Hul i hovedet eller hvad? - Køb af hjelm på nettet
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Hul i hovedet eller hvad?

Når styrthjelmen købes billigst muligt
Steffen Olesen
03/02-2019 kl. 06:00

De fleste er efterhånden bevidste om, at detailhandlen her i landet er presset af internettets billige tilbud, fordi der i mange tilfælde kan spares penge, når der handles på web-shops i udlandet.

Vi ser jævnligt diskussioner på diverse mc-fora, hvor der spørges ind til monteringspriser, når forbrugeren selv tropper op med dæk og vil have dem monteret billigst muligt.

Kunden vil gerne spare penge, og værkstedet vil gerne sikre indtægter til virksomhedens drift.

Vi hører også beretninger fra de forretningsdrivende, om hvordan kunder tropper op i butikkerne for at prøve udstyr, for efterfølgende at købe varen via internettet.

Nogle synes fremgangsmåden er rigtig smart , imens andre argumenterer for at det på længere sigt vil reducere antallet af fysiske butikker, og dermed også den personlige service.

På den ene side kan vi godt følge argumentet at det er skønt at spare penge, men på den anden side må vi også erkende at det ser trist ud, hvis der i fremtiden ikke er økonomisk grundlag for kvalificeret assistance i landets butikker og på værksteder.

Sikkerhed

Som sagt forstår vi godt argumentet for at spare en skilling på et kædekit, men omvendt er det altså ret vigtigt for sikkerheden med korrekt vejledning… specielt når der købes personligt sikkerhedsudstyr.

Man bør faktisk gøre sig nogle sikkerhedsmæssige overvejelser inden støvler, beklædning, rygskjold, styrthjelm osv. indkøbes, og her står personalet i de danske butikker klar med råd og vejledning.

Det er ikke unormalt at indkøb af matchende udstyr prioriteres, hvor grejerne ser både smarte og moderigtige ud, men hvor køberne glemmer at størrelse og pasform er af yderste vigtighed for sikkerheden.

Det er altså klogest at støvlerne passer for optimal sikkerhed, og det er godt tænkt hvis beklædningen er af en beskaffenhed og størrelse, hvor beskyttelsen ikke rutcher rundt de forkerte steder så effekten går tabt.

Styrthjelmen SKAL passe

Og så har vi her på redaktionen en kæphest vedr. styrthjelme.

Hvordan man lige får prøvet styrthjelmen i en web-shop, og hvordan internet-butikken giver personlig vejledning ved vi ikke, men det kan altså gå rigtig galt hvis man køber og bruger noget skrammel.

Her taler vi ikke kun af personlig crash-test erfaring, da medlemmer af redaktionen flere gange har været vidne til horrible hændelser med unødvendige skader til følge.

Styrthjelmen SKAL FANDEN GALEME PASSE!!… alt andet er direkte hul i hovedet, medmindre man konsekvent kører med hovedet under armen.

Læs om styrthjelmens historie og se MagaCin's hjelmguide her. Så har du har lidt grundlæggende viden med i bagagen, når du næste gang tropper op i en dansk butik for at drøfte styrthjelme med fagligt kvalificeret personale.

Køb på nettet kan gå galt

Vælger du trods den omsorgsfulde anbefaling om at bruge den indvendige side først alligevel at købe styrthjelm via internettet, så kan du faktisk finde styrthjelme, der koster mindre end en tankfuld benzin.

Her er dynger af penge at spare, og man kan købe styrthjelme i de mest fantastiske designs. Se eksempelvis videoen fra Gary Fee herunder, hvor han tager en styrthjelm under kærlig behandling. Hjelmen er købt på webshoppen WISH for mindre end en 400,- krone seddel, hvilket må siges at være pænt billigt.

Jo, jo…  det er ganske vist en uvidenskabelig test, hvor en betonklump droppes fra godt en meters højde. Men det er altså ikke en styrthjelm redaktionens medlemmer turde køre med. Se videoen og bedøm selv om lavpris indkøbet var hul i hovedet.

Se mere fra Gary Fee på Facebook her.

Gary har det fint med at vi bruger hans video som eksempel, og han svarer følgende på forespørgsel om tilladelse til at bruge videoen: “Yes I am happy for you to use this video

The more people to be made aware of this the better Thanks for asking“.

Gary er vist ikke specielt imponeret over hjelmen fra WISH.

Nej, videoen herover er IKKE videnskabelig dokumentation, og det er videoen herunder der har cirkuleret på internettet i ca. 5 år heller ikke. Her får først en Marushin 777 hjelm som scorede 5 stjerner i SHARP testen et gok i nødden med en hammer, og derefter gentages proceduren med en billig kinesisk styrthjelm.

Det skal understreges at vi ikke ved om der er manipuleret med de billige hjelme der fejler så eklatant, men videoklippene herover kan måske give stof til eftertanke.

Videoer som disse findes i stort antal på internettet, og du kan eksempelvis via dette link se en japansk såkaldt “street gangster” slå katten af tønden med hhv. en japansk og en kinesisk hjelm. Resultatet vil nok ikke forbavse dig.

Fordele ved at købe i dansk butik

Husk nu på at de styrthjelme der sælges i danske butikker, er godkendt efter alle kunstens regler. De er forsynet med lovpligtig ECE mærkning, og personalet er uddannet i at vejlede og rådgive kunderne vedr. sikkerhedsmæssigt korrekt pasform.

Butikkens medarbejdere ved også hvilken hjelmtype der passer til hvilke formål, de ved om flip-up hjlemen er godkendt til kørsel med bovporten slået op, de ved om kindpuderne kan udskiftes, de kender til hjelmenes forskellige skal-størrelser, de ved hvilket kommunikationsudstyr der kan monteres og hvordan, de kender til korrekt vedligeholdelse af styrthjelmen, og er derudover leveringsdygtige i godkendt tilbehør og reservedele.

Det er hul i hovedet at købe en styrthjelm på internettet som ser fed ud, men som man ikke aner en fløjtende fis om.

Ligger du inde med links til tilsvarende underholdende “hjelm-tests” foretaget af private, så smid gerne dine links i kommentarfeltet herunder.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start