
Opgradering af Banditten fortsætter: Skiver og klodser
Det er ikke længe siden, du her på MagaCin kunne læse endnu et afsnit i vores længerevarende føljeton om opgradering af en brugt Suzuki Bandit 650, der i realiteten blev indledt med, at en bulet Bandit 650 fik en overhaling i 2018.
I forbindelse med opgraderingen af Banditten monterede vi for godt en måneds tid siden en 16 mm radial koblingsmaster og en 19 mm radial bremsemaster fra HEL Performance.
Dengang skrev Steffen, at selvom bremseeffekten ikke just var blevet markant bedre, så føltes det hele meget mere robust og kvalitetsagtigt end de originale dele. Det nye bremsegreb leverer en meget bedre fornemmelse af, hvad der sker nede ved forhjulet, og han var sikker på, at det ville blive forstærket, når der blev monteret nye bremseskiver og et sæt bremseklodser fra SBS.
Valget af bremseskiver faldt på de bølgeformede XC-skiver fra EBC suppleret af sintrede SBS Street Performance bremseklodser.

Det er efterhånden nogle år siden, projektet med Banditten blev indledt, og vi kan lige så godt sige det, som det er… Polerede fælge er noget bøvlede og tidskrævende at holde rimeligt fine, når man også gerne vil køre på sin motorcykel.
Derfor fik fælgen, efter bremseskiver og en sørgeligt udseende ABS-ring var fjernet, en hurtig omgang med lidt let slibning og maskinpolering efterfulgt af en omgang Autosol med hånden.

ABS-ringen var allerede ved den indledende renovering temmelig træt og lettere anløbet af rust, så der blev bestilt en ny. Fælgen så rimeligt ok ud, da den havde været under kærlig behandling og fået den nye ABS-ring monteret.

Det er vel overflødigt at nævne, at samtlige bolte også fik et hurtigt svirp med Autosol og en klud. For det er meget lettere at fjerne skidt og møg, når man står med de enkelte dele i hånden. En klud udstrakt på værkstedsbordet med en klat Autosol og nogle hurtige strøg med hver enkelt bolt på kluden gør underværker på få sekunder.
Kun for mekanikere!
Operationen med udskiftning af bremseskiver må efter EBC’s beskrivelse udelukkende udføres af kvalificerede mekanikere, og deres Guide To Professional Mechanics Only følges nøje.

Vi vovede dog (igen) et øje, og forestod selv udskiftningen, hvor bremseskivernes bolte blev spændt med gammaledaws jysk håndmoment. Det er nemlig langt fra de første bremseskiver, denne skribent har skiftet, og det har aldrig voldt problemer.
Vi mener selv, at resultatet blev hæderligt efter et par timer på værkstedet.
Udseendet er selvfølgelig én ting, og bremseeffekten en helt anden. Der blev bøvlet en del med udluftning af bremsesystemet under udskiftningen af bremsemasteren, da vi desværre ikke har OBD-værktøj til udluftning af ABS-blokken på lige præcis denne motorcykel.
Derfor så vi lidt stort på EBC’s vejledning om tilkørsel af bremseskiverne og foretog gentagne halvhårde opbremsninger med aktivering af ABS’en. Det kan bidrage til at flytte eventuel indespærret luft i ABS-blokken, som derefter kan fjernes med flere efterfølgende udluftninger, men vi er endnu ikke helt i mål med det lille projekt.
Allerede nu er der dog en markant forskel på fornemmelsen i bremsegrebet i forhold til den originale 14 mm aksiale bremsemaster. Vi har efter monteringen af den nye bremsemaster fra HEL ændret udvekslingen til mest kontant feedback med den medfølgende indsats, så der nu flyttes mest mulig bremsevæske i forhold til grebets bevægelse, og vi oplever en mere kontant bremseeffekt.

Fornemmelsen i bremsegrebet bliver løbende hårdere i takt med gentagne aktiveringer af ABS’en og de efterfølgende udluftninger, men det er nok ikke alle, som ville begejstres over så kontant en afregning, hvor det ældre ABS-system nu er temmelig let at aktivere.
Det gør vi imidlertid, for vi elsker stenhårde bremsegreb og maksimal feedback, og vi forventer, at bremserne bliver endnu bedre, når de er kørt til og de sidste luftbobler elimineret. Vores forventning stemmer meget godt overens med EBC’s beskrivelse af, at new brakes take time to bed-in and during this period, will be less efficient than fully bedded brake systems.
Operationen løb denne gang op i omkring 4000 danske kroner, men er det så pengene værd?
Næh, objektivt set ikke, for bremsevirkningen med de originale bremser var reelt tilstrækkelig.
Så er pengene smidt ud af vinduet?
Næh, for de nye bremseskiver ser efter vores mening ret meget federe ud, og vi synes, det er lækkert med et stenhårdt bremsegreb og bremseklodser, der napper aggressivt i skiverne.
Derudover er det slet ikke uvæsentligt, at vi hygger os gevaldigt med at skrue i motorcykler.
Hvad skal vi nu finde på?


