Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Campingpas eller ej? (del 2)
Campingpas eller ej? (del 2)

Campingpas eller ej? (del 2)

I en tidligere artikel så vi nærmere på campingpasset, der udstedes af Campingrådet. I denne artikel taller vi med Direktøren for rådet, Poul Fejer Christiansen, som herved får mulighed for at uddybe behovet for campingpasset.

 
Denne artikel er en fortsættelse af artiklen: Campingpas eller ej? (del 1)

Interview med Poul Fejer Christiansen
Magacin.dk har talt med direktøren for Campingrådet Poul Fejer Christiansen og spurgt ind til virkeligheden bag campingpasset for at få lidt mere klarhed over tingene.
Han påpeger, at forbrugerne får udbytte af kortet på en lang række områder. Ansvarsforsikringen er kun en af mange fordele. Af de øvrige nævner han tilsynet med pladserne og kategoriseringen af samme. Han fortæller også at Campingrådet arbejder politisk for emner, som interesserer campingfolket, herunder lavere el-afgifter. Rådet afholder også førstehjælpskurser for medarbejderne på de tilknyttede campingpladser.
De besøgende opnår herved en tryghed i forhold til de forventninger, de kommer med. "Vi har meget få klager", fortæller han.

Forsikringen
Da jeg spurgte ind til forsikringen og om den nogensinde havde været brugt, fortalte han, at de brugte omkring 450.000 på den hvert år. Om det så er en genforsikring, eller faktisk dækning af skader, kom ikke frem.
Han fortalte iøvrigt, at forsikringen giver tryghed i forhold til dem, man bor sammen med. Der er gæster på pladserne, som ikke har en ansvarsforsikring med hjemmefra. Campingrådets forsikring skaber derved sikkerhed for, at naboen med garanti er forsikret, hvis de laver skader på andres udstyr.

Stjernerne
Omkring kategoriseringen af campingpladserne ser Poul Fejer Christiansen både fordele og ulemper. De besøgende ved hvad de får, når "de tæller stjerner". Ulempen kan være, at der begynder at opstå en ensartethed på tværs af campingpladserne. 
Campingrådet er opmærksomme på dette, og i følge Poul Fejer Christiansen ønsker man, at pladserne gerne må have et individuelt præg. Muligheden for individualitet er størst på de campingpladser med få stjerner. Der er relativt få krav og frihedsgraderne er langt større.

Gratis for campingpladserne at være med, de er repræsenteret i rådet
Campingpladserne under Campingrådet betaler ikke noget for at være medlemmer. De forpligtiger sig derimod til at administrere campingpasset, efter de regler og rammer som rådet sætter. Det er campisterne, der betaler Campingrådet - ikke campingpladserne.
I følge Poul Fejer Christiansen er den indtægt udtryk for solidaritet pladserne imellem. En lille plads kan lige så nemt blive medlem som en stor plads. Tildeling af stjerner er uafhængigt af medlemmers kontingentbetalinger - de findes ikke. Det er forbrugeren, der betaler.

Gæsterne betaler, men får ingen indflydelse
Da jeg spørger ind til forbrugerbetalingen, svarer han; "hvad er alternativet? Skal campingpladserne betale kontingent og i stedet lægge prisen oven i gæsternes ophold?".
Jeg var lige ved at sige; "det er jo det, man normalt gør i andre forbindelser?". 
Poul Fejer Christiansen kom mig dog i forkøbet og forklarede, at rådets fremgangsmåde er en traditionsbunden måde at gøre tingene på. Campingrådet har sit udspring helt tilbage til 1920erne, hvor man organiserede tingene på den måde. I øvrigt en måde, som også kendes fra andre lande.

Forbrugerne skal ikke forvente større åbenhed eller indflydelse
Jeg spurgte til sidst om han ikke kunne se et problem i, at dem der betaler, slet ikke har nogen indflydelse på eller indsigt i, hvad de får for pengene? Regnskaberne er ikke offentligt tilgængelige, så man kan heller ikke se, hvordan de bliver brugt?
Han svarede, at han opfatter Campingrådet som en demokratisk organisation, hvor forbrugerne er repræsenteret gennem en række organisationer som DCU, FDM, Camping branchen, Dansk Cyklistforbund og mange andre. Disse organisationer får ganske rigtigt regnskabet fremlagt, men de vil ikke vise det til MagaCin.dk. når vi spørger.

Afrunding
Jeg er ikke i tvivl om, at Campingrådet gør en stor indsats på mange felter. 
Jeg undrer mig dog over, at man er så lukket i forhold til dem, der betaler for tingene. Selv efter at have talt med Poul Fejer Christiansen er det ikke gået op for mig, hvorfor Campingrådet ikke er interesseret i at skabe mere gennemsigtighed i deres arbejde. En gennemsigtighed, der kunne give campisterne viden og indsigt. 
Campingrådet lever hverken af FDM, DCU, campingpladserne, cyklistforbundet, eller andre, der sidder med til bestyrelsesmøderne. 
Nej, Campingrådet lever af dig og mig, som betaler for campingpasset. Vi har til gengæld ingen mulighed for at se Campingrådet i kortene endsige indflydelse på, hvordan Campingrådet skal prioritere. 
Man får det indtryk, at campingrådets filosofi er: "Hvad der er godt for campingpladserne, er nok også godt for campisterne". 
Det er i hvert fald den sidste gruppe, der får den tvivlsomme ære at betale de 12-13 mio. kroner, Campingrådet hvert år har i indtægt på salg af campingpas..

Del 3
I næste uge bringer vi endnu en artikel om campingpasset og Campingrådets arbejde. Her taler vi med en del af de medlemmer, der sidder i Campingrådets repræsentantskab. Vi spørger ind til, hvad de har ud af det og hvorfor de deltager.
Kommentarer
Janderup
Janderup 28/3 2016 kl. 18:04
Jeg har gentagende gange, på diverse campingfora og på facebook, spurgt om nogle campister nogensinde har fået penge udbetalt på baggrund af den forsikring CR tilbyder. Ingen har nogensinde givet positiv tilbagemeldinger på det. Måske fordi det kræver at opholdet er betalt, når tidspunktet for skaden sker og fordi betingelserne for udbetaling er så strikse, som de er. Hvor mange campister betaler forud?

Campingrådet er IKKE en demokratisk organisation (lige som DCU), fordi det er ikke muligt på nogen måde for brugerne (campisterne) at opnå flertal på grund af den måde reglerne er skruet sammen på i CR. Det ved Feier udemærket godt.

CR tjener også flere millioner på grønne nummerplader til campisterne, en forretning der sagtens kunne være gratis og styres af campingfatter på de enkelte pladser med et stykke pap på campingvognen og et stykke papir i campingfatters biks. Hvorfor? Jeg ser kun CRs grådighed som årsag.

Du - Ole Mose - kan jo også spørge ind til hvordan CR fordømte Sverige for at indføre specielle pas for selv at indføre dem få år efter. Det er jo en rigtig god forretning for CR. CR bruger så mange af pengene på en advokat, som åbenbart skal forhindre at der bygges autocamperpladser i Danmark til skade for turismen. Enhver by i Tyskland med respekt for sig selv har en bynær autocamperplads - enhver by i Danmark har respekt for CR, fordi kommunerne i de enkelte byer er blevet bildt ind at CR er et "råd" og ikke bare en privat forretning.

Nogle campister er stærkt utilfredse med CR´s greb i campisternes lomme. Disse campister camperer så i udlandet i stedet for at støtte de nationale campingpladser.

Heldigvis kan man bruge de frie campingpladser i stedet, hvis man insisterer på at campere i Danmark. De har deres egen website på nettet. Dér behøver man ikke grønne nummerplader og campingpas.

CR vil ikke campisterne det bedste. De vil kun have dets grådige fingre i vores lommer.
Janderup
Janderup 28/3 2016 kl. 18:08
Her er CRs egen forklaring til campingpladserne, hvorfor de skal være med i CR:

www.campingferie.dk/mas_inc/showPic.asp?PicId=774941&sit ..
henningo
henningo 2/11 2016 kl. 0:45
Jannerup,,,, mener du virkelig at DCU er en demokratisk forening???, det er der da vist ikke mange der vil give dig ret i, -- så at formanden for DCU nu også får magt i CR , så er det to alen ud af et stykke, de to foreninger ligner hinanden på visse punkter, den ene kan lære lidt af den anden..
mvh
henning
eribatouring.net
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Relateret
Marked