
Motorcyklist kæmper mod forbud på Nürburgring
Denne skribent kan skrive under på, at en tur i det racerkøreren Jackie Stewart malende beskrev som “Det grønne helvede”, er en unik oplevelse på motorcykel.
En oplevelse som motorcyklister i årtier har kunnet købe sig til med en billet og lidt mod.
Begrænset adgang fra 2025
Men adgangen til den legendariske 20,8 km lange Nordschleife med mere end 70 sving på Nürburgring cirka 100 km syd for Köln, blev desværre i 2025 stærkt begrænset for motorcykler.
Den stærkt reducerede mulighed for at køre motorcykel på de offentlige Touristenfahrten, hvor biler og motorcykler delte banen, fik en del motorcyklister til at protestere, og én motorcyklist valgte at udfordre beslutningen juridisk.
SaveTheRingBikes og Nürburgring-loven
Nürburgring-loven blev vedtaget i 2013 – Landesgesetz zur Erhaltung der Zweckbestimmung des Nürburgrings – for at sikre, at banen forblev tilgængelig for offentligheden efter privatiseringen.
Derfor startede Ralf fra Königswinter – Nordrhein-Westfalen, som gennem 30 år jævnligt har kørt på Nordsløjfen for et års tid siden en kampagne under overskriften #SaveTheRingBikes med en underskriftindsamling i kampen mod tiltaget.
En indsamling hvor underskriverne økonomisk kan bidrage til juridisk bistand, så hans advokat kan rette et formelt krav til operatøren af banen om øget offentlig adgang.
Operatøren har med henvisning til sikkerhed og forskelle i ideallinjer mellem biler og motorcykler udelukket motorcykler fra Touristenfahrten fra 2025, men Ralf mener, at argumentet om køredynamik er tyndt.
Han vil med advokatbistand bruge Nürburgring-loven fra 2013 som juridisk løftestang til at genoplive motorcyklisternes tidligere ret til at køre på Nordsløjfen.
Om det lykkes Ralf at tvinge operatøren til at genåbne for motorcykler, er uvist. Men sagen er et bevis på, hvor stærkt Nordsløjfen stadig står i motorcyklisters bevidsthed, selvom porten lige nu kun står på klem for dem på to hjul.
Se de nuværende åbningstider og billetpriser via dette link.


