Peugeot 2008 DKR - Ny løve med en glubende appetit
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Peugeot 2008 DKR

Ny løve med en glubende appetit på sejr i Dakar
Peugeot
16/04-2014 kl. 09:45

De muskuløse rovdyrtræk giver en klar indikation af, at 2008 DKR er en fuldblods rallymaskine, som er drevet af ønsket om sejr. Det er bag rattet af denne specialdesignede rallybil, at Carlos Sainz og Cyril Despres skal forsvare Team Peugeot Totals farver ved Dakar Rally i januar 2015.

Tre uger efter nyheden om, at Peugeot, Red Bull og Total er gået sammen for at deltage i det benhårde Dakar Rally, smider bilen, som skal stå i spidsen for teamet, endelig sit dækken. Den har en umiskendelig lighed med Peugeot 2008, om end formerne er mere muskuløse og proportionerne mere potente.

De spektakulære linjer er frugten af et tæt samarbejde mellem eksperterne hos Peugeots designcenter og deres kollegaer hos Peugeot Sports designafdeling. Men 2008 DKR er langt mere end et designstudie. Dens aggressive attitude er dikteret af de tekniske specifikationer, som dens mission kræver.

”Vi gav Peugeots designcenter en meget præcis brief”, fortæller leder af projektet hos Peugeot Sport, Jean-Christophe Pailler. ”De fik nøgledata, så som dimensioner, nødvendig kabinestørrelse, hjulstørrelse og detaljer vedr. undervognen, og herudover kravene til aerodynamikken, hvilket vi havde data på fra computersimulation”.

Tidligt i processen skulle Peugeot Sports designafdeling tage stilling til et vigtigt spørgsmål: Firehjulstræk eller tohjulstræk? Efter en dybdegående analyse af de eksisterende biler i cross-country rally, blev der vejet for og imod. Resultatet blev en løsning, der skiller sig væsentlig ud fra de biler, der tidligere er set i Dakar.

”Når man tager en tohjulstrukken bils evner til at køre off-road og i sand med i overvejelserne og samtidig får mulighed for at udstyre bilen med større hjul, så er valget ligetil”, fortæller Jean-Christophe Pailler, ”Og derfor blev det den løsning, som vi valgte”. 2008 DKR er udstyret med 37” Michelin dæk (næsten 94 cm).

Peugeots designere kunne have valgt at tegne videre på den eksisterende seriemodel, 2008 crossover, men valgte i stedet at bruge 2008 som inspiration til at skabe en helt ny model, som på alle punkter er gearet til de behov, som missionen kræver. Carlos Sainz har deltaget i Dakar Rally syv gang tidligere i både firehjulstrukne og tohjulstrukne biler og han er derfor helt på det rene med de tekniske udfordringer, der følger med etaperne i Sydamerika.

”Filosofien bag 2008 DKR er et radikalt brud med konventionerne og er eksponent for en mængde nye ideer”, undertreger Sainz. ”Slutresultatet er som ingen anden tohjulstrukken bil. Den er utrolig kompakt – og det er godt. Efter at have gennemført de sidst to Dakar Rally i en tohjulstrukken bil, er jeg overbevist om, at det er en løsning, som kan vinde løbet. Der er ingen tvivl om, det kræver et gennemtænkt design, som kan klare sig på de forskellige typer terræn, som man møder i Dakar Rally, men jeg ved, at Peugeot Sport har den fornødne know-how, teknologi og ressourcer til at få succes. Det bliver en fantastisk og unik udfordring for alle i teamet”.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start