Ny Triumph Tracker 400 og Thruxton 400 lanceret
Den velorienterede MagaCin læser har allerede både hørt om og set video med Triumph Thruxton 400, som blev lanceret i Indien denne sommer, og nu er modellen introduceret globalt.
Det skete denne eftermiddag, hvor den spændende nyhed fik følgeskab af den nye Triumph Tracker 400.
Triumph beskriver i dagens pressemeddelelse, at det engelske mærke nu introducerer en flat-track inspireret motorcykel i form af den nye Triumph Tracker 400, og at Triumph Thruxton 400 som debuterede i Indien nu lanceres globalt.
De to sjove og agile modeller som på smukkeste vis mikser retro-styling med umiskendeligt Triumph DNA, er udstyret med en optimeret TR-series motor, som leverer 42 hestekræfter ved 9.000 omdr./min.
Med det røde felt i omdrejningstælleren hævet og øget top-end performance byder evolutionen af motoren nu på 5 ekstra hestekræfter.
Sådan lyder det fra Triumph, som også understreger, at begge modeller kombinerer højeste kvalitet og en fornuftig prissætning, som giver exceptionel værdi for pengene.
En vurdering danske motorcyklister kan foretage individuelt, når man bliver klogere på de danske priser længere nede i artiklen.
Triumph har i dagens anledning traditionen tro delt videoen nedenfor, hvor vi får et lynhurtigt første kig på dagens to nyheder.
Der var ikke meget information i videoen herover, men Triumph fortæller om Tracker 400, at modellen er udstyret med et bredt fladt styr, og fodhvilere positioneret for en såkaldt dominerende førerposition.
Den er bygget over et dedikeret stel for skarpest mulig håndtering og en engagerende køreoplevelse.
Derudover fortæller englænderne noget om sædeskallen, “nummerpladen”, benzintanken, de nye hjul og meget andet.
I grunden lidt overflødig information, da Triumph har været så venlige at dele flere videoer med begge modeller.
Se først introduktionsvideoen til Triumph Tracker 400.
Det blev vi ikke meget klogere af, og den skarpe læser spekulerer måske på, om ikke der også skulle være en mere uddybende video.
Det er der faktisk, og videoen Tracker 400 | Features and Benefits kan du såmænd også se umiddelbart under disse linjer.
Således behørigt indviet i hvad den nye Triumph Tracker 400 byder på, skal der nok være nogle, som meget hellere vil se den nye Triumph Thruxton 400.
En model der efter Triumphs beskrivelse genopfinder den ikoniske caferacer til en ny generation, og byder på underholdende sportslig kørsel.
Lad os da også lige nappe introduktionsvideoen for den model.
Hermed det første kig på den nye Thruxton 400 for de uindviede, som måske bed mærke i teksten accept nothing less.
Det er måske i virkeligheden et glimrende oplæg til den noget mere uddybende video Thruxton 400 | Features and Benefits, som vi naturligvis også deler.
Det er ved at være sidst på dagen, så i stedet for oversættelse af dagens pressemeddelelse iler vi med at bringe ovenstående videoer, og henviser vi til Triumphs website, som allerede er opdateret med begge modeller.
Der kan du læse alt om begge nyheder og ydermere se, at Triumph Tracker 400 er prissat til kr. 74.595,- med dansk nummerplade monteret, og at der skal langes kr. 76.495,- over disken for den kåbeklædte søstermodel Triumph Thruxton 400.
Endnu et par spændende nyheder fra Triumph, der som bekendt for et par måneder siden annoncerede 29 nye og opdaterede modeller i det kommende halve år.
Det lykkedes os trods flaskehalsen på Triumphs mediasite, at downloade lidt billeder af dagens nyheder, som kan ses i billedgalleriet over artiklen.

