2026 Kawasaki Z1100 præsenteret
Hos Kawasaki er man ikke bange for en smule overarbejde, for det var først ved femtiden denne eftermiddag, at den japanske motorcykelproducent endnu en gang pustede fornyet liv i Sugomi med 2026 Kawasaki Z1100.
Sugomi der kan beskrives som auraen omkring en motorcykel fra Kawasaki, og den særlige følelse iagttageren og/eller føreren får, har siden lanceringen af 2014 Kawasaki Z1000 været det fundamentale koncept bag designet og køreoplevelsen for Kawasaki’s såkaldte Z-Supernakeds.
Designværdierne er sidenhen videreført i andre Z-modeller fra Kawasaki som eksempelvis 2025 Kawasaki Z900, som MagaCin for ganske kort tid siden havde fornøjelsen af at teste.
Sugomi spiller altså også en fremherskende rolle for denne lidt mindre nakedbike fra Kawasaki, der i seneste inkarnation stadig er lidt rå, men efter flere års kompetenceudvikling er radikalt mere raffineret end før.
Den nye mere potente 2026 Kawasaki Z1100 lanceres under sloganet “Sugomi Awakens”, og Kawasaki har med en kort officiel præsentationsvideo tilkendegivet, at det næste kapitel i Z-arven udfyldes af Kawasaki Z1100.
Der skal nok være nogle af vores læsere, der med en anelse vemod genkalder sig 1980’ernes Kawasaki Z1100, som var udstyret med en firecylindret rækkemotor på 1089cc. Og nu fortæller Kawasaki med al ønskelig klarhed i videoen, at den originale Supernaked vender tilbage.
Det bliver dog i en revitaliseret tidssvarende udgave, hvor ophidsende performance, genoplivet, genopbygget og ubarmhjertig er nogle af slagordene for nyheden, og hvor motorens slagvolumen i forhold til firsernes Z1100 er vokset en anelse til 1099cc.
Præcis som det er tilfældet med Kawasaki Versys 1100, som du pudsigt nok næsten på dato kunne læse om her på MagaCin for et år siden, og i 2025 Kawasaki Ninja 1100 SX som MagaCin havde lejlighed til at teste denne sommer.
Kawasaki løfter i dag sløret for både den genopstandne Kawasaki Z1100 og den mere eksklusive søstermodel Kawasaki Z1100 SE.
Begge modeller er efter beskrivelsen udstyret med et stift aluminiumsstel, SFF-BP USD-forgaffel og horisontalt linket bagdæmper.
Forrest napper et par radialt monterede 4-stemplede monobloc bremsecalipere om 310 mm bremseskiver, og SE udgaven er blandt andet velsignet med armerede bremseslanger samt en Öhlins S46 støddæmper bagerst.
Begge maskiner er udstyret med en 5” digital TFT-farveskærm i instrumenteringen, der selvfølgelig byder på turn-by-turn navigation (dog endnu ikke på danske modeller) og integreret Smartphone connectivity, som faciliterer funktioner via Kawasaki’s Rideology App.
Electronic Throttle Valves (ETV) giver mere præcision og responsiv kontrol over motoren, og den nye nøgne Kawa 1100 er både udstyret med fartpilot og quickshifter i begge retninger.
Den 6-aksede IMU understøtter teknologier som KCMF Cornering Management, KTRC Traction Control og KIBS Integrated Braking, og de tre prædefinerede køremodes Sport, Road, Rain giver med tilføjelsen Rider mulighed for tilpasning til personlige præferencer.

Kawasaki fortæller endvidere, at den EURO 5+ godkendte motor ligesom i 2025 Kawasaki Ninja 1100 SX leverer 136 hestekræfter ved 9.000 omdr. og et maksimalt drejningsmoment på 113 Nm ved 7.600 omdr.
Derudover informeres vi om optimerede indsugningsporte, nye ventilfjedre samt nye stempler, og at den større roterende masse samt den øgede slagvolumen og 3 mm længere slaglængde giver en forbedret respons i bund og mellemområde.
Tidligere Z 1000 ejere vil formentlig værdsætte, at slutudvekslingen er revideret, så der opleves færre vibrationer i 5. og 6. gear end på den tidligere Z model i literklassen.
Blandt de ergonomiske tiltag ses en opdateret position af styret, som er 22 mm bredere og 13 mm længere fremme, hvilket fremmer håndterbarheden og angiveligt skulle få motorcyklen til at føles skarpere og mere kontrollerbar ved enhver hastighed.
Nogenlunde sådan lyder den korte beskrivelse fra Kawasaki, der er stolte af at præsentere nyheden, som i 2026 ifølge Kawasaki er den dominerende model i mærkets Z Supernaked familie.
De nye Z1100 og Z1100 SE er ifølge Kawasaki forudbestemt til at videreføre den legendariske status i den distinkte modelserie med en karakteristisk cocktail af dyb spænding og raffinerede assistentsystemer.
Sådan lyder den lidt floromvundne afslutning i pressemeddelelsen fra Kawasaki, der runder af med at byde velkommen til en ny Z hvor “Sugomi Awakens”.
MagaCin skal naturligvis også et smut forbi Kawasaki’s stand på efterårets mc-messe EICMA i Italien for at se lidt nærmere på de seneste Kawasaki nyheder. Og vi holder naturligvis læserne opdateret både på tilgængelighed i Danmark og pris på danske nummerplader, straks vi ved mere.
Dem der ønsker uddybende information om de seneste 2026 nyheder fra Kawasaki, kan allerede nu læse mere om både 2026 Kawasaki Z1100 og 2026 Kawasaki Z1100 SE på Kawasaki’s europæiske website, som i dagens anledning er opdateret med begge modeller.
De første eksemplarer lander her i landet om et par uger, og prisen lyder 169.990,- for standard udgaven og 199.990,- for SE-versionen.
Og det er måske lidt sjovt, at japanerne åbenbart som du kan se her tilsyneladende må vente lidt længere på på den nye Kawa.


