Marc Marquez bragede fra pole position afsted som lynet,
under weekendens løb på MotorLand Aragon, og smuttede ind i løbets første sving som
nummer 1, foran Fabio Quartararo, Jack Miller som havde sneget sig op på
tredjepladsen og Maverick Viñales som fjerdemand.
Fabio Quartararo forsøgte over løbets første omgang at hænge
på den regerende verdensmester, men da feltet nærmede sig omgangens ende, havde
Marc Marquez omkring ét sekunds forspring.
Også Alex Rins – som gennem de seneste løb har imponeret på
højt plan – fik en vældig tilfredsstillende start, men i sving 12 på samme
omgang gnubbede han albuer med Franco Morbidelli, og faldt derfor tilbage på
17. pladsen. Franco Morbidelli styrtede og udgik som følger af hændelsen.
Oppe i spidsen gav Marc Marquez sin Honda alt hvad den kunne
trække, og Jack Miller – som havde listet sig op på andenpladsen – måtte på
løbets fjerde omgang indse, at der var lange udsigter til toppen af skamlen, da
Marc Marquez førte løbet med 1,8 sekund.
I jagten på de resterende podieplaceringer kæmpede Jack
Miller en brav kamp, for at holde Maverick Viñales og Fabio Quartararo bag sig.
Maverick Viñales kæmpede sig forbi Fabio Quartararo, og spolede
sig hurtigt ind på forankørende Jack Miller, for på omgang 8 at smutte forbi.
Andrea Dovizioso var kravlet op bag Fabio Quartararo, foran
Aleix Espagaro og Cal Crutchlow på henholdsvis 6. og 7. pladsen.
På omgang 9 åbnede Andrea Dovizioso for Ducati’ens brutale
momentpakke, og blæste forbi Fabio Quartararo, for herefter at låse sigtekornet
fast på Jack Miller. Og med 9 omgange tilbage – og Marc Marquez over 4 sekunder
ude i horisonten – trykkede Andrea Dovizioso på aftrækkeren, og smuttede forbi
Jack Miller for at sætte sig på andenpladsen.
Jack Miller hægtede sig fast på Andrea Dovizioso og de to begyndte
så småt at hale ind på Maverick Viñales, hvis baghjul snart ikke kunne klare presset
længere.
Trio’en var alle samlet inden for ét enkelt sekund, og ma
kan vidst godt sige at Maverick Viñales’ Yamaha kom på noget af en opgave, da
den skulle holde hele 2 GP19 Ducati’er bag sig hen ad langsiden. Men det
lykkedes og Maverick Viñales holdt fast i andenpladsen lidt endnu.
Med blot 3 omgange tilbage måtte Maverick Viñales hen ad den
bagerste langside, se sig slået af Andrea Dovizioso’s rødglødende Desmosedici,
og nu kunne Jack Miller pludselig også lugte en podieplacering.
Ind i sving 1 på løbets sidste omgang tog Jack Miller
chancen, og bremsede meget sent, men lykkedes med at få hold på maskinen og
snige sig inden om Maverick Viñales. Det store spørgsmål var nu om han kunne holde
placeringen gennem banens første og anden sektor, som absolut er Yamaha’ens
favorit på denne bane.
Marc Marquez rullede ved løbets afslutning forbi det ternede
flag som den første, efterfulgt af Andrea Dovizioso der kom ind på en fuldt
fortjent 2’er, efter at have kørt sig frem fra 10’ende startposition.
Jack Miller smuttede – takket være Maverick Viñales’
ødelagte bagdæk - med nød og næppe ind på tredjepladsen, og nappede herved sin
3. podieplacering denne sæson.