Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Nyd vinteren i campingvognen
Nyd vinteren i campingvognen

Nyd vinteren i campingvognen

Du får her de bedste tips til at holde varmen i din ældre campingvogn

 
Gem ikke campingvognen væk for vinteren. Har du en campingvogn, som måske ikke er begunstiget af moderne varmesystemer og isolerende konstruktionsformer, så kan du alligevel nyde vinteren, selvom det måske betyder et par ekstra lag tøj og en strikhue om natten. Du får her de bedste tips til at holde varmen i din ældre campingvogn. 

De små ting tæller
Det behøver ikke være besværligt eller dyrt at holde varmen i en campingvogn, der ikke er bygget til vintercamping. Små tricks, såsom at trække gardinerne for, så snart mørket falder på for at undgå varmetab, og at lægge et gulvtæppe, så det er behageligt og varmt at gå på gulvet, giver en ganske stor effekt.  Også puder, tæpper, en varm topmadras og gode vinterdyner gør en mærkbar forskel.  
Vil du bruge lidt ekstra på komforten, så er et elektrisk varmetæppe eller en sengevarmer en luksus, du vil sætte stor pris på, når nætterne er allerkoldest. 

Sæt varme på vognen
Selvom din campingvogn ikke er af nyere dato, kan du sagtens nyde glæden ved gulvvarme. Det er ganske let og hurtigt at få gulvvarme i enhver campingvogn ved hjælp af elektrisk gulvvarmefolie, som blot skal tapes fast under gulvtæppet. Elektrisk gulvvarme koster ikke det store og giver en behagelig varme i hele vognen. 
En Truma varmeblæser, der hurtigt kan få varme i campingvognen, vil være uundværlig for de fleste campister, som ikke har en vintervogn. Varmeblæseren kan suppleres med Ultra Heat, som er en elektrisk varmer, der kan installeres bag gasovnen. 

Undgå frostskader
Camperer du om vinteren i en vogn, der ikke er lavet til det, så skal du være opmærksom på campingvognens afløb. De fleste afløbsslanger går under campingvognens bund og kan hurtigt fryse til, selv ved få frostgrader.  Skil afløbsrørene ad, så der ikke er knæk eller vandrette rør i brug, og lad spildevandet løbe direkte ned i en murerspand. Et alternativ til dette er at montere elektriske varmetråde på de udvendige rør, som forhindrer at rørene fryser til is. 

Hold kulden væk
Et af de steder, hvor du med lethed, kan sikre en bedre varmefordeling i campingvognen er ved at lave dobbeltbund i magasinerne. Dobbeltbunden giver et isolerende luftlag og gør det muligt for luften at cirkulere frit under møbler og op langs væggene. Det er meget enkelt at lave en dobbeltbund selv med et stykke finer og nogle træstykker, som tilskæres så de passer til vognens magasiner.
Der er andre steder i campingvognen, hvor du også med lidt små justeringer kan sikre en behagelig temperatur. Indgangsdøren lukker sjældent 100% til og her trækker meget kulde ind den vej. For at holde kulden ude, kan det være en rigtig god idé at hænge et tykt gardin op på indersiden af døren.
Køleskabets ventilationsrist kan også forsynes med en speciel vinterafdækning, der modvirker træk og kulde i køkkenet. 

Undgå kondens
Det er vigtigt at undgå kondens og fugt i campingvognen, specielt om vinteren. Sørg derfor for at lave mad, som ikke damper for meget, og luft godt ud. Mindst to til tre gange om dagen skal der luftes grundigt ud i campingvognen. Åbn alle vinduer helt op i fem minutter, så den friske luft kan cirkulere. Husk også at lufte ud efter madlavning og hvis der har været stearinlys tændt.
Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Seneste
Marked