
Stark Future lancerer eksklusive VARG Factory Editions
Stark Future har præsenteret to nye specialudgaver af sine elektriske offroadmotorcykler. De nye VARG MX Factory Edition og VARG EX Factory Edition produceres kun én gang, og produktionen begrænses til henholdsvis 200 motocrossmodeller og 300 enduromodeller på verdensplan.
Ifølge Stark Future er Factory Editions resultatet af flere års udvikling og erfaringer fra både testarbejde og international motorsport. Producenten fremhæver, at motorcyklerne ikke blot er kosmetiske specialmodeller, men bygger på konkrete komponentopgraderinger med fokus på bedre kontrol, højere præcision og øget førertillid.
Fabriksaffjedring som største nyhed
Den mest markante opgradering er affjedringen. Begge modeller leveres med et komplet KYB Factory A-Kit, som ifølge Stark Future er første gang, en komplet KYB Factory A-Kit-affjedring tilbydes direkte på en serieproduceret motorcykel.

Foran sidder en 48 mm KYB closed-cartridge forgaffel med Kashima-behandling, hårdanodiserede indvendige komponenter og DLC-belagte inderben for at reducere friktionen. Forgaflen er desuden udstyret med en mid-speed ventil, som skal give et bredere justeringsområde, mens en specialudviklet fjederkrave skal forbedre kontrollen over forhjulet og øge komforten ved landinger.

Bagtil finder man en fuldt justerbar KYB-støddæmper med Kashima-belagt hus, DLC-belagt stempelstang og X-Trig preload-justering, som gør det hurtigere og mere præcist at indstille sag.
MX-versionen har 310 mm vandring foran, mens EX-modellen benytter en endurospecifik opsætning med 300 mm. Begge modeller har 303 mm vandring bagtil.
Titanium
Factory Editions er udstyret med en række komponenter, som både skal reducere vægten og forbedre kontrollen.
Det gælder blandt andet individuelt nummererede CNC-fræsede gaffelbroer, 3D-printede fodhvilere i titanium og et komplet sæt titaniumbolte. Ifølge producenten reducerer titaniumdelene vægten med mere end ét kilo.

Derudover får modellerne et sæde med ekstra høj friktion, CNC-fræsede styrholdere, forbedret køleblæserbeslag og håndbetjent bagbremse, i de lande hvor lovgivningen tillader det.
Begge Factory Editions er naturligvis udstyret med Starks 80 hk Alpha-drivlinje, mens Dynamic Traction Control nu er integreret direkte i motorcyklens køreprogrammer. Funktionen gør det muligt at justere baghjulets greb afhængigt af underlag og kørestil.
Forskelle mellem MX og EX
Selvom de to modeller deler de fleste opgraderinger, er de udviklet til hver deres disciplin.
VARG MX Factory Edition, der, som navnet antyder, er beregnet til at gøre verdens motocrossbaner usikre, leveres i en særlig Stark Red Factory Edition-lakering og er udstyret med Dunlop MX34-dæk.
Ifølge Stark Future skal kombinationen af den nye affjedring, lavere vægt og forbedret kontakt mellem fører og motorcykel give større præcision ved indstyring, mere stabilitet under opbremsning og bedre mulighed for at udnytte motorcyklens eksisterende kapabilitet.

VARG EX Factory Edition er udført i Forest Grey Factory Edition-farver og er målrettet endurokørsel.
Udover den særlige affjedringsopsætning leveres modellen med Dunlop Geomax EN91-dæk, håndbeskyttere samt beskyttelse af bremseskive både for- og bag.
Samtidig bevarer EX-modellen naturligvis sin typegodkendelse til brug på offentlig vej.
Udviklet gennem racing
Stark Future fremhæver, at erfaringerne bag Factory Editions kommer fra virksomhedens deltagelse i blandt andet FIM World Supercross, Arenacross, EnduroGP, FIM Hard Enduro World Championship og Erzbergrodeo.

Ifølge virksomhedens Racing Director, Sébastien Tortelli, har målet ikke været at øge effekten, men at give føreren bedre muligheder for at udnytte den performance, som VARG-platformen allerede leverer.
Begrænset produktion
Factory Editions bliver kun produceret én gang. Stark Future oplyser, at der bygges 200 eksemplarer af VARG MX Factory Edition og 300 eksemplarer af VARG EX Factory Edition.
Prisen starter ved 15.990 euro for MX-versionen og 16.990 euro for EX-versionen, og modellerne kan bestilles gennem virksomhedens Premium-forhandlere.



