
BMW beskytter designet af Concept RR – og prototypen er allerede spottet på Nürburgring
Da BMW Motorrad i maj sidste år løftede sløret for Concept RR ved Concorso d’Eleganza Villa d’Este i Italien, gjorde fabrikken det klart, at konceptet ikke blot var en designøvelse.
Tværtimod skulle motorcyklen vise retningen for næste generation af BMWs RR-modeller.
Nu peger nye oplysninger på, at den fremtidige superbike kan komme til at ligne konceptet mere, end man normalt ser, når en konceptmotorcykel udvikler sig til en serieproduceret model.
Flere internationale medier omtaler, at BMW Motorrad har indleveret en designansøgning i Indien, som beskytter Concept RR’s karakteristiske design.
Beskytter designet – ikke teknikken
Et designpatent beskytter udelukkende motorcyklens udseende og siger derfor ikke noget om teknik, motor eller specifikationer. Motorcykelproducenter registrerer ofte deres designs længe før en model bliver præsenteret, og i nogle tilfælde når den aldrig i produktion.
Patentet er derfor ikke en garanti for, at Concept RR bliver bygget i sin nuværende form. Til gengæld giver det et godt indblik i, hvordan BMW ønsker at beskytte det markante design.
Det interessante er, at patenttegningerne i høj grad bevarer det udtryk, som Concept RR blev vist med sidste år. De skarpe linjer, de integrerede winglets og den markante front med det store centrale luftindtag ser ud til at være videreført næsten uændret.
Normalt bliver koncepter gjort væsentligt mere afdæmpede, når de nærmer sig produktion, men det ser foreløbig ikke ud til at være tilfældet her.
Også spottet under test
Samtidig er udviklingen af den kommende RR-model tilsyneladende godt i gang.
Tidligere på måneden blev en kåbeklædt BMW nemlig spottet under test på Nürburgring. Og selvom modellen ikke er plastret til i klistermærker og navneskilte, er det tydeligt, at der kan trækkes klare paralleller mellem de billeder, vi tidligere har set af den nye RR, og den model, der blev testet i Tyskland.
Det gælder blandt andet den meget kompakte front, den aggressive kåbeform og den generelle silhuet.

At BMW tester en ny superbike på Nürburgring er naturligvis ikke usædvanligt. Banen bruges flittigt til udvikling af fabrikkens sportsmodeller, men kombinationen af patenttegningerne og de nylige spionbilleder gør det svært ikke at tænke, om ikke projektet snart er klar til en tur på samlebåndet.
Mere end blot et showbike
Da BMW viste Concept RR frem sidste år, beskrev fabrikken modellen som et udstillingsvindue for fremtidens RR-serie.
Konceptmotorcyklen var udstyret med en firecylindret rækkemotor baseret på den WorldSBK-vindende M 1000 RR, hvor BMW oplyste, at effekten oversteg 230 hk.
Dertil kom omfattende brug af kulfiber, avanceret aerodynamik og et stort fokus på lav vægt.
Selv om en eventuel serieproduceret udgave næppe overtager alle de tekniske løsninger fra konceptet, har BMW allerede tidligere vist, at virksomhedens konceptmotorcykler ofte ligger tættere på den færdige produktion end mange konkurrenters.
Hvad betyder patentet?
Designpatentet er først og fremmest et juridisk værktøj, som skal forhindre andre i at kopiere motorcyklens udseende. Det er derfor ikke ensbetydende med, at en lancering er lige om hjørnet.
Til gengæld understøtter det det budskab, BMW selv kom med ved præsentationen sidste år: Concept RR var tænkt som et konkret kig ind i fremtiden, og ikke blot en spektakulær udstillingsmodel.
Med en prototype på Nürburgring og et design, der nu er officielt beskyttet, ser det i hvert fald ud til, at næste kapitel i BMWs RR-historie er rykket et skridt tættere på virkeligheden.




