Spil MotoGP med et rigtigt styr i hænderne

MOZA Racing har præsenteret et officielt MotoGP-licenseret styr til motorcykelspil, som med force feedback skal bringe computerspil et skridt tættere på den ægte vare.
Anslået læsetid: 4 Minutter

Der findes efterhånden simulatorudstyr til stort set enhver tænkelig form for motorsport, og de mest seriøse bilsimulatorer kan i dag udstyres med alt fra pedaler med feedback til rat, der ligger temmelig langt fra den plastikdims, mange af os begyndte med foran computeren.

På motorcykelfronten har udvalget været noget mere begrænset, men det forsøger MOZA Racing nu at gøre noget ved. På Gamescom 2026 i Köln har producenten nemlig præsenteret sit første officielt MotoGP-licenserede styr, der ikke blot skal erstatte controllerens små joysticks med noget, der ligner den ægte vare, men også give fysisk feedback til føreren.

Mere end bare et styr

Ved første øjekast ligner MOZA’s løsning måske blot et 620 millimeter bredt motorcykelstyr med en ordentlig bunke knapper, men konstruktionen er lavet til at blive monteret direkte på MOZA’s eksisterende Direct Drive-baser. Dermed kan elmotoren, som normalt leverer force feedback gennem et rat, i stedet sende kræfterne ud gennem styret og gøre det muligt at mærke modstand og reaktioner fra spillet.

MOZA har samtidig udstyret systemet med to forskellige køremetoder, hvor styring og nedlægning kan håndteres på forskellig vis. Det er en ret væsentlig detalje, for selvom et styr, et gashåndtag og et par greb hurtigt kan få opstillingen til at ligne noget fra en motorcykel, er det straks vanskeligere at efterligne samspillet mellem styring, kontrastyring og nedlægning, som vi kender fra virkeligheden.

Betjeningen er til gengæld genkendelig. På højre side finder vi et almindeligt drejehåndtag til gassen og et greb til forbremsen, mens koblingen betjenes fra venstre side. Bagbremsen er flyttet op på styret og betjenes med tommelfingeren, hvilket jo ikke er helt fjernt fra racerverdenen.

Derudover er der blevet plads til ti programmerbare og belyste knapper, en D-pad, to femvejs-kontakter samt seks RGB-LED’er, der blandt andet kan bruges som skiftelys. Både knapper og lys kan konfigureres gennem MOZA Pit House-softwaren, og ønsker man endnu mere information foran sig, kan systemet suppleres med producentens CM2-dashboard.

Kan tilpasses føreren

Selve konstruktionen består blandt andet af en bagkappe i magnesiumlegering, en front i plast og silikonegreb, mens forbindelsen til basen klares gennem MOZA’s egen quick release i aluminium. Styrets bredde er som nævnt 620 millimeter, og det kan bruges sammen med samtlige af MOZA’s nuværende wheelbases, men altså ikke baser fra andre producenter.

Det interessante er dog i sidste ende ikke antallet af knapper eller materialevalget, men om MOZA faktisk kan få en virtuel motorcykel til at føles bare en smule som en rigtig.

For hvor bilsimulatoren har en forholdsvis oplagt fysisk forbindelse mellem rat, pedaler og bilens bevægelser, bliver det straks mere kompliceret på to hjul, hvor førerens krop er en langt større del af ligningen. Derfor bliver det spændende at se, hvor meget MOZA kan få ud af kombinationen af styrbevægelser, force feedback og de forskellige køremetoder.

Hertil skal det nævnes, at vinklen på de to clip-ons kan justeres, og at det samme gælder greb og konsoller.

Flere spil er allerede klar

MOZA oplyser, at styret allerede understøtter MotoGP 26, GP Bikes, TrackDayR, Live for Speed, The Crew Motorfest, Assetto Corsa og BeamNG.drive. Der arbejdes desuden på understøttelse af blandt andet RIDE- og SBK-serierne, RiMS Racing, TT Isle of Man og Lane Split, så det tyder ikke på, at MotoGP-logoet på styret kommer til at begrænse anvendelsesmulighederne nævneværdigt.

Hvornår vi almindelige dødelige kan spænde sådan et styr fast foran skærmen, og hvad fornøjelsen kommer til at koste, har MOZA endnu ikke offentliggjort.

Men idéen er bestemt interessant. For selvom vi næppe kommer til at hænge ud over siden af kontorstolen med knæet i gulvet juleaften, er et rigtigt gashåndtag, bremsegreb og force feedback trods alt et pænt skridt videre fra at forsøge at ramme apex med tommelfingeren på en controller.

Læs mere om controlleren på Mozas hjemmeside her.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven