Klar til torsdagsrally i Søften

Aarhus Automobil Sport er klar til at afvikle sit første torsdagsrally - og alle kan deltage.
Anslået læsetid: 2 Minutter

Nu er Aarhus Automobil Sport klar til at afvikle sit første torsdagsrally i år. Som navnet antyder finder det sted på en torsdag, helt bestemt torsdag den 8. maj i tidsrummet fra klokken 18 til klokken 21.

”Denne gang har vi fået en aftale med Bridgestone Danmark om, at vi for en aften kan køre på arealet udenfor deres lager- og kontorbygning i Søftens industrikvarter,” fortæller Lasse Svendsen fra Aarhus Automobil Sport.

Torsdagsrally er meget nem og overkommelig begynderdisciplin indenfor rallysporten. Den handler kort og godt om hurtigst muligt at tilbagelægge en på forhånd angivet rute mellem en række opstillede kegler.

I al enkelhed lyder det nemt, men det kan godt være sværere end som så, når kører og kortlæser skal samarbejde i bilen. Ud fra en kortskitse skal kortlæseren hele tiden briefe sin chauffør på, om vedkommende skal højre eller venstre om den næste kegle. Og i givet fald hvilken af de opsatte kegler der er tale om.

”Det kræver ikke så meget at deltage i vores torsdagsrally. Man skal selvfølgelig have en indregistreret bil, der opfylder færdselsloven, og så skal man være to personer, hvor chaufføren har kørekort,” forklarer Knud Erik Nygaard og fortsætter.

”Du behøver intet forudgående kendskab til sporten, og det er ikke et krav, at du har en licens, ej heller at du er medlem af Aarhus Automobil Sport eller en anden motorklub. Vi sørger fra klubbens side for, at du får den nødvendige instruktion, inden du giver den gas på helt legal vis på Bridgestones område. Både kører og kortlæser skal have styrthjelm på under kørslen. Har man ikke selv sådan en, kan den lånes på dagen.”

Bridgestone Danmark holder til på adressen Sigma 1 i Søftens industrikvarter blot få minutters kørsel for motorvejskrydset Aarhus N og afkørsel 46.

Prisen for at deltage er 200 kr. pr. deltager, og i løbet af de tre timer kan man tage alle de køreture, man kan nå … eller orker.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar