i Danmarksmesterskaberne for de respektive klasser.

DM-sæsonen forventes samlet at bestå af fem til seks afdelinger, og derudover er planen at etablere en særskilt DSL Road Racing Cup, hvor kørerne kan konkurrere om endnu en titel.

Hos DEKRA Danish Supercar League ser promotor Bent Dyhre Hansen frem til at få motorcyklerne med på programmet.

“Motorcyklerne er et rigtig godt supplement til vores bilklasser i DSL-weekenderne,” siger han og fremhæver, at de hurtige maskiner kan give både publikum på banerne og seerne derhjemme en ny oplevelse.

For dansk Road Racing er der under alle omstændigheder tale om en positiv udvikling. Flere løb på dansk asfalt, bedre eksponering for kørerne og muligheden for at præsentere sporten for et publikum, som måske endnu ikke har fået øjnene op for, hvor underholdende motorcykelrace kan være.

Og hvem ved? Måske kan samarbejdet på sigt være med til at give dansk Road Racing et tiltrængt skub fremad.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven