
Alligevel periodisk syn for motorcykler?
Modstandere af periodisk syn for motorcykler forestillede sig måske, at den hellige grav var vel forvaret, da Danmark fra 1. Januar 2022 erstattede det foreslåede EU-tiltag med såkaldte vejsidesyn.
Et emne der som denne søgning på vejsidesyn indikerer, har fået en del omtale her på MagaCin.
Men nu er der igen god grund til at tage diskussionen op. For den danske løsning kan vise sig at være midlertidig.
EU-forslag vækker vrede hos motorcyklister
En ny udvikling i sagen om periodisk syn af motorcykler har fået de europæiske motorcyklisters interesseorganisation FEMA i offensiven med denne artikel, efter European Parliament rapporteur Jens Gieseke har fremlagt forslag om en revidering af den såkaldte Roadworthiness Package.
Forslaget lægger op til indførelse af Periodic Technical Inspection (PTI) – eller på dansk, periodisk syn for alle motoriserede tohjulere med en motorstørrelse over 50 cc.
Og dermed også køretøjer som i dag er undtaget reglerne i mange EU-lande.
Hvis forslaget gennemføres, vil det være en markant skærpelse af gældende lovgivning, og vil samtidig sætte spørgsmålstegn ved nationale særordninger som den danske model med vejsidesyn.
Argumenterne lyder velkendte
I udkastet argumenteres der blandt andet for, at “test af motorcyklers trafiksikkerhed har klare fordele. Det er demonstreret af antallet af medlemsstater, som allerede inkluderer motorcykler i synshallerne.”
Og derudover lyder det, at “motorcykler og knallerter over 50 cc når højere hastigheder og er mere kraftfulde, hvilket øger risikoen for ulykker, hvis bremser, lys, dæk eller andre sikkerhedskritiske komponenter ikke vedligeholdes korrekt.”
Formuleringerne lyder umiddelbart fornuftige, men er stadig de samme, og er heller ikke dokumenteret bedre, end sidste gang debatten rasede.
FEMA: Mangler dokumentation
Netop derfor reagerer FEMA skarpt, hvor organisationen peger på, at der stadig ikke findes solid dokumentation for, at periodisk syn af motorcykler har en målbar effekt på ulykkesstatistikkerne.
Tværtimod viser både nationale og internationale undersøgelser, at tekniske fejl kun spiller en marginal rolle i de fleste motorcykelulykker, og at uddannelse som eksempelvis kørekurser, adfærd, infrastruktur og samspil med den øvrige trafik vejer langt tungere.
FEMA advarer derfor om, at EU risikerer at indføre et dyrt og bureaukratisk system, som giver politisk handlekraft på papiret – men begrænset reel gevinst i trafiksikkerheden.
Danmark valgte en anden vej
For nogle år siden blev vejsidesyn som alternativ til periodisk syn dansk praksis, så vi kunne leve op til EU-kravene uden at tvinge alle motorcykler gennem synshallerne med faste intervaller.
MagaCin havde forinden påpeget, at EU-ønsket om periodisk syn i høj grad bar præg af synsvirksomhedernes økonomiske interesser snarere end dokumenteret trafiksikkerhed.
Det økonomiske perspektiv er svært at overse i den aktuelle EU-debat, hvor endnu flere køretøjer åbenbart skal gennem periodisk syn.
Det er samme mønster, som vi tidligere beskrev i artiklen der er linket til herover, hvor vi blandt andet hæfter os ved, at krav om syn snarere end sikkerhedsdokumentation kan være drevet af interessekonflikter og økonomiske incitamenter, mere end reel effekt på trafiksikkerheden.
Når argumenterne nu gentages uden ny og bedre dokumentation, er netop den kritik igen aktuel.
Periodisk syn løser ikke de påståede problemer, men udvider i stedet et marked, mens de faktiske ulykkesårsager fortsat ligger i andre faktorer som uddannelse, adfærd og infrastruktur.
Hvad betyder det for Danmark?
For danske motorcyklister ændrer det ikke noget nu og her. Det er fortsat kun et forslag, der skal behandles politisk i både Europa-Parlamentet og Ministerrådet.
Men hvis Europa ender med at presse på for regler, som fjerner nationale undtagelser som vejsidesyn, står Danmark i en situation, hvor tidligere løsninger kan blive sat under pres.
Det må absolut være en udvikling, som både danske politikere og motorcyklister bør holde øje med.
Især når erfaring og data fra nationale løsninger peger i en anden retning end det nye forslag, som føjer sig til en række tidligere EU-udspil, hvor ambitionen om regulering har overhalet den tekniske og trafikale virkelighed.
Det så vi blandt andet et eksempel på, da Europa-Parlamentariker Karima Delli i 2023 foreslog differentierede hastighedsgrænser for motorcykler afhængigt af kørekortkategori.
Et forslag der også blev mødt med massiv kritik og aldrig fik fodfæste.
Mere syn – eller bedre sikkerhed?
Debatten om periodisk syn handler ikke om at være imod trafiksikkerhed. Fokus må være at sætte mål for sikkerhed i forhold til reelle problemer og dokumenterede løsninger.
Når data viser, at tekniske fejl spiller en marginal rolle i ulykkesstatistikkerne, er det relevant at stille spørgsmålet: Er periodisk syn virkelig den rette vej til øget trafiksikkerhed, eller er det snarere en standardiseringsløsning, der tilgodeser systemer og aktører frem for de reelle risici i trafikken?
Altså gammel vin på nye flasker – og en debat, som EU-forslaget nu endnu en gang tvinger tilbage i rampelyset.



