Spådom: Sådan bliver fremtidens by- og pendler MC
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Et kig på fremtiden

Revolt har med RV400 fat i noget af det helt rigtige
Mathias B. Høj
28/06-2019 kl. 08:47

Når politiske kommentatorer kan få lov at spå om alt muligt i bedste sendetid, uden at blive skældt ud for deres fejltagelser – ja så vover vi altså også pelsen og fortæller noget om, hvordan den fremtidige mobilitet for elektriske motorcykler i byerne kommer til at se ud!

Så læs med, så du enten kan lade som om du selv har udtænkt det – eller så du kan grine om et par år, når det alligevel ikke kom til at passe.

Spådommen handler som sagt om by- og pendlermotorcykler. Det handler IKKE om motorcykler til frisk kørsel og langtur.

Nytænkende pendlermotorcykel

Start-up virksomheden Revolt Motors i Indien har introduceret en ny billig elektrisk motorcykel, RV400. Det er der ikke meget nyt i, men modellen viser med stor tydelighed hvor det er vi er på vej hen.

Rækkevidden er grinagtig lav, betragtet som en almindelig motorcykel, men er tilstrækkelig for en by-pendler. I Eco-køreprogrammet er den opgivet til 156 km, mens det i byen er omkring 80 km og helt nede på 50 km ved sportslig kørsel. Men batteriet kan udskiftes med et snuptag og ombyttes med et andet i en batteristander, som der vil blive bygget flere af, rundt omkring i storbyerne. Samme løsning som også Kymco og de store japanske MC-producenter satser på. Altså en løsning, som er hurtigere end et besøg på en tankstation. Hvis man har tid, kan batteriet naturligvis også oplades ved en almindelig stikkontakt.

Som det kendes fra elbilernes verden, har motorcyklen regenerativ nedbremsning, dvs. motorbremsning oplader batteriet. Meget nyttigt ved bykørsel, hvor der typisk er mange stop.

Nu mangler der ikke just programmører i Indien, så naturligvis er RV400 koblet op på en app som viser rækkevidde, køreinformation, navigation, geofencing (en slags tyverisikring med et GPS-bestemt afgrænset område, som motorcyklen må befinde sig i), lokation af batteristationer – og mulighed for bestilling af fuldt opladede batterier til en given adresse eller lokation. Alt sammen med mulighed for stemmestyring via app'en. Der er også mulighed for at uploade billeder som kørekort, registreringspapirer mm. til app'en. Allerede her flere funktioner end premium-producenter af motorcykler tilbyder med deres apps.

Enhver som har kørt i Indien, ved at lyd og båthorn er vigtige – og i Europa er lovgivning på vej om advarselslyde ved lav hastighed for elektriske køretøjer. RV400 har flere forskellige soundtracks, som kan vælges og “customiseres” via app'en. Så vil man udtrykke sin personlighed ved at lyde som en tolvcylindret motor – eller fuglekvidder – er der mulighed for det. 

Kan en Indisk motorcykel oversættes til danske behov?

Umiddelbart er der meget som sagtens kunne bruges i Danmark – hvis politikerne kunne komme ud over den indbyggede modvilje mod motoriserede tohjulere. Et let køretøj som ikke fylder meget på vejene. Nem og meget hurtig opladning og batteriskift. Ingen udledning i byerne og heller ikke meget støj. Billig i indkøb. Og en app til al information, med indbygget tyverisikring, som også er væsentlig i storbyer.

Om RV400 kommer til Danmark eller overhovedet Europa er uvist, men der kommer helt sikkert en  motorcykel med lignende funktioner i nær fremtid. Spår vi. 

Så alt i alt: en let motorcykel (da batteriet ikke vejer alt for meget) som hurtigt kommer frem i tæt trafik, nemt batteriskift og at man via mobiltelefonen altid kan sikre sig mod tyveri. Uden at det koster særlig meget. Det lyder i hvert fald sjovere end en bybil.

Del med en ven

0 personer snakker om “Et kig på fremtiden

  1. Brugt priser vil ændre sig på markedet.

    Det skal man holde sig for øje. I flere og flere byer vil forbud mod benzin køretøjer blive normalen. Benzin ER noget svineri ! Markedet vil derfor dele sig op i 2. Hhv. særlige maskiner med attraktions værdi og en masse standard maskiner der som hverdags pendlere vil blive ugle set. Sådanne standard/pendlere og benzin svinere vil der snart blive set ned på. Ungdommen i dag er ekstremt miljø bevidste og flere end nogensinde kunne ikke drømme om at købe sig en MC med benzin motor.

    Du skal derfor nøje overveje hvormange penge du har til at stå i en motorcykel for de næste 10 år vil forvandle markedet dramatisk. Når du går på 123mc er der ca. 7000 motorcykler tilsalg. Det er den samme lidt ældre generation der køber og genkøber men køberne vil de kommende år bliver færre.

    Om få år er der ingen der vil give en værdig skilling for en almindelig pendler cykel. Alle kører på el eller bruger offentlig transport ! Så vil der som altid være nogle få hard-core tilbage. Men de gider sandsynligis ikke købe din røvkedelige standard cykel.

    Bare lige giv det en tanke når du køber mc. Fremtiden starter nu !

    mvh
    Morten

Skriv et svar

Giver børn en ny start