Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Træt af at tømme toilettanken?
Træt af at tømme toilettanken?

Træt af at tømme toilettanken?

Lad robotten gøre arbejdet

 
Video
At tømme og rengøre toilettanken er ikke alle campisters yndlingsopgave. Det er et beskidt og lugtende arbejde, som de fleste af os gerne vil være foruden. Det er der flere firmaer, der forsøger at råde bod på. Et af disse er hollandske Thetford, som har udviklet en toilettømingsrobot til campingpladserne, som skal gøre livet lettere for campisterne.  

Lad robotten gøre arbejdet
Robotten fra Thetford, som tømmer og rengør toilettanken, gør arbejdet på blot tre minutter. Alt hvad du skal gøre er blot at skrue låget at tanken og placere den i robotten, som er en stor stationær maskine. Maskinen tømmer og skyller din toilettank og genopfylder med vand og toiletvæske.  Det kræver naturligvis, at du har et Thetford toilet for at du kan bruge robotten. Prisen for en tømning er 3,50 euro. 

Ni campingpladser i Holland har allerede fået robotten installeret, hvor den har været en stor succes blandt campisterne. Thetford forventer at udvide til andre lande, som Tyskland, Frankrig og større campingpladser i norden i løbet af den kommende tid. Thetford fremhæver, at det især vil være på de mere luksuriøse 
campingpladser, som gerne vil give lidt ekstra til deres gæster, at det vil være naturligt at finde robotten. 

Sæt ild til toilettet
Vil du helt undgå at skulle transportere din toilettank rundt på campingpladsen, når den skal tømmes, så kan et forbrændingstoilet være sagen. Her forbrændes al affald i toilettet til aske ved høje temperaturer.

Svenske Cabby kunne i sæson 2013 præsentere forbrændingstoilettet, og i næste sæson kan svenske Polar også tilbyde sine kunder den valgmulighed, mens flere andre europæiske mærker forventes at følge trop snarest. Det er ikke tilfældigt, at det er de svenske producenter, som har været først med forbrændingstoilettet - det benyttes nemlig til sommerhuse i Norge og Sverige. 

Forbrændingstoilettet ligner udefra et hvert andet toilet. Den eneste forskel er, at du skal placere et filter i kummen, hver gang du skal benytte toilettet. Når du er færdig, lukker du låget, trykker på en knap, hvorefter forbrændingen starter. 

Forbrændingen varer cirka en halv time. I den tid kan du sagtens benytte toilettet. Forbrændingen stopper automatisk, når låget løftes, som en sikkerhedsforanstaltning. Toilettet kan benyttes ca. 100 gange, før tanken skal tømmes for aske. For en enkelt person vil en uges brug af toilettet producere cirka en tekop aske. 
Det kræver naturligvis, at der er gas og strøm tilsluttet toilettet, men vand og afløb er ikke nødvendig, og i modsætning til almindelige toiletter er dette en langt mere miljøvenlig løsning.  Faktisk er asken så ren, at du kan smide den ud på græsset eller gøde blomsterne i krukkerne. 
Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Relateret
Marked