Magacin - Toyota præsenterer tre nye modeller
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Toyota præsenterer tre nye modeller

Toyota står klar med hele tre nye modeller, når den internationale biludstilling i Geneve i Schweiz slår dørene op i starten af marts.
Toyota Danmark
22/02-2016 kl. 16:00

Der er tale om verdenspremieren på den endelige udgave af crossoveren Toyota C-HR, ligesom en minibus-udgave af den nye varebil Toyota Proace samt en helt ny Toyota Hilux vil pryde standen hos den japanske bilgigant.

Verdens største bilproducent Toyota har rullet de helt store nyheder frem ved årets internationale biludstilling Geneve Motor Show i Schweiz. Den japanske bilgigant byder således på hele to verdenspremierer og en enkelt europapremiere.

Den helt store verdensnyhed hos Toyota er den endelige udgave af crossoveren Toyota C-HR Concept, som den danske bildesigner Stephan Rasmussen stod bag. Med et opsigtsvækkende og hidtil uset dramatisk, vovet design kombineret med en blanding af 5-dørs coupé og høj SUV efterlader Toyota C-HR indtryk af en bil, der giver føreren en involverende køreoplevelse med fremragende overblik fra den høje siddeposition.

Den helt nye Toyota Proace vil også få verdenspremiere på biludstillingen i Geneve. Her vil den dog ikke stå som varebil, men som personbil eller snarere som minibus, hvor den får tilnavnet Toyota Proace Verso. Den store minibus vil kunne rumme op til ni personer, er udstyret med de nyeste sikkerhedsystemer og kommer i tre forskellige længder, hvilket gør det til den perfekte rejsemakker for den store familie eller større grupper. Ligesom crossoveren Toyota C-HR tilhører Toyota Proace Verso en bilklasse, som Toyota ikke er til stede i i forvejen.

Toyota er i dén grad til stede i pickup-bilklassen, hvor Toyota Hilux i flere år har markeret sig som den absolut mest hårdføre og populære arbejdsbil. I 2015 blev Hilux således endnu engang den mest solgte pickup i Europa med knap 35.000 solgte biler, mens Hilux i Danmark også distancerede alle andre konkurrenter med flere længder med en markedsandel på 33 procent.

I Geneve får den helt nye og ottende generation af Hilux europapremiere. Det sker med nyt design, en ny og endnu stærkere chassisramme og en ny og mere brændstofeffektiv 2.4-liters dieselmotor, hvilket gør Hilux stærkere end nogensinde før og det ultimative eksempel på Toyotas høje kvalitet og driftssikkerhed.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start