Kawasaki KLE500 er tilbage i fuld vigør
For knap et par uger siden kunne du læse her på MagaCin, at Kawasaki KLE 500 som det japanske mærke teasede for ved EICMA sidste år, var lige på trapperne.
Dengang lovede vi at vende tilbage med emnet, når vi vidste mere, og det må man sige at vi gør nu. For tidligt denne aften præsenterede Kawasaki den nye KLE 500, som efter Kawasakis egen svulstige beskrivelse er lidt af en multikunstner.
Den ser ud som om den netop har krydset motorvejen, er kørt videre hen ad en støvet grusvej og direkte ind i garagen.
Kawasakis nye KLE500 er skabt til eventyr, og er klar til at afdække nye horisonter.
Designet er rendyrket rallystil og et skoleeksempel på funktionel skønhed, hvor hver eneste del er udvalgt med omtanke, og hver linje tegnet med præcision. Blikket fanges straks af den høje vindskærm, som sammen med den hævede korte benzintank giver motorcyklen et kompromisløst udtryk inspireret af racerne i Paris-Dakar.
De slanke sidepaneler der elegant smelter sammen med sædet, giver en fornemmelse af både aerodynamisk elegance og frihed til bevægelse i førersædet.
21″ egerforhjulet og beskyttelsespladen under motoren afslører, at KLE500 ikke blot er pynt – den er bygget til terræn.
På landevejen eller gennem byen viser den sig fra en mere civiliseret side.
En opret førerposition giver et fremragende overblik, mens den høje kåbe effektivt afværger fartvinden. Det specielt udviklede trellis-stel forener lav vægt med høj stivhed og stabilitet, selv når maskinen er pakket med sidetasker og topboks. Stellet huser en kompakt, momentstærk parallel-twin, der leverer de helt rigtige kræfter til alt lige fra bykørsel til motorvejsetaper.
Og med touring-komforten KLE500 byder på, er transporten ud til terrænet en del af fornøjelsen.
Når asfalten forsvinder under hjulene, træder motorcyklen for alvor i karakter.
Den lette og kvikke styring mærkes straks, og den langslagede affjedring sluger ujævnhederne med overskud.
Den smalle benzintank og de glatte sidepaneler gør det til en smal sag at stå op i fodhvilerne, og både frihøjden og motorens lineære levering af kræfterne, giver mod på udfordrende terræn.
Den samlede pakke gør KLE500 til en tillidsvækkende makker i naturen, som man får lyst til at udforske verden med.
Både for pendleren der drømmer om et eventyr på to hjul, og for offroad-entusiasten der ønsker lidt mere komfort, rammer KLE500 plet.
Ønsker man at skrue op for luksus og udstyr, så fås modellen også som SE-udgave med stor vindskærm, håndbeskyttere, ekstra kraftig bundplade, LED-belysning og TFT-instrumentering.
Dette er Kawasakis åbne invitation til ægte eventyr.
Spørgsmålet er bare: Er du klar til at finde ud af, hvor det fører dig hen?
Sådan lyder det ret frit oversat fra Kawasaki, som i dag genopliver modelnavnet KLE500, der blev introduceret i 1991 og har ligget i dvale siden 2007.
Udover den ret lovende beskrivelse – som vi ikke kunne dy os for at dele, og som ikke levner et tørt øje hos nogen motorcykelentusiast – har Kawasaki naturligvis også delt en officiel præsentationsvideo.
Skal man absolut dryppe lidt malurt i bægeret, så er den malende beskrivelse længere oppe af, at Kawasaki LE500 rammer plet hos stort set alle måske en anelse skudt over målet, når det ses i lyset af, at Chris Northover selv er i fuld sving med at tilpasse en KLE500 til sine egne præferencer.
Hvornår og hvor meget?
Det rykker dog ikke ved det faktum, at Kawasaki KLE 500 ser rigtig spændende ud, og er en velkommen tilføjelse i segmentet for eventyrlige knoldhoppere i mellemklassen.
Derudover er det en sand fornøjelse, at vi allerede i dag kan løfte sløret for, hvornår nyheden kommer til Danmark, og hvad den kommer til at koste.
Kawasaki KLE500 der bliver tilgængelig i farverne Metallic Carbon Gray / Ebony er prissat til et rundt tal på kr. 90.000,- der burde være ret let at huske, og SE udgaven der kan fås i farverne Pearl Blizzard White, Pearl Storm Gray samt Metallic Bluish Green, kommer til at koste kr. 105.000,-.
Forventet levering er i Marts 2026.
Kawasaki KLE500 lidt tættere på
Kawasaki stiller i denne omgang ikke den sædvanlige liste eller en stribe faktabokse med tekniske specifikationer til rådighed, men væver alligevel visse enkelte fakta ind i en ret omfattende tekst i det tilsendte hemmeligstemplede pressemateriale, hvor noget af det groft kan kondenseres nogenlunde i denne retning:
Kawasaki beskriver selv i en ret omfattende PDF modellen som en ægte all-rounder, hvor motoren er en 451 cc twin med samme boring/slaglængde på 70,0 x 58,6 mm, som måske mere eller mindre tilfældigt svarer til hvad vi så i Kawasaki Ninja 500 SE, som MagaCin testede i 2024.
Indsugningen giver kort og direkte adgang for luftstrømmen til effektiv forbrænding i cylindrene, og bidrager til motorens kræfter ved høje omdrejningstal.
Modellen er udstyret med en så stor som muligt 5,6 liters luftfilterkasse, hvor indsugningen i hhv. venstre og højre side er i forskellige højder for blød gasrespons, og luftfilterkassens top er forstærket, for at eliminere uønsket støj.
Beskrivelsen af luftfilterkassen er langt mere udførlig.
ECU-en er specifikt mappet til smooth levering af kræfterne på asfalteret underlag, og til rigeligt med træk fra bunden i terræn.
Derudover byder den interne information på et utal af ret specifikke uddybende beskrivelser af indsprøjtningsdyser, smøring af stemplernes underside, cylindrenes design, letvægts svinghjulet, motorens balanceaksel, letvægts tændspoler, og en hulens masse andet om stort set alle elementer på motorcyklen… uden ret mange tal.
Det er ved at være sidst på dagen, og uagtet Kawasaki også i vores optik er en vanvittigt spændende nyhed, så vælger vi lynhurtigt at begrænse os til at informere om følgende:
Kawasaki KLE500 er bygget over et medbærende trellis- eller rørgitterstel, der vejer 19 kg, sædehøjden er på 860 mm, kontakten til underlaget varetages af et 21″ tommer forhjul og et 17″ baghjul med IRC GP-410 dæk.
En 43 mm USD-forgaffel med 210 mm vandring i kombination med en ny Uni Trak bagdæmper med 200 mm vandring står for affjedringen, reducering af hastigheden sker med en enkelt 300 mm bremseskive med en dual-piston bremsecaliper udstyret med to 27 mm stempler forrest, LCD instrumentering på standardudgaven og TFT-skærm på SE byder på smartphone connectivity, og ABS der kan frakobles.
Men hvad vejer sådan en svend så? Det er det endnu ikke lykkedes os at opklare.
Derfor opfordrer vi interesserede til selv at søge detaljerede oplysninger på Kawasakis europæiske website, som i dagens anledning er opdateret med denne sektion dedikeret til dagens Kawasaki nyhed, og hvorfra vi har snuppet en del af billederne i billedgalleriet over artiklen.
Yderligere detaljer får vi formentlig på EICMA, hvor vi allerede har lavet en interview-aftale med Kawasaki Danmark, og derved forhåbentlig bliver meget klogere på Kawasaki KLE500.


