Det går rasende stærkt i MotoGP

Der bliver flyttet rundt på både mennesker, millioner og magt bag kulisserne i MotoGP, hvor planerne for fremtidens mesterskab bliver stadig mere tydelige.
Anslået læsetid: 7 Minutter

Det går rigtig stærkt i MotoGP, og ikke kun når racerkørerne giver den gas på banen. Både 2027 preseasonkalenderen og den foreløbige 2027-kalender med nye baner er frigivet, og mens kampen om VM-titlen fortsætter på racerbanerne, sker der mindst lige så interessante ting bag kulisserne.

Der er kommet nye folk ind i den øverste ledelse, flere penge er angiveligt på vej til holdene, og der tegner sig et stadig tydeligere billede af, hvem der kommer til at sidde på magten i fremtidens MotoGP, og i hvilken retning både den sportslige og kommercielle udvikling går.

Det er ikke længe siden, vi her på MagaCin så nærmere på, hvordan Liberty Medias egne folk er rykket helt ind i toppen af MotoGP, og efter Liberty Medias overtagelse af MotoGP er den amerikanske mediekoncern for alvor begyndt at sætte sit præg på MotoGP’s øverste ledelse.

Fire nye topchefer på plads

Udviklingen er siden vores sidste opdatering fortsat i rasende tempo, og MotoGP offentliggjorde den 23. september fire nye udnævnelser i den operative ledelse, og de nyudnævntes baggrund siger en del om, hvor fokus fremadrettet skal ligge.

Ryan Norys, der kommer fra Tottenham Hotspur, bliver Chief Commercial Officer, hvor han senest har været Chief Revenue Officer. Han har tidligere blandt andet haft kommercielle poster hos AS Roma, Manchester City og Miami Dolphins, og i MotoGP-regi får han ansvaret for den globale kommercielle forretning, herunder partnerskaber, sponsorater, licenser, hospitality, marketing og digitale aktiviteter.

Sameer Pabari bliver Chief Media Officer efter tidligere at have haft ledende stillinger hos blandt andre NFL, Warner Bros. Discovery og Manchester United. Han får ansvaret for blandt andet tv-produktion, indhold, distributionsaftaler og den kommercielle udvikling af MotoGP’s direct-to-consumer streamingtjeneste.

Det sidste er særligt interessant, da vi for nylig kunne fortælle, at MotoGP får en helt ny streamingplatform i 2027.

Louise Young hentes fra Formel 1 og bliver Chief Operating Officer. Hun skal blandt andet stå for MotoGP’s arbejde med løbsarrangører, events og den operationelle del af forretningen.

Endelig er Denitza Batchvarova tiltrådt som Chief Strategy Officer. Hun arbejdede senest for TKO Group Holdings, der er selskabet bag blandt andet UFC og WWE, med strategi og corporate finance efter tidligere at have stået for strategi hos UFC.

Det er med andre ord ikke udelukkende folk med en fortid i motorcykelsporten, som MotoGP nu henter ind i staben. Erfaring fra nogle af verdens største sports-, medie- og underholdningsforretninger placeres nu direkte i den operative ledelse.

Ni millioner euro til hvert hold?

Men det er langt fra blot organisationsdiagrammet, der er under forandring. MotoGP bekræftede allerede i juni officielt en aftale med Aprilia, Ducati, Honda, KTM og Yamaha for perioden 2027-2031, og hovedvilkårene i aftalerne med samtlige 11 MotoGP-hold er ligeledes på plads.

De økonomiske detaljer blev imidlertid ikke offentliggjort dengang, men det italienske motorsportsmedie GPOne har offentliggjort en række oplysninger fra forhandlingerne. Og hvis oplysningerne fra det sædvanligvis troværdige medie er korrekte, bliver der skruet ganske markant op for pengestrømmen til holdene.

Ifølge GPOne skal hvert af de 11 MotoGP-hold fra 2027 modtage ni millioner euro pr. sæson for to kørere. For satellitholdene er der tale om en stigning fra seks til ni millioner euro, altså 50 procent.

For fabriksholdene er forskellen endnu større. Under den hidtidige konstruktion kunne den direkte betaling ifølge GPOne højst nå omkring tre millioner euro, mens den nye aftale altså skulle hæve beløbet til ni millioner euro. Holder oplysningerne stik, er der dermed tale om ganske betydelige økonomiske ændringer.

Flere penge, men ikke mere magt

Det måske mest interessante ved de nye oplysninger handler imidlertid ikke om beløbenes størrelse. For ifølge GPOne ønskede de fem producenter under forhandlingerne også større indflydelse på MotoGP og en ejerandel i MotoGP Sports Entertainment Group.

Det skulle blandt andet have handlet om større indflydelse på beslutninger og gridpladser i en konstruktion, der i højere grad kunne minde om den magtfordeling, man kender fra Formel 1 og den såkaldte Concorde Agreement. Det ønske blev angiveligt ikke imødekommet.

Dermed tegner der sig en interessant konstruktion, hvor hold og producenter ser ud til at få væsentligt bedre økonomiske vilkår, mens kontrollen over den kommercielle forretning og mesterskabets overordnede udvikling fortsat ligger centralt hos MotoGP.

GPOne skriver desuden, at der er afsat omkring 20 millioner euro ekstra om året til udviklingen af mesterskabet fra 2026. De økonomiske beløb og oplysningerne om forhandlingerne er ikke offentliggjort eller bekræftet af MotoGP og skal derfor indtil videre betragtes som oplysninger fra GPOne.

En større plan bliver tydeligere

Udover ovennævnte ændringer har MagaCin tidligere beskrevet, hvordan MotoGP jagter nye markeder med flere nationaliteter på gridden, og efterfølgende er flere af puslespillets brikker faldet på plads.

MotoGP får altså en ny streamingplatform fra 2027, organisationen bliver styrket med folk fra nogle af verdens største sports- og underholdningsforretninger, og der arbejdes målrettet på at udvikle mesterskabets globale rækkevidde og kommercielle værdi.

Alt dette sker nærmest lige oven i den største tekniske omvæltning i MotoGP i mange år. Her på MagaCin kunne du for nylig læse, at de forskellige producenter allerede er i fuld sving med at gøre klar til 2027, hvor MotoGP blandt andet skifter til 850 cc-motorer, Pirelli-dæk og et omfattende nyt teknisk reglement.

Det betyder ikke, at Liberty Media står bag enhver ændring, der i øjeblikket finder sted i MotoGP. Den tekniske omlægning var eksempelvis besluttet længe før amerikanernes overtagelse, men den fremadrettede kommercielle og organisatoriske retning bliver nu endnu tydeligere.

Da vi tidligere så nærmere på Liberty Medias indtog i toppen af MotoGP, var et af de store spørgsmål, hvor hurtigt den nye ejer ville begynde at sætte sit præg på organisationen. Nu har vi fået lidt mere af svaret. Holdene ser ud til at få bedre økonomiske vilkår, og ledelsen ændres og styrkes med folk, der har erfaring fra Formel 1, UFC, NFL, international topfodbold og globale medieforretninger.

De nye 850 cc-racere i MotoGP har allerede vist sig at være lynhurtige, selvom hensigten oprindeligt var at dæmpe racernes evindeligt stigende fartressourcer. Det er der nok ikke ret mange, som er specielt kede af. Men selvom racerne stadig er den vigtigste del af MotoGP-konceptet for flertallet, så bliver der bestemt også givet gas bag kulisserne, hvor der vist ikke er nogen fartbegrænsning.

Carsten Olesen
Skrevet af
Journalist

Carsten har skruet i og kørt på et væld af forskellige motorcykler i mere end 40 år, og har gennem utallige oplevelser på både landevej og racerbaner over hele verden, samt som instruktør på flere hundrede kørekurser, erhvervet sig en enorm viden om, hvordan motorcykler fungerer, og hvordan de håndteres.
Den viden bruger Carsten fra tid til anden, når han skriver en historie på MagaCin, hvor han konsekvent formår at koble nyheder sammen med sine egne oplevelser fra et langt liv som motorcyklist.

Del med en ven