Suzuki går retro i mellemklassen

Suzuki Motor Corporation har afsløret den helt nye GSX-8T og den helt nye GSX-8TT
Anslået læsetid: 2 Minutter

Da MagaCin sidste november snakkede med den danske repræsentant fra Suzuki på EICMA i Milano fik vi at vide, at vi godt kunne begynde at skrue op for spændingen. For selvom Suzuki standen ikke væltede i nyheder i 2024, var det ikke ensbetydende med, at producenten er gået helt i stå.

Ifølge Jens Stillenmunkes er der flere spændende modeller i støbeskeen, og for nylig løftede den japanske producent sløret for det første søskendepar i rækken af nye modeller; GSX-8T og GSX-8TT.

Lidt om modellerne
Ifølge Suzuki er der tale om to neo-retro modeller, som kombinerer unikke og attraktive elementer fra Suzukis tidligere ikoniske modeller, men med et moderne design og inkorporerer den nyeste teknologi, motorer og chassis.

Som du kan se i videoen nedenfor, er begge modeller udstyret med en klassisk udseende forlygte, der er inspireret af den karakteristiske flat-bottom forlygte vi så på flere Suzuki’er da far var dreng, hvor den “firkantede” T500-inspirerede tank på 16,5 liter, sidespejlene og styrkåben på TT-modellen binder trådene sammen i et moderne broderi.

Begge modeller er drevet af den tocylindrede rækkemotor på 776 kubik med lidt over 80 heste vi kender fra GSX-8S og R, og er udstyret med en elektronikpakke der indeholder Ride By Wire, Suzuki Drive Mode Selector, Traction Control i tre niveauer, Quick Shift i begge retninger, Easy Start og Low RPM Assist.
Traction Controllen kan i øvrigt deaktiveres, skulle man finde en til baghjulskørsel egnet vej.

T-modellen kan købes for 129.999 kr. og leveres i farverne Candy Burnt Gold, Metallic Mat Black og Metallic Mat Steel Green, hvor TT-modellen, som koster 139.999 kr., bliver tilgængelig i Pearl Mat Shadow Green og Glass Sparkle Black.

Begge modeller skulle ifølge Suzuki være tilgængelig inden længe, og imens du venter på at kunne opleve nyhederne på nærmeste hold, kan du da lige se Features & Benefits videoen herunder.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar