
BMW-chef bliver ny præsident for Europas motorcykelindustri
Markus Flasch, CEO for BMW Motorrad, er blevet valgt som ny præsident for ACEM (Association des Constructeurs Européens de Motocycles), der repræsenterer Europas motorcykelproducenter over for EU-institutionerne.
Valget fandt sted under ACEMs generalforsamling i München, hvor BMW Motorrad var vært ved BMW Welt.
Flasch overtager posten efter Piaggio Group-direktør Michele Colaninno og tiltræder officielt den 1. juli 2026 med et mandat på to år.
Valget kommer på et tidspunkt, hvor motorcykelindustrien står over for en række udfordringer, med EU’s klimamål, skærpede reguleringer og nye mobilitetsstrategier i storbyer der i stigende grad påvirker både producenter og motorcyklister.
Derfor får ACEM en vigtig rolle som branchens fælles stemme i Bruxelles.
Et af de centrale fokusområder for Markus Flasch bliver at sikre, at motorcykler, scootere, knallerter, trikes og quadricykler får en naturlig plads i de såkaldte Sustainable Urban Mobility Plans (SUMPs), som flere og flere europæiske byer benytter som grundlag for fremtidens trafikplanlægning.
Ifølge ACEM bliver det samtidig en prioritet at fortsætte branchens arbejde med dekarbonisering og mere bæredygtig transport uden at svække den europæiske motorcykelindustris konkurrenceevne. Organisationen ønsker desuden at fremhæve motorcyklismens betydning for turisme, fritidskørsel og motorsport, som samlet bidrager betydeligt til økonomisk aktivitet på tværs af Europa.
“Jeg er beæret over at påtage mig formandskabet for ACEM og taknemmelig for mine kollegers tillid. Vores opgave bliver nu at bygge videre på det momentum, der er skabt gennem de seneste år, og fortsætte med at styrke branchens stemme i Europa,” siger Markus Flasch i forbindelse med udnævnelsen.
Han understreger samtidig, at L-køretøjer – kategorien som blandt andet omfatter motorcykler og scootere – ikke er en niche, men en del af løsningen på de mobilitetsudfordringer, Europa står overfor.
ACEMs ledelse vil i de kommende år til at bestå af nogle af branchens mest markante profiler.
Ud over Markus Flasch som præsident består præsidiet af Michele Colaninno fra Piaggio Group, Claudio Domenicali fra Ducati samt Clément Villet fra Yamaha Motor Europe, der alle fungerer som vicepræsidenter.
Det betyder, at BMW, Ducati, Piaggio og Yamaha nu sidder på de mest indflydelsesrige poster i organisationen netop som den europæiske motorcykelbranche forbereder sig på nye politiske og regulatoriske diskussioner i Bruxelles.
For europæiske motorcyklister er ACEM måske ikke et navn, der fylder meget i hverdagen. Men organisationens arbejde har stor betydning for de regler, muligheder og begrænsninger, som i sidste ende påvirker både motorcyklerne på vejene og dem, der bygger dem.

