Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Rea skred i både olie og skuffelse
Rea skred i både olie og skuffelse
Rea skred i både olie og skuffelse

Rea skred i både olie og skuffelse

Dramatik ved Suzuka 8 timers EWC

 

Den firedobbelte WSBK champion Jonathan Rea der i weekenden kørte for Team SRC Kawasaki France ved Suzuka 8 timers løbet i EWC serien, var ikke selv til stede da han sammen med kollegerne Leon Haslam og Toprak Razgatlioglu blev kåret som vinder af løbet.

Der resterede mindre end 2 minutter af løbet, da Rea som lå i spidsen for feltet, styrtede i en oliepøl skabt af en SERT Suzuki GSXR-1000 motor der sprang i luften.

Løbet blev rødflaget og Kawasaki indledningsvis udråbt som vinder, men da Jonathan Rea ikke indfandt sig i Parc Ferme indenfor 5 minutters grænsen - en regel der kendes fra bla. MotoGP ogWSBK - kunne Yamaha Factory Racing i stedet sejrrigt hæve pokalen... troede alle.


Se den dramatiske afslutning på løbet i videoen herunder.



Reglen findes slet ikke

Men gutterne hos Kawasaki har styr på reglementet og nedlagde protest.

Det viser sig nemlige at 5 minutters reglen slet ikke er indskrevet i reglementet for FIM EWC (Endurance World Championship), og efter intern debat og granskning af reglerne, besluttede løbsledelsen sig derfor for at tilkende Kawasaki sejren.


Løbets vinder blev således løbets førende på den sidste fulde omgang inden rødflagningen, altså Team SRC Kawasaki France.

På podiets andenplads så man således de først udnævnte vindere,  Katsuyuki Nakasuga, Alex Lowes og Michael van der Mark - Yamaha Factory Racing, og på trediepladsen Stefan Bradl, Takumi Takahashi og Ryuichi Kiyonari fra  Red Bull Honda teamet.


Rea var skredet i skuffelse

Jonathan Rea forlod imidlertid stedet inden ændringen blev offentliggjort, for han var ikke blot skredet i en oliepøl og styrtet, men også skredet fra banen i skuffelse. Englænderen havde skyndt sig under bruseren, og derefter sat kursen mod en nærliggende restaurant.


Frit oversat til dansk udtalte Jonatahan Rea efterfølgende:

"Jeg kan virkelig ikke begribe det der er sket. Fra at være fuldstændig modløs og føle at alt var tabt, tog jeg en tårevædet afsked med gutterne og begav mig tilbage til hotellet.

Jeg var på restaurant og ved at bestille middag, da min mekaniker Uri ringede og spurgte mig om jeg sad ned. Jeg troede han ville foreslå at mødes på en anden restaurant, men i stedet fortalte han mig at vi havde vundet løbet. Jeg tror fornuften sejrede med den beslutning. Ord kan ikke beskrive hvor glad jeg er. Strategien var at fokusere på brændstofforbrug, være konsistent, og ikke lave nogen fejl. 

Jeg synes vi fulgte strategien godt, selvom jeg blev træt og døjede med krampe til sidst. Men vi var forberedt på bedst tænkelig vis, med den begrænsede tid vi havde.

Jeg er så stolt over at være en del af dette projekt, og sikke en indsats KRT, KHI og KMJ har gjort i forbindelse med dette race med blot to tests.

Under løbet føles det som et rent helvede... det hårdeste race man nogensinde kan forestille sig. Men at opnå et resultat som dette, får mig næsten til at ønske at gentage det en anden gang. Den følelsesmæssige rutchebane er uvirkelig."


I videoen herunder kan man vist godt se at gutterne fra Kawasaki er ret glade for sejren. Sejren på Suzuka - Kawasaki vandt sidst på Suzuka i 1993 - betød nemlig også, at Team SRC Kawasaki France der indledte løbet med en føring på 4 point den samlede VM stilling, nu kan bryste sig af EWC VM titlen.



Tillykke til de tre racerkørere og Team SRC Kawasaki France med verdensmesterskabet der kom i hus på lidt usædvanlig vis.


Vi gætter på at der er lidt røde ører blandt FIM EWC løbsledelsen, som forhåbentlig har bedre styr på reglementet næste år.


Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Relateret
Marked
Søg MC mærke