Bagger World Cup går i luften: Historisk debut med tæt drama i Austin
Noget nyt er begyndt at tage form på den internationale motorsportsscene; og det sker med en dyb, rungende baslyd fra nogle af de tungeste maskiner, man kan forestille sig på en racerbane.
FIM Harley-Davidson Bagger World Cup fik sin officielle debut ved Circuit of the Americas i Austin, hvor mesterskabet blev kørt side om side med MotoGP. To løb, to vindere og en weekend, der satte tonen for, hvad denne nye klasse vil være: tæt, rå og overraskende intens.
Historisk første sejr
Lørdagens første løb skrev sig direkte ind i historiebøgerne da australieren Archie McDonald fik en perfekt start og tog hul på det, der skulle blive en duel med teamkammeraten Eric Granado, som ellers havde sikret sig pole med en tid på 2:12.387.
Midtvejs i løbet skiftede momentum, da Granado udnyttede en fejl fra McDonald og overtog føringen. Men dramaet stoppede ikke dér. Kort efter mistede brasilianeren fronten under nedbremsning og faldt tilbage i feltet så McDonald igen kunne tage føringen, som han holdt indtil der blev viftet med det ternede flag.
Jake Lewis leverede et stabilt og kontrolleret løb og tog andenpladsen, mens Filippo Rovelli sikrede sig tredjepladsen med en rolig og disciplineret indsats.
Revance og rekord
Søndagens løb fulgte samme dramaturgi, men med en ny vinder. McDonald og Granado kom igen bedst fra start, men denne gang var det Oscar Gutiérrez, der langsomt byggede sit løb op bag dem.
Spanieren arbejdede sig metodisk frem, lukkede huller og fandt de rigtige steder at angribe. To rene overhalinger senere var han i front, og der blev ikke kigget tilbage.
Undervejs satte Gutiérrez også ny standard for klassen i Austin med en omgangstid på 2:12.348, som blev både løbsrekord og en all-time rekord for bagger-klassen på banen.
McDonald krydsede egentlig målstregen som toer, men en tre-sekunders straf for manglende Long Lap efter gentagne track limits-overtrædelser sendte ham ned som nummer tre.
Dermed blev Eric Granado rykket op på andenpladsen.
Et mesterskab i sin begyndelse
Efter første afdeling fører Archie McDonald mesterskabet med 41 point, foran Oscar Gutiérrez og Jake Lewis, som begge ligger på 33 point.
Feltet er tæt, og allerede nu tegner der sig et billede af en sæson, hvor marginalerne bliver små.
Hos Harley-Davidson selv er der heller ingen tvivl om retningen for den nye klasse.
Fokus ligger på tæt konkurrence, forskellige kørestile og en global platform, der bringer noget andet ind i MotoGP-weekenderne.
Og netop “noget andet” er måske nøgleordet i forhold til fun-factor. For bagger-maskinerne bevæger sig ikke som klassiske racermotorcykler; de kæmper, vrider sig og accelererer med en tyngde, der giver løbene deres egen karakter.
Næste stop: Mugello
Næste afdeling køres på Mugello i slutningen af maj, igen som en del af MotoGP-programmet. En bane, der traditionelt belønner topfart og et godt flow, hvilket kan blive en interessant kontrast til de tunge Harley-Davidson-maskiner.


