Opdateret 2026 MotoGP-kalender - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Opdateret 2026 MotoGP-kalender

2026 MotoGP-kalenderen byder på 22 løbsweekender, nye destinationer og et historisk farvel til Phillip Island.
24/02-2026 kl. 05:48
Anslået læsetid: 3 Minutter

Starten på 2026 MotoGP-sæsonen nærmer sig, og det første løb køres allerede i Thailand i slutningen af februar.

Holder du dig opdateret på løbsweekenderne via den foreløbige 2026-kalender, som MagaCin delte i sommeren 2025, er der god grund til at læse videre.
Kalenderen er nemlig opdateret siden dengang.

Ny 2026-kalender

MotoGP offentliggjorde 1. januar den seneste foreløbige kalender for 2026-sæsonen. Programmet tæller 22 Grand Prix fordelt over fem kontinenter, men manglede ved offentliggørelsen den endelige formelle godkendelse.

Kalenderen fra lige efter nytår stemmer dog i skrivende stund overens med den officielle kalender på MotoGP’s website.

Sæsonen indledes i Thailand fra 27. februar til 1. marts, før feltet bevæger sig videre til blandt andet Brasilien, der – som du kunne læse her på MagaCin i 2024 – gør comeback i 2026 med et løb i Goiânia i marts.

Velkendte baner og Phillip Island tilbage

Foråret og sommeren byder på de velkendte europæiske baner Jerez, Le Mans, Barcelona, Mugello, Assen og Sachsenring. Kalenderen rummer også Balaton og Brno, mens Silverstone, Aragon og Misano fortsat er faste holdepunkter.

Hvor Phillip Island ikke var på den første foreløbige kalender, er den nu igen dukket op i 2026-kalenderen, men for sidste gang.

Phillip Island for sidste gang

Australiens Grand Prix køres 23.–25. oktober 2026 på Phillip Island, og det bliver sidste gang, den ikoniske bane ved Bass Strait er vært for MotoGP, inden det australske GP flytter til Adelaide i 2027.

Når MotoGP-kørerne krydser målstregen på Phillip Island i oktober 2026, afsluttes dermed et stort kapitel i kalenderens historie.

Sæsonafslutning i Valencia

Efter Australien følger Malaysia og Portugal, inden sæsonen traditionen tro rundes af i Valencia 20.–22. november. 2026 bliver dermed en overgangssæson: sidste år på Phillip Island og den sidste sæson før det nye reglement træder i kraft i 2027.

Indtil videre er 2026 MotoGP-kalenderen altså “næsten” på plads, men historien har vist, at små justeringer altid kan forekomme.
Det holder vi naturligvis øje med og opdaterer læserne, straks der er nyt.

2026 MotoGP – løbsdatoer

  • 27. februar–1. marts: Thailand – Buriram
  • 20.–22. marts: Brasilien – Goiânia
  • 27.–29. marts: USA – Austin
  • 10.–12. april: Qatar – Lusail
  • 24.–26. april: Spanien – Jerez
  • 8.–10. maj: Frankrig – Le Mans
  • 15.–17. maj: Catalonien – Barcelona
  • 29.–31. maj: Italien – Mugello
  • 5.–7. juni: Ungarn – Balaton
  • 19.–21. juni: Tjekkiet – Brno
  • 26.–28. juni: Holland – Assen
  • 10.–12. juli: Tyskland – Sachsenring
  • 7.–9. august: Storbritannien – Silverstone
  • 28.–30. august: Aragon – Alcañiz
  • 11.–13. september: San Marino – Misano
  • 18.–20. september: Østrig – Spielberg
  • 2.–4. oktober: Japan – Motegi
  • 9.–11. oktober: Indonesien – Mandalika
  • 23.–25. oktober: Australien – Phillip Island
  • 30. oktober–1. november: Malaysia – Sepang
  • 13.–15. november: Portugal – Portimão
  • 20.–22. november: Valencia – Spanien

Del med en ven

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025