
EU vil presse MC-syn igennem trods massiv tvivl
Debatten om periodisk syn af motorcykler har stået på i årevis. Argumenterne er velkendte, fronterne er trukket op, og alligevel er sagen langt fra afgjort. Tværtimod.
En ny melding fra de europæiske motorcyklisters interesseorganisation FEMA peger på, at EU bevæger sig i retning af mindre fleksibilitet for medlemslandene. Det betyder i praksis, at det som flere lande – herunder Danmark – aktivt har valgt fra, kan ende med at blive obligatorisk.
Tirsdag den 5. maj 2026 vedtog Europa-Parlamentets Transportudvalg (TRAN) et udkast til en revision af EU’s regler for periodisk syn og vejsidesyn. Ifølge FEMA skete det med 30 stemmer for, 11 imod og to hverken for eller imod.
Transportudvalget støttede samtidig et forslag om at fjerne den nuværende fleksibilitet for periodisk kontrol af motorcykler over 125 cc og gøre periodisk syn obligatorisk i alle medlemslande uden undtagelse. Forslaget omfatter også eldrevne tunge motorcykler.
Det betyder ikke, at obligatorisk periodisk syn for motorcykler er endeligt vedtaget, men afstemningen understreger, at sagen fortsat bevæger sig gennem EU-systemet.
Det interessante er efterhånden ikke længere, om periodisk syn gør en reel forskel. Det interessante er, hvorfor debatten stadig raser.
Dokumentationen halter stadig
Et gennemgående argument i hele diskussionen er den manglende dokumentation. Som vi tidligere har beskrevet i eksempelvis artiklen Endnu et bevis: Periodisk syn af motorcykler er nonsens, spiller tekniske fejl en marginal rolle i motorcykelulykker.
Internationale analyser placerer typisk andelen under én procent. Fokus ligger i stedet på føreradfærd, andre trafikanters opmærksomhed og vejens tilstand.
I ovennævnte artikel gennemgik vi blandt andet et fransk studie, som ikke fandt nogen målbar effekt af periodisk syn på trafiksikkerheden. Den pointe går igen i flere analyser, og der er ganske enkelt ikke solid dokumentation for, at periodisk syn flytter noget nævneværdigt på ulykkesstatistikkerne.
Alligevel fortsætter arbejdet i EU-systemet.
Vil du have mere dansk MC-indhold i din hverdag?
Tilføj MagaCin som kildepræference i Google.
EU splittet, men fastholder kursen
Det er dog værd at bemærke, at EU ikke taler med én stemme i denne sag.
EU-Parlamentet arbejder ganske vist i retning af mere ensartede regler og i nogle tilfælde obligatorisk syn for motorcykler, men medlemslandene i Ministerrådet hælder i højere grad mod at bevare fleksibiliteten, så landene selv kan vælge løsninger, der passer til deres trafik og struktur.
Den fleksibilitet er netop årsagen til, at Danmark i dag bruger vejsidesyn og stikprøvekontrol i stedet for periodisk syn. De danske myndigheder vurderer nemlig, at den model er tilstrækkelig i forhold til sikkerheden.
MagaCin har gennem årene fulgt udviklingen og beskrev blandt andet i 2021, hvordan sagen begyndte at tage form, og at flere lande ikke ville være med, men at Danmark dengang red med på EU-bølgen.
Vi fik dog i stedet de danske vejsidesyn, men spørgsmålet er nu, om den danske model på sigt kan holde stand.
En debat der ikke forsvinder
Hvis billedet virker bekendt, er det fordi diskussionen i høj grad gentager sig selv.
Tidligere i år beskrev vi, at argumenterne ikke er ændret nævneværdigt, at dokumentationen fortsat er begrænset, og at effekten stadig fremstår tvivlsom. Men alligevel vender forslaget om periodisk syn tilbage med jævne mellemrum.
Det i sig selv er bemærkelsesværdigt.
Interessekonflikt
Det er dog først, når man går beslutningsgrundlaget lidt nærmere efter i sømmene, at sagen for alvor bliver interessant.
MagaCin påpegede for flere år siden en mulig interessekonflikt, og pointen blev dengang understøttet af en finsk gennemgang fra SMOTO, som kiggede nærmere på en central EU-analyse af effekten af periodisk syn.
Her fremgår det, at organisationer fra synsbranchen spiller en markant rolle i arbejdet. Det gælder blandt andet CITA og aktører som DEKRA. Samtidig efterlyses der deltagelse fra uafhængige forskere, myndigheder og brugere.
Det betyder ikke nødvendigvis, at konklusionerne er forkerte. Men det rejser et relevant spørgsmål om balancen i analysen, når aktører med en potentiel økonomisk gevinst er med til at forme beslutningsgrundlaget.
Fra trafiksikkerhed til systemspørgsmål
Når man samler trådene, bevæger diskussionen sig væk fra det rent tekniske. Vi står i en situation, hvor dokumentationen for effekten af periodisk syn er begrænset, hvor der er politisk uenighed internt i EU, hvor nationale løsninger allerede fungerer, og hvor dele af analysearbejdet involverer aktører med stærke økonomiske interesser.
Det gør det vanskeligt at se periodisk syn som en entydig trafiksikkerhedsforanstaltning. I stedet begynder det at ligne en proces, hvor harmonisering, forsigtighedsprincip og strukturelle interesser spiller mindst lige så stor en rolle.
Hvad betyder det for danske motorcyklister
På kort sigt ser vi næppe de store ændringer her til lands, og den danske model med vejsidesyn står stadig. På længere sigt afhænger udviklingen dog af, hvilken retning EU vælger. Hvis fleksibiliteten reduceres, kan Danmark blive tvunget til at indføre periodisk syn, uanset om den nuværende løsning vurderes som tilstrækkelig.
En endelig beslutning er endnu ikke truffet, men udviklingen er værd at følge tæt.
Kommentar
Argumenterne for periodisk syn er de samme som for ti år siden, men den seneste udvikling kan være et vink med en vognstang om, at jævnlige obligatoriske syn kan blive en realitet i Danmark.
Derudover er det værd at hæfte sig ved, hvor længe et tiltag uden tydeligt dokumenteret effekt kan leve videre i det EU-politiske system.
Det gør ikke nødvendigvis periodisk syn af motorcykler forkert. Men det gør det relevant at spørge, hvad det egentlig er, der driver udviklingen.




