Tredje afsnit i KTM Super Duke føljetonen frigivet
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Super Duke teaser #3 frigivet

KTM'en fyres af på bane
CO
22/10-2019 kl. 21:54

Der er kun et par uger til åbningen af den gigantiske mc-messe EICMA i Milano – Italien, hvor alle de spændende nyheder kan ses, berøres og prøvesiddes for første gang.

Motorcykelproducenterne er i fuld gang med at piske en stemning op, og har i nogen tid forud for messen, varmet op til begivenheden med inciterende videoer og mere eller mindre officielle læk med billeder og sporadisk info om kommende nye modeller.

Der er efterhånden ved at gå inflation i teaser-videoer for kommende modeller, hvor en populær tilgang til dette marketing-stunt er fortøbende frigivelse af stadigt mere afslørende teaser videoer.

Det er østrigske KTM et glimrende eksempel på, hvor du her på MagaCin d. 10/10-2019 kunne se den første teaser-video for det der absolut MÅ være den nye KTM Super Duke R. I den første video fokuserede KTM på fremstillingsprocessen, og der gik faktisk ikke mere end en uges tid, før den anden teaser-video blev frigivet.

I teaser video #2 går KTM et skridt videre i spændings opbygningen, hvor vi ser Super Duken opstaldet i en pitgarage ved en racerbane, teknikere der er i gang med databehandling, dækvarmerne er pludselig fjernet fra hjulene, og til sidst hører vi motoren blive startet op.

Den lille føljeton er nu fulgt op med en tredje teaser-video.

Som du så i videoen herover, har KTM'en i teaser-seriens seneste afsnit forladt pitgaragen og bliver fyret af på bane. Det lyder faktisk ret fedt, og den ondt snerrende hertug ser faktisk også ud til at have ret travlt med at skynde sig.

Officiel information om den nye Super Duke er endnu ikke tilgængelig, og den smule vi kan opsnuse, er fortrinsvis baseret på de spionfotos af KTM's test version, der florerer på internettet.

Udover en ansigtsløftning, skulle modellen få et nyt stel med færre og kraftigere dimensionerede rør. Vi gætter på at motoren får lidt ekstra effekt at gøre godt med, og mon ikke også KTM's nyeste digitale display finder vej til instrumenteringen. Derudover skulle modellen få ny og enklere betjening af elektronikken med en lille joystick.

Altsammen spekulationer på grundlag af foreløbige oplysninger og rygter, som vi måske får af- eller bekræftet med endnu et afsnit i føljetonen fra KTM?

Vi overlever nok hvis det her viser sig at være det sidste afsnit, for der er altså ikke mere end et par uger til at alle informationer og en stak lækre billeder er tilgængelige. 

Bring it on KTM… flybilletten er bestilt, og vi er SÅ klar.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start