Continental klar med ny generation af TKC80 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Continental klar med ny generation af TKC80

50/50-dækklassiker får nyt mønster, ny karkasse og ny gummiblanding i 2026.
23/11-2025 kl. 05:51
Anslået læsetid: 4 Minutter

Continental TKC80 har været på markedet i over 40 år, og er for mange det helt rigtige 50/50-dæk, med den rette balance mellem asfaltgreb og terrænegenskaber. Men nu får klassikeren et markant teknisk løft. I 2026 lancerer den tyske producent nemlig TKC80², en gennemgribende nyudviklet version, som skal løfte både greb, stabilitet og levetid uden at ændre dækkets velkendte karakter.

Nyt mønster

Det mest iøjnefaldende ved den nye generation er et fuldstændig redesignet dækmønster. Knopperne er blevet større og placeret i et forskudt mønster, som giver flere “bidende kanter” i løst underlag og bedre stabilitet på hårdt terræn. Continental fortæller, at kontaktfladen er forøget med 17 procent langs midterlinjen, hvilket ikke blot skulle forbedre retningsstabiliteten, men også mindske ujævnt slid over længere distancer.

Den nye udgave har mere “bid”

Det vil ifølge Continental resultere i en mere forudsigelig opførsel ved nedbremsning og i sving – især i terræn – samt forbedret greb, når gashåndtaget bliver masseret

Ny karkasse og gummiblanding

TKC80² får desuden en helt ny karkasse, hvor Continental har valgt at holde fast i en diagonal konstruktion i stedet for radial. Ifølge producenten giver det en større modstandsdygtighed i hårdt terræn, samt højere stabilitet på landevejen og lavere støjniveau.

Det nye TKC80 har bedre greb i vådt vejr

Gummiblandingen er også ny og skulle levere bedre greb på våd asfalt, og mere bid under acceleration og nedbremsning i terræn. Produktchef Raphael Michels forklarer, at den nye, mere fleksible gummiblanding “tilpasser sig mikroujævnhederne i asfalten og leverer fremragende vejgreb – uden at gå på kompromis med egenskaberne i terræn.”

Continental har desuden integreret sin RainGrip-teknologi. Hvad det helt nøjagtigt dækker over, ved vi ikke, men angiveligt skal det sikre markant bedre opførsel på både glat asfalt og fugtige grusveje – uden at det går ud over holdbarheden eller dækkets feedback.

Klassiker stadig i sortimentet

Visuelt adskiller TKC80² sig fra originalen ved mindre afstand mellem knopperne, hvilket umiddelbart kan lede til bekymringer om dækkets evne til at rense sig for mudder. Continental forsikrer dog, at den nye blokgeometri sagtens kan befri sig selv for mudder og andet terrænklister.

Continental TKC80

Efter fire årtier uden større ændringer lover den nye generation at give et mærkbart løft i performance. Men for de mange tilhængere af den klassiske version er der ingen grund til bekymring – Continental fortsætter med at producere den oprindelige TKC80 side om side med 2. generation.

Dermed kan du frit vælge mellem det velkendte og det fornyede – og måske endda finde et godt tilbud på den gamle kending.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2025