
Et smut forbi QJMOTOR ved EICMA
Det er formentlig de færreste af vores læsere, som er i tvivl om, at MagaCin for nylig har været et smut på EICMA.
Ved efterårets store internationale motorcykelmesse trasker vi som sædvanlig forbi standene hos mærker, der allerede er repræsenteret i Danmark – men hvis tiden tillader det, kigger vi også forbi nogle af de navne, som endnu ikke har fået fodfæste herhjemme.
Der hersker næppe længere tvivl om, at elbiler fra Kina for alvor har gjort deres indtog i Danmark og ryddet en god portion skepsis af vejen. Og man kunne sagtens forestille sig, at CFMOTO Storehouse, som for nylig udvidede forretningen med legendariske lokaler i Frederikssund, har været med til at bane vejen for flere kinesiske mærker her til lands.
Det kinesiske mærke QJMOTOR, som vi stiftede bekendtskab med på første hånd i foråret 2025 ved Tokyo Motorcykelshow, er et af de udenlandske mærker, som endnu ikke har fodfæste inden for rigets grænser – endnu.
Men sådan forholder det sig ikke ret længe, hvis alt går efter planen.
Som du kunne læse her på MagaCin mod slutningen af oktober, kommer der nemlig en ny spiller på det danske marked, når QJMOTOR lanceres i Danmark med landsdækkende forhandlernet fra begyndelsen af 2026 og et stærkt modelprogram.
Det fremgår af artiklen der er linket til under disse linjer, at både forhandlernet og modelprogram offentliggøres efter EICMA.
“Efter EICMA” er et vidt begreb – men vi kunne ikke dy os for at smutte en tur forbi QJMOTOR stand på mc-messen i Milano.
For vi havde på forhånd aftalt, at Christoffer – også kendt som såkaldt co-host ved det årlige The Distinguished Gentleman’s Ride i København, og som til daglig har sin gang i Fa Moto-Sport i Brønshøj – stod klar til at give os en løs briefing på, hvordan projektet forløber.
Og derudover give os et førstehåndsindtryk af nogle af de modeller, som vi efter planen kommer til at se på de danske veje i det kommende år.
Hvordan mødet forløb, kan du se i videoen nedenfor.
Vores lille snak med Christoffer gav os ikke en afklaring på eksakte datoer, for hvornår de sidste aftaler er 100% på plads, det nøjagtige antal af motorcykler i det danske modelprogram, og nagelfaste danske priser er heller ikke fastlagt endnu.
Men det var både hyggeligt at se nogle af de forskellige motorcykler fra QJMOTOR og opmuntrende at konstatere, at folkene bag projektet fremstår målrettede, og at alt tilsyneladende kører efter planen.
Christoffer forestiller sig, at de forskellige modeller fra QJMOTOR kan opleves på dansk motorcykeludstilling allerede først på året i 2026.
Og det er værd at hæfte sig ved, at motorcyklerne fra QJMOTOR er udstyret med komponenter fra blandt andet Marzocchi, Brembo og Bosch, og åbenbart introduceres til en rigtig skarp pris på det danske marked.
Det bliver ret spændende at følge udviklingen og se, hvordan danske motorcyklister modtager endnu et kinesisk mærke.


