Norton måske klar med roadster på EICMA

Norton ventes at præsentere en ny encylindret roadster på EICMA 2026. Modellen får angiveligt omkring 450 kubik og kommer i 2027.
Anslået læsetid: 4 Minutter

Der er for alvor kommet gang i maskineriet hos Norton, som efter flere års omstrukturering under indiske TVS Motor Company nu er i fuld gang med at genopbygge både modelprogrammet og mærkets position på det internationale motorcykelmarked.
Og som vi tidligere har beskrevet, er ambitionerne om en global ekspansion bestemt ikke nye.

Sidste år præsenterede briterne fire nye motorcykler på EICMA i Milano, men tilsyneladende er de langtfra færdige med at udvide familien. For ifølge flere udenlandske medier er endnu en ny Norton på vej, og denne gang bliver der tale om en noget mindre men mere tilgængelig motorcykel end dem, vi hidtil har set fra producenten.

Spekulationerne går nemlig på, at Norton vil præsentere en helt ny encylindret roadster i 450-klassen på årets EICMA, der løber af stablen i begyndelsen af november.

En helt ny platform

Den kommende roadster skulle være den første model bygget på en ny platform, som angiveligt går under betegnelsen H-serien, og som på sigt skal danne grundlag for flere forskellige motorcykler.

Dermed bliver der tale om en tredje motorplatform i Nortons nye modelp rogram, hvor vi som nævnt sidste år fik mulighed for at se Manx, Manx R, Atlas og Atlas GT på EICMA.

De tekniske oplysninger er foreløbig sparsomme, men den nye motor forventes at have en slagvolumen omkring 450 kubik og levere mellem 40 og 45 hestekræfter.

Derudover peger oplysningerne på væskekøling og en sekstrins gearkasse, men ingen af delene er endnu officielt bekræftet.

Det samme gælder motorcyklens endelige udseende, som indtil videre er ukendt.

Norton vil have fat i flere kunder

Hvor Nortons nye Manx-modeller befinder sig i den mere eksklusive ende af markedet, skal den kommende roadster efter alt at dømme appellere til en væsentligt bredere kundegruppe.

Det betyder samtidig, at Norton bevæger sig ind på et marked, hvor blandt andre Royal Enfield og Triumph allerede har godt fat med modeller som Guerrilla 450 og Speed 400.

Og selvom Norton har en lang og traditionsrig historie bag sig, bliver det næppe nogen let opgave at udfordre de etablerede konkurrenter.

En væsentlig del af strategien omkring den roadster er angiveligt, at skabe en gennemgående visuel identitet på tværs af mærkets forskellige modeller. Men samtidig at have fokus på lav vægt og brugervenlighed, så den også bliver interessant for motorcyklister, der primært bruger deres maskine til daglig transport.

Britisk motorcykel med indiske rødder

Selvom Norton fortsat markedsføres som et britisk motorcykelmærke, spiller Indien en stadig større rolle i producentens fremtid.

TVS Motor Company overtog Norton i 2020, og siden er der investeret betydelige beløb i at genopbygge virksomheden og udvikle et helt nyt modelprogram.
Allerede i 2022 kunne vi eksempelvis fortælle, at TVS investerede knap 885 millioner kroner i Norton Motorcycles.

I juni 2026 kunne TVS officielt meddele, at den første Norton Atlas var rullet af samlebåndet på virksomhedens fabrik i Hosur i Indien. En motorcykel, der er designet og udviklet i Storbritannien, men produceres ved hjælp af den indiske koncerns produktionsapparat.

Og ifølge et indisk medie bliver det altså samme fabrik, der skal stå for produktionen af den encylindrede modelserie. Det er samtidig forventningen, at den nye roadster skal introduceres på både det indiske og internationale markeder i anden halvdel af 2027.

Mere nyt om få uger

Som vi kunne fortælle tidligere på måneden, har producenten været aktiv med nye varemærkeansøgninger, og navnene Roven, Inter og Avalon er alle i spil. Men der er endnu intet, som officielt forbinder nogen af dem med den kommende roadster.

Norton har bekræftet, at næste fase af mærkets genopblomstring bliver afsløret i forbindelse med årets EICMA. Men om det betyder, at vi allerede om få uger får alle detaljerne om den nye 450’er, kan kun tiden vise.

Men én ting er efterhånden tydelig… Norton har ikke tænkt sig at nøjes med eksklusive motorcykler til et begrænset publikum; det traditionsrige mærke vil også være med, hvor der bliver solgt motorcykler i større antal.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven