Har du penge så kan du få - En gylden MV Agusta
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Har du penge så kan du få…

MV Agusta RC Dragster Shining Gold
Steffen Olesen
03/07-2019 kl. 17:28

Langt de fleste motorcyklister har på den ene eller anden måde været inde over modificering af motorcyklen.

Nogle går efter praktiske tilføjelser eller ændringer, andre fokuserer på køreteknisk og mekanisk optimering, imens andre igen går efter størst mulig “bling” effekt.

Det sidste kan man vist også sige, at en enkelt kunde hos den italienske motorcykelproducent er gået efter. Men vi gætter på at han også har fået lov til at betale ved kasse 1.

MV Agusta Dragster RC Shining Gold er nemlig kun produceret i et enkelt eksemplar, som det tydeligvis fremgår af nummereringen øverst på den delvist forgyldte benzintank og på den øverste gaffelbro.

Unique Model nummer 001 af 001 fortæller med al ønskelig klarhed, at denne funklende model er et såkaldt one-off eksemplar.

Nummer 001 af 001

Ved fremstillingen af specialmodellen, skulle der efter de foreliggende oplysninger være gjort udstrakt brug af den specielle aluminiumslegering Ergal som anvendes i luftfartsindustrien, samt dynger af god gammeldags vægtbesparende men stærk kulfiber.

De gyldne overflader er angiveligt udført som en kombination af anodisering og lakering, og selv udstødningens afdækning har fået fin gylden overflade.

Bemærk også lige den medfølgende SC Project Reparto Corse udstødning, samt X-Lite X-803 Ultra Carbon styrthjelmen, der naturligvis lever fuldstændig op til guldfuglens standard og udseende.

Den medfølgende X-Lite styrthjelm matcher naturligvis motorcyklen 

Og hvad koster sådan en model så?

Tjah, vi har ikke den fjerneste anelse, men ingen kan vel være i tvivl om at den nok koster væsentligt mere end spidsen af en brugt jetjager… og meget tænkeligt mere end spidsen af en ny.

Det kan i øvrigt også være ligegyldigt, for som du nok fik indtryk af tidligere i artiklen, er modellen kun produceret i et enkelt eksemplar, og den lykkelige ejer har allerede taget det gyldne vidunder i besiddelse.

Men hvorfor skulle man egentlig også kopiere andre, hvis drømmen er en individuelt fremstillet motorcykel, og sparegrisen alligevel har nået en uanstændig overvægt før den skal slagtes.

Har du penge, så kan du få… sådan lyder det i en børnesang vi alle kender, og det passer tilsyneladende meget godt vedrørende specialmodeller fra MV Agusta. Vi synes at den funklende MV Agusta RC Dragster Shining Gold trods sit fantasiforladte navn er mega fed at se på, nyder billederne, og ønsker ejeren stort tillykke med nyerhvervelsen.

Og så glæder vi os til at se hvilken specialmodel en kreativ dansker forhåbentlig snart bestiller ved MV Agusta.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start