
Book prøvekørsel af motorcykler ved Motorcyklernes dag
Vidste du godt, at du på forhånd kan booke prøvekørsel af motorcykel på motorcyklernes dag?
Det er en måneds tid siden du her på MagaCin kunne læse om Motorcyklernes Dag, hvor Motorshow Herning i samarbejde med Motorcykel Importør Foreningen inviterer til Motorcyklernes Dag d. 20. september 2025.
Arrangementet er oprettet som en begivenhed på Facebook af Motorshow – Life on Wheels, Kawasaki Danmark og Honda Motorcykler Danmark, og her uddyber arrangørerne, at Motorcyklernes Dag er en familiedag, hvor den fælles passion for motorcykler og fællesskabet omkring dem fejres.
Det fremgår ydermere, at uanset om du er en erfaren MC-entusiast, nybegynder eller blot drømmer om at prøve en motorcykel, så er Motorcyklernes Dag noget for dig.

Ved arrangementet kombineres kravlegård, testkørsel og træf til ét samlet arrangement, som løber af stablen d. 20. September 2025 på Landsskuepladsen ved MCH Messecenter Herning fra klokken 10-18.
Honda har for nylig delt en video i opslag på sociale medier, hvor Mads fortæller, at Honda er ved at gøre klar til dagen, og opremser det brede udvalg af modeller fra Honda, der kan prøvekøres på dagen.
Booking af prøvekørsel på en motorcykel fra enten Honda, Kawasaki, Yamaha, Suzuki eller Voge sparer både dig og arrangørerne tid på dagen, og kan bidrage til at reducere ulidelige kødannelser ved de enkelte mærker.
Så det er måske en god ide, at booke prøvekørsel af en motorcykel via dette link allerede nu, hvis du også kigger forbi Landsskuepladsen ved Messecenter Herning d. 20. September.

