Portræt af en kendt motorcyklist: Amby runder 75
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Amby runder 75

Den århusianske motorcyklist Eigil Amby har lige fejret 75-års fødselsdag. Helt fra sine unge dage har han kørt Europa rundt på mc, senere startede han eget mc-værksted med speciale i Honda, og i dag er han stadig aktiv både som motorcyklist, initiativtager, humørspreder og rickshaw-chauffør for ældre mennesker.
Gunnar Skrydstrup
21/08-2019 kl. 07:15

Den 14. august fyldte Eigil Amby 75 år. Han har kørt motorcykel helt siden sine unge dage og blandt andet deltaget i utallige træf både herhjemme og i udlandet, hvilket har været med til at gøre ham kendt blandt motorcyklister langt ud over Østjyllands grænser. Amby har også siden dens start i efteråret 1970 været medlem af klubben Fedtmulerne, og det var faktisk ham, der indkaldte til den stiftende generalforsamling. 

Eigil Amby, som blandt venner omtales ved efternavnet, har altid været opfattet som en mand med godt humør og fut i. I sine unge dage var han kendt for, når han kom i den rette stemning, ved træf og andre sammenkomster at optræde med Admiralens Vise – den med ”Da jeg som ung konfirmand… og kors og bånd og stjerner på” – og mangt en træfdeltager har været ved at grine livet af sig, når Amby gav den som admiralen.

Med en uddannelse som mekaniker i bagagen valgte Amby på et tidspunkt at åbne eget mc-værksted tæt ved åen og Ceres bryggeriet i Århus midtby. Det skete under firmanavnet Jysk Multiservice. Han specialiserede sig i Honda, og for mange Honda-ejere i det østjyske var det mere naturligt at henvende sig til Amby end til en autoriseret forhandler, når deres mc skulle have service eller repareres. I sine unge dage kørte han Triumph, men gik efterhånden helt over til Honda. Blandt andet en Gold Wing jubilæumsmodel og en 6-cylindret CBX, som han stadig har.

Amby er stadig aktiv motorcyklist, og hans seneste længere tur på den karakteristiske blå og hvide CBX 1000 var til dette års Hondsrug Rally i Holland i forbindelse med det hollandske grand prix. I de senere år har han også selv ageret motor, idet han er frivillig i en såkaldt rickshaw-gruppe, som hygger om ældre århusianere, der ikke selv kan cykle, ved at køre dem rundt på cykel-rickshaws.  

Da Århus kommune på et tidspunkt fik andre planer med området, skulle bygningen, hvor hans værksted lå, rives ned, og Amby valgte i den forbindelse at nedlægge firmaet og blive lønmodtager igen. I dag er han stadig aktiv i området ved åen, hvor Ceres tidligere lå. Det ligger tæt ved, hvor han bor, og sammen med bekendte har han i de senere år i sommerperioden stået for et hyggearrangement for motorcyklister ved Folkestedet. Her kan man – i år den anden onsdag i måneden frem til og med september – fra sidst på eftermiddagen komme og hygge sig med ligesindede og købe en burger, en pølse og kaffe og kage til rimelige penge. Det var blandt andet også her, at 75-års dagen blev brugt, og mange benyttede lejligheden til at kigge forbi og ønske tillykke.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start