Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Ny ECE standard
Ny ECE standard

Ny ECE standard

Inden for overskuelig fremtid vil vi se en ændring i måden hvorpå styrthjelme testes inden de ryger ud på forhandlernes hylder.

 

I løbet af de kommende to år vil ECE 22.05, som blev introduceret for mere end 20 år siden, med stor sandsynlighed blive erstattet af ECE 22.06, hvilket vil tvinge mange hjelmproducenter til at foretage drastiske ændringer i deres line-up.


Den største ændring ved den nye standard ses i selve kollisionstesten, hvor hjelme ind til videre er blevet udstyret med et dukkehoved, for herefter at blive ”tabt” på en hård genstand ved en forudbestemt hastighed. Sensorer, som forud for testen bliver indopereret i dukkehovedet, måler de kræfter der sendes gennem hjelmen ved sammenstødet, og karakterskalaen er ganske enkelt delt op i ”bestået” eller ”dumpet”.


I ECE 22.06 testene vil kollisionerne ske under en række forskellige hastigheder, både højere og lavere end den nuværende test, og hjelmen vil blive udsat for flere slag under samme test.

Med de nye tiltag rykker den nye teststandard tættere på den britiske regerings meget anerkendte test - SHARP - som tildeler enkelte hjemle én til fem stjerner ud fra hvordan de har klaret sig. Og det giver da også god mening at teste hjelmene ved højere hastighed end vi hidtil har gjort, da motorcyklerne over de sidste 20 år har ændret sig markant; men hvorfor også teste ved lavere hastighed?


Når man producerer en hjelm der har til formål at redde liv ved meget høje hastigheder, risikerer man at ende ud med en hjelm som egentlig ikke klarer sig særlig godt ved lave hastigheder; simpelthen fordi den er for stiv. Men de nye tests hvor hjelmene bliver ”tabt” på forskellige måder ved flere hastigheder, skal sikre at fremtidige snublekyser beskytter bærerens knold ved stort set alle tænkelige uheld, og for første gang vil testen også gå i dybden med hvilken indflydelse slaget har på personens hjerne, fremfor primært at fokusere på at beskytte mod kraniebrud. Efter den nye standard vi hjelmene altså også blive sendt i kollisionskurs i en 45-graders vinkel, hvor sensorer måler den roterende acceleration der finder sted i hjelmen umiddelbart efter kollision.

Flip-up hjelme vil blive testet i situationer hvor kæben er vinklet i flere forskellige positioner.

 

Uddybende dokumenter som beskriver og sætter retningslinjer for testen er allerede blevet udfærdiget, og det eneste der mangler er at den nye standard skal gennemgå en afstemningsproces i FN. Standarden betragtes allerede som godkendt, så hvis alt går efter planen vil de nye regler for test af styrthjelme træde i kraft omkring juni i år. Herefter har forhandlerne efter sigende to år til at skaffe sig af med de ECE 22.05-produkter de har på lager.

Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Relateret
Marked
Søg MC mærke