Danmark klar til jagten på U21 VM-guld i Prag

Fredag den 22. maj køres 2026-udgaven af FIM Speedway of Nations - SON2 på det flotte Marketa Stadium i Prag, hvor otte nationer kæmper om verdensmesterskabet for U21-landshold.
Anslået læsetid: 3 Minutter

Danmark stiller med både fart, erfaring og selvtillid, når U21-landsholdet fredag aften tørner sammen med verdens bedste nationer i SON2-finalen på Marketa Stadium i Prag.
Efter sølvmedaljen i 2025 er ambitionerne denne gang helt tydelige; nu går jagten ind på guldet.

I spidsen for det danske hold står Villads Nagel, som ankommer til den tjekkiske hovedstad med stærke resultater i bagagen fra 2026-sæsonen.
Sammen med Bastian Pedersen udgør han den danske startduo, mens tidligere SGP3-verdensmester Mikkel Andersen er klar som reserve under ledelse af landstræner Nicki Pedersen.
I SON2-formatet kan tredje kører sættes ind når som helst under løbet.

Og målsætningen er der ingen tvivl om hos den danske kaptajn.

“Målet er guld. Jeg satser på, at vi tager en guldmedalje med hjem, og hvis det ikke bliver mindst sølv, så vil jeg ikke være tilfreds. Vi fik sølv sidste år, så det skal forbedres, og det er det, vi går efter,” siger Villads Nagel.

Polen ligner på papiret den største udfordrer, men Nagel forventer et tæt opgør med flere nationer, som kan spille en afgørende rolle i finalen.

“Jeg tror, det bliver os og Polen, der kommer til at kæmpe om det. Men man skal også holde øje med Adam Bednar på hjemmebane. Han kører der tit og kender banen ud og ind. Sverige kan også drille de fleste hold.”

Selvom Marketa Stadium er nyt territorium for den danske kaptajn, virker han ikke synderligt bekymret over den udfordring.

“Jeg har aldrig kørt der før, men jeg har hørt, at banen ikke er så svær at køre på. Vi får også træning inden løbet, så det skal nok gå fint.”

Villads Nagel har i det hele taget ramt en sæson, hvor tingene ser ud til at lykkes. Men han understreger samtidig, at holdspeedway aldrig handler om én enkelt kører.

“Det går rigtig godt for mig i år, og jeg er meget glad for, hvordan sæsonen har udviklet sig. Jeg er også meget taknemmelig for den hjælp, jeg har omkring mig. Det er ikke en enmandssport, så Bastian og Mikkel er mindst lige så vigtige. Jeg ved, de kan køre stærkt, og jeg er sikker på, at vi sammen kan levere noget godt.”

Finalen bliver dog alt andet end enkel for danskerne. Polen møder blandt andet op med regerende SGP2-verdensmester Wiktor Przyjemski i opstillingen, mens de forsvarende mestre fra Tyskland også ventes at blive en alvorlig faktor i medaljekampen.

Samtidig bliver det interessant at følge Ukraine, som er tilbage i U21-holdfinalen med et stærkt hold anført af Speedway GP-kører Nazar Parnitskyi.

SON2-finalen køres over 28 heats i parspeedway-format, hvor alle nationer møder hinanden i kampen om verdensmesterskabet. Og fredag aften finder Danmark ud af, om sølvet fra sidste år kan omsættes til noget endnu større.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven