Oliver Svendsen trodser tekniske udfordringer på Sachsenring - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Oliver Svendsen trodser tekniske udfordringer på Sachsenring

Oliver Svendsen kæmpede med tekniske udfordringer i EuroMoto-premieren på Sachsenring, men viste lovende fart og hentede vigtige point.
17/05-2026 kl. 05:57
Anslået læsetid: 3 Minutter

Sæsonpremieren i den nye EuroMoto SportBike-klasse på Sachsenring sidste weekend blev alt andet end ukompliceret for danske Oliver Svendsen.

Som den eneste i feltet på den nye Kawasaki Ninja ZX-6R, kæmpede den unge kører fra Låsby og teamet hele weekenden med en stejl indlæringskurve og restriktive tekniske regler.

Weekenden udviklede sig derfor til en blanding af frustration, hårdt arbejde og lovende glimt af potentiale.

Stærkt comeback i første løb

Lørdagens første race blev uden tvivl weekendens sportslige højdepunkt for Oliver Svendsen. Efter en vanskelig kvalifikation måtte danskeren tage plads som nummer 12 på gridden; men allerede fra starten viste han, at tempoet var langt bedre end placeringen antydede.

En aggressiv og vellykket åbning sendte ham direkte frem som nummer ni, og omgang for omgang begyndte han at hente de forreste kørere. Midtvejs i løbet var Oliver helt oppe på fjerdepladsen i tæt duel med frontgruppen.

Mod slutningen begyndte dækkene dog at miste greb, og det kostede noget tid.
Alligevel lykkedes det ham at holde fast i en stærk femteplads ved målflaget; kun 3,5 sekund fra sejren.

Regler og teknik spændte ben søndag

Søndagens Løb 2 blev endnu en kamp mod både konkurrenter og materiel. Oliver leverede igen en solid start og hentede to placeringer inden første sving, men herefter blev forskellen i topfart og acceleration tydeligere.

Kawasaki-teamet kører aktuelt med 2026-specifikationer, og det betyder, at ZX-6R-modellen mangler omkring 5-6 heste sammenlignet med de øvrige fabrikater i klassen. Og på en bane som Sachsenring, hvor momentum og acceleration ud af svingene spiller en afgørende rolle, blev det en mærkbar ulempe.

Oliver Svendsen kæmpede sig til sidst i mål på syvendepladsen; et resultat som måske ikke fortæller hele historien om weekendens fart og potentiale.

Lærerig debut for nyt projekt

Trods udfordringerne var der også positive signaler at tage med hjem fra Tyskland.
Teamet samlede nemlig store mængder data gennem weekenden, og arbejdet i pitten blev afgørende for løbende at forbedre motorcyklen.

“Det har været en svær weekend, men også utrolig lærerig for både mig og teamet. Jeg kan kun være tilfreds med det fantastiske arbejde, mekanikerne har leveret hele weekenden for at forbedre cyklen. Desværre gør reglerne, at vi kører med 2026-specifikationer, hvilket betyder, at vi mangler 5-6 hk i forhold til de andre mærker. Det gør det svært at kæmpe med helt i front lige nu, men vi tager masser af data med hjem,” fortæller Oliver Svendsen.

Nu venter analysearbejdet hjemme i garagen, hvor fokus bliver at finde flere løsninger på setup og udnytte potentialet i den nye Kawasaki-platform bedre. Sachsenring-premieren viste nemlig også noget andet; når tingene fungerer, kan Oliver Svendsen allerede nu blande sig tættere på fronten.

Del med en ven