Fightervilje og comeback blandt DM-favoritterne

Der er lagt op til en finale i verdensklasse mellem de to storfavoritter ved DM i speedway i kampen om at genvinde titlen | Foto: John Bo Jensen
Anslået læsetid: 3 Minutter

Det individuelle DM i speedway køres onsdag d. 25. juni hos Brovst Speedway Club under DIF DM-ugen, hvor Anders Thomsen og Mikkel Michelsen er blandt favoritterne til at genvinde DM-titlen.

Anders Thomsen, der kommer fra Fyn, men kører for det sønderjyske ligahold SES, er den forsvarende danmarksmester i speedway og har allerede vundet titlen tre gange.

Han har længe kæmpet for at komme sig ovenpå de alvorlige skader, som han pådrog sig under VM-serien i 2022 og 2023.

Derfor kørte Anders færre løb sidste år, hvilket han selv mener, hjalp ham tilbage i topform og sikrede ham sejren ved DM i 2024 og ikke mindst kvalifikationen til VM-serien i år.

Nærmeste udfordrer er Mikkel Michelsen, der kører for det danske ligahold i Slangerup, vandt DM-guldet overbevisende i 2023 og tog tredjepladsen sidste år.

Mikkel kommer også fra en periode med genoptræning efter et slemt styrt ved VM i september, men har allerede hentet rigtig gode resultater i den polske speedwayliga, hvor han og Anders Thomsen også kører.

Hvem står stærkest til DM?
Anders Thomsen og Mikkel Michelsen er blandt de absolut bedste kørere i Danmark og internationalt. Begge er erfarne VM-kørere og er store stjerner i den suveræne speedwayliga i Polen.

Derfor er det også svært at pege på én af dem som den klare DM-favorit.

Forud sine skader viste Mikkel Michelsen et særdeles højt niveau og en solid indsats både ved EM og VM i 2023 og 2024. Og det har længe gjort ham til favorit, når det kommer til at hente EM- og VM-medaljer til Danmark.

Han er dog stadig ved at træne sig tilbage i topform ovenpå styrtet i september sidste år.

Anders Thomsen er trådt ind i 2025 fuld af motivation efter sin periode med færre speedwayløb. Hans form har efter eget udsagn aldrig været bedre, og han har hentet solide resultater ved sine internationale løb i år.

Begge danske VM-kørere har utvivlsomt evnerne og fighterviljen til at hente DM-guldet, og dermed kan publikum se frem til at opleve en DM-finale i verdensklasse d. 25. juni.


DM-startfelt:
Anders Thomsen – start nr. 1, Klub: Vojens Speedway Klub
Rune Thorst – start nr. 2, Klub: Fjelsted Speedway Klub
Villads Nagel – start nr. 3, Klub: Glumsø Speedway
Andreas Lyager – start nr. 4, Klub: Slangerup Speedway Klub
Tim Sørensen – start nr. 5, Klub: Outrup Speedway Club
William Echardt Drejer – start nr. 6, Klub: Slangerup Speedway Klub
Mikkel Andersen – start nr. 7, Klub: Vojens Speedway Klub
Benjamin Basso – start nr. 8, Klub: Vissenbjerg Bred Motor Klub
Niels-Kristian Iversen – start nr. 9, Klub: Esbjerg Motor Sport Speedway
Mads Hansen – start nr. 10, Klub: Vojens Speedway Klub
Matias Nielsen – start nr. 11, Klub: Esbjerg Motor Sport Speedway
Jonas Knudsen – start nr. 12, Klub: Vojens Speedway Klub
Michael Jepsen Jensen – start nr. 13, Klub: Slangerup Speedway Klub
Jonas Jeppesen – start nr. 14, Klub: Esbjerg Motor Sport Speedway
Mikkel Michelsen – start nr. 15, Klub: Slangerup Speedway Klub
Frederik Jakobsen – start nr. 16, Klub: Fjelsted Speedway Klub

Reserver:
Rasmus Jensen – start nr. 17, Klub: Holsted Speedway Klub
Michael Thyme – start nr. 18, Klub: Munkebo Speedway Club
Jonas Seifert-Salk – 3. Reserve, Klub: Slangerup Speedway Klub
Nicolai Heiselberg – 4. Reserve, Klub: Outrup Speedway Club

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar