Kawasaki pønser på noget

Kawasaki gør klar til at afsløre endnu en supernaked i aften klokken 19.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Det er nu tre uger siden Kawasaki løftede sløret for “den originale supernaked”, og glædede entusiaster med, at det fra 2026 igen er muligt at erhverve sig en spritny og yderst potent nakedbike.

Her snakker jeg selvfølgelig om Kawasaki Z1100, der groft sagt er en genoplivet Z1000, men med samme motor som i Ninja 1100 og Versys 1100, som i denne konfiguration yder 136 hestekræfter ved 9.000 omdr. og har et maksimalt drejningsmoment på 113 Nm ved 7.600 omdr.

Den trofaste MagaCin læser ved også, at de grønne japanere planlægger at afsløre den knoldhoppende KLE 500 inden længe.
En model, som vi så første glimt af på EICMA sidste år, men også en model, som det ikke er lykkedes os at opsnuse ret meget om, forud for den officielle præsentation.

Men det lader altså til, at det ikke er det eneste Kawasaki har på tapetet til 2026.

For som du kan se i nedenstående teaservideo, bliver der allerede i aften klokken 19 lukket endnu et bæst på folden. Og med teaseren lader Kawasaki altså tankerne få frit løb, da der absolut intet bliver afsløret på forhånd bortset fra, at der også her er tale om en supernaked.

Det eneste undertegnede kan grave ud af videoen er, at modellen i teaseren umiddelbart har en forlygte der ligner den der er af finde på 2025 Z900. Men det hænger jo ikke helt sammen med beskrivelsen supernaked, at der skulle komme en opdateret Z900.

Herfra kunne jeg sagtens begynde at grave, og forsøge at udfritte alverdens folk for ledetråde til hvad der gemmer sig bag teaseren. Men da modellen afsløres om ganske få timer, vil jeg lade spændingen vokse, og ganske enkelt vente til klokken 19 med at finde ud af, hvad Kawasaki har af lækkerier til os i dag.

Stay tuned!

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar