
MotoGP Information Packet
Det er en måneds tid siden du kunne læse her på MagaCin, at EU langt om længe godkendte Liberty Medias overtagelse af MotoGP, og at handlen dengang blev forventet endeligt gennemført 3. Juli.
Alt gik som smurt, og Liberty Media delte samme dag pressemeddelelsen Liberty Media Corporation Completes Acquisition of MotoGP™.
MotoGP er altså nu sammen med Formel 1 og QuintEvents, LLC, hvor sidstnævnte er en førende leverandør af oplevelser inden for sport og underholdning, under én hat hos Liberty Media.
Og hvad indebærer det?
Artiklen der er linket til øverst beskriver blandt andet, at overtagelsen åbner mulighed for, at Liberty Media der betragter sig selv som førende indenfor Media & Live Entertainment, kan accelerere MotoGP’s internationale appel, og udbrede det fængslende motorcykelræs til et større publikum.
I erkendelse af at det i vid udstrækning er lykkedes Liberty Media, at øge interessen for Formel 1 med en række nyere tiltag, som eksempelvis med Netflix serien Drive to Survive, så må man må formode, at den amerikanske medievirksomhed der blev grundlagt af John C. Malone i 1991, kan løfte en tilsvarende opgave for MotoGP.
Det har Liberty Media selvfølgelig en stor interesse i, for investeringen skal tjenes hjem igen, og det er ikke småpenge der er tale om.
I artiklen der er linket til øverst kunne du også læse, at Liberty Media har købt 84% af aktierne i Dorna, at Dorna selv beholder 16% af forretningen, og at Liberty Media Corporation’s betaling for aktierne falder i kolde kontanter.
Værdien af Dorna blev dengang anslået til 4,3 milliarder euro – eller 32.077.574.300 danske kroner efter den aktuelle valutakurs – og Dorna’s egenkapital fratrukket gæld var i størrelsesordenen € 3,7 mia.
Sidstnævnte beløb kan du også se nederst på side 23 i MotoGP Information Package, der er indlejret som PDF længere nede i artiklen, og ejerandelen er grafisk illustreret nederst på side 22.
De mange mia. kroner blegner dog i sammenligning med andre tal, som også figurerer i informationspakken. Billedet under disse linjer er sakset fra PDF’en.
Som det fremgår af billedet herover faldt indtægterne fra MotoGP efter nogle år med stigende indtægter fra € 486 mio. i 2023 til € 462 mio. i 2024, og indtjeningen før renter, skat, afskrivninger og amortisering faldt i samme periode fra € 179 mio. til € 161 mio.
Faldende indtjening er nok ikke hvad Liberty Media går efter, så vi der er vilde med MotoGP, kan med ret stor sandsynlighed se frem til øget markedsføring af MotoGP, og garanteret også nye initiativer i den tohjulede motorsports kongeklasse.
Måske lidt ærgerligt at vi nærmest er ved at brænde inde med et påtænkt MotoGP relateret tiltag, der i skrivende stund ikke må offentliggøres. Men som til sin tid nok skal få nogle øjenbryn til at ryge i vejret, når eller hvis eller projektet realiseres.
MotoGP er et ret stort foretagende med 677 mio. unikke seere inklusive digital platforme, og løbene havde i 2024 i gennemsnit 33,9 mio. seere, som brugte i alt 10,4 mio. timer foran skærmene. 82% af seerne så mere end 75% af løbene.
MotoGP der som bekendt skiftede identitet til i år, tiltrak 10.000 deltagere til live eventet i den forbindelse, mere end 60 udbydere transmitterede fra begivenheden, og Liberty Media’s informationspakke fortæller om 85 mio. reaktioner og 41 mio. visninger af videoer på sociale medier. Begivenheden fik derudover 162.000 til at melde sig under fanerne som nye følgere på social medier.
Tallene herover er hentet fra MotoGP Information Packet, som Liberty Media har delt i forbindelse med overtagelsen af MotoGP. Se den indlejrede PDF under dette afsnit, som dog indledes lidt tørt og kedeligt med at væld af forbehold og ansvarsfraskrivelser.
Det kan man heldigvis vælge at springe over.
Please wait while flipbook is loading. For more related info, FAQs and issues please refer to DearFlip WordPress Flipbook Plugin Help documentation.
MotoGP nørden får forhåbentlig svar på visse uafklarede spørgsmål eller nyttig viden med informationspakken, imens nogle af vi andre lidt mere tilbagelænede MotoGP tilhængere måske tillader os at betragte den som informativ og underholdende Trivia.
Brudstykker af informationen skal såmænd nok kunne bruges i et eller andet omfang, når man sidder og hygger sig ved skærmen eller selv er ude på lægterne for at se MotoGP med gutterne.
Uagtet indtjeningen faldt en smule i 2024, så fremgår det også af informationspakken, at antallet af fysisk fremmødte tilskuere ved MotoGP løbene steg fra 2,98 mio. i 2023 til 3,03 mio. i 2024.
Så det kan da egentlig godt være, at man skal se at få bestilt en billet, hvis man overvejer en tur ud i verden for at se MotoGP i år, og vil sikre sig en plads i trængslen.