Video fra MagaCin’s legedag

TUSIND TAK til alle deltagere
Anslået læsetid: 2 Minutter

Lad os indlede dette lille skriv, med at rette en tak til samtlige deltagere på MagaCin’s legedag 3. September på FDM Jyllandsringen, som du kan se video fra over artiklen.

En uformel begivenhed, hvor samtlige deltagere mødte op med højt humør og en ubetinget positiv indstilling, hvor mange eksekvererede fornem selvjustits vedrørende den snærende støjkvote, passede på sig selv og hinanden, og hvor smilene på alles læber strålede om kap med solen, der bragede ned fra en skyfri himmel.
En speciel tak til rødt hold for jeres uselviske beslutning i forbindelse med støjkvoten.

MagaCin legedag næste år
45 storsmilende glade deltagere gjorde i hyggeligt samvær årets legedag til en bragende succes, og vi lover endnu en gang, at følge op på de utallige forespørgsler og arbejde målrettet på at stable en legedag eller flere på benene næste år.

Endnu en gang TUSIND TAK for den kæmpe interesse for MagaCin’s legedag på Jyllandsringen.
Vi hyggede os mindst lige så meget som alle andre, blev pænt imponeret over en stor del af deltagernes køretekniske færdigheder, og blev faktisk også lidt overvældet af jeres enestående positive fedback.

Tradition genoptaget
For de uindviede skal vi for en god ordens skyld fortælle, at MagaCin i år efter en længere periode med nedlukninger og restriktioner genoptog traditionen med en såkaldt årlig “legedag” på FDM Jyllandsringen.

En uformel dag hvor konceptet er, at vi mc-tosser simpelthen bare mødes til hyggeligt samvær, og selvfølgelig også får spolet nogle kilometer af på Danmarks største racerbane i valgfrit tempo.
Efter de mange super positive tilbagemeldinger ved årets arrangement, er MagaCin mere end klar til at videreføre traditionen næste år.

Billeder fra legedagen
MagaCin’s fotograf fik rigtig mange henvendelser vedrørende billeder fra dagen, og vi lovede at se på, hvad der kunne gøres i den retning.
Det har vi haft lidt hyr med at finde en løsning på, men fra i morgen kan du se, om der skulle være et billede eller to af dig selv.

Endnu en gang TUSIND TAK for en helt fantastisk dag… vi ses næste år.

Steffen F. Olesen
Skrevet af
Chefredaktør

Steffen er en passioneret motorcyklist, der har været så heldig at kunne kombinere sit arbejde med sin hobby. Han har beskæftiget sig med tohjulede motorkøretøjer lige siden, han som 10-årig fik en Kreidler Florett af sine forældre. Siden da har Steffen levet i overhalingsbanen, med olie under neglene og en stor nysgerrighed efter, hvad der rører sig i motorcykelverdenen – noget han nu videreformidler på MagaCin.dk.

Del med en ven

Skriv et svar