​Mitsubishi Outlander introduceres med kæmpe facelift
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

​Mitsubishi Outlander nu med kæmpe facelift

Markante designændringer og store tekniske opgraderinger til den populære Mitsubishi Outlander
Mitsubishi
11/09-2015 kl. 05:30

 – Helt ny designlinje – Dynamic Shield – giver Outlander et endnu skarpere udtryk

 – Forbedret materialekvalitet og lavere støjniveau

 – Nye udstyrsmuligheder som LED-forlygter

 – Forbedret benzinmotor med lavere forbrug, ny og smidigere CVT-gearkasse

 – Strukturelle ændringer giver endnu bedre køreegenskaber og højere komfort

 – Outlander fås nu med Mitsubishis avancerede firehjulstræk S-AWC

Den tredje generation af Mitsubishis populære SUV Outlander blev introduceret i 2012, og siden er der på verdensplan solgt mere end 320.000 eksemplarer af den rummelige og avancerede model. Men Mitsubishis designere, teknikere og ingeniører arbejder konstant på at forbedre og skabe innovationer og derfor præsenteres nu en stærkt opgraderet og re-designet Outlander, som er klar til at udvide sin popularitet i både Danmark og resten af verden.

Outlander har gennemgået langt mere end bare et traditionelt facelift, som typisk følger nogle år inde i en bilmodels levetid med kun mindre designændringer. I endnu højere grad end før står Outlander ud i mængden af SUV’er med et særdeles udtryksfuldt design og mere raffinerede og kompetente køreegenskaber. 

Først og fremmest lægger man mærke til det skarpere design, som Mitsubishi kalder Dynamic Shield. Samtidig har Mitsubishi arbejdet på at gøre oplevelsen af kvalitet endnu større, bl.a. i kraft af højere materialekvalitet og markant mere støjdæmpning.

En mere markant front og et stærkere samlet design

Med den nye designlinje Dynamic Shield viser Mitsubishi vejen frem for kommende generationer af biler – der er mere skarphed i designsproget, og det får den fornyede Outlander til at fremstå med et helt nyt og mere udtryksfuldt design, som er vigtigt i en klasse, hvor nye konkurrenter konstant dukker op.

”Det nye designudtryk respekterer både vores fortid og opsummerer vores ”Form følger Funktion”-filosofi. Vi har en stærk fortid med ikoner som Pajero, hvor designet af især fronten står frem. Med det in mente udtrykker vores nye frontdesign både en henvisning til vores historie og en evolution ud fra netop historien, og det koncept kalder vi Dynamic Shield,” fortæller Testuro Aikawa, Mitsubishis præsident.

Mitsubishis designere har på alle måder styrket Outlanders design. Fronten viser en helt ny grill, ny kofanger, LED-kørelys og på visse modeller LED-forlygter, som erstatter de tidligere xenon-forlygter. Også bagtil er forskellene så markante, at Outlander næsten virker som en helt ny model – LED-baglygter med ny form og grafik, som på midten mødes i en markant kromliste, som kører over Mitsubishis let genkendelige logo. Kofangeren bagtil har en ændret form, og fra siden vil man især lægge mærke til mere dynamisk formede beskyttelseslister. Alle disse detaljer er med til at give den fornyede Outlander et bredere og lavere udtryk.

Et nyt kapitel i den rummelige og veludstyrede kabine

Mitsubishi Outlander er en af de få SUV’er i sit segment, der tilbyder syv siddepladser, og det bliver der selvfølgelig ikke ændret ved. Men de ombordværende vil i høj grad nyde godt af forbedringer, som gør det til en endnu større fornøjelse at køre langt i Outlander.

I kabinen er forandringerne mere underspillede end på ydersiden af Outlander, men Mitsubishi har bygget videre på et solidt og gennemtænkt fundament med et attraktivt og luksuriøst design. Forandringerne er imidlertid større, end man i første omgang vil lægge mærke til. Designet er finpudset, kvaliteten er hævet og støjniveauet er sænket markant.

De helt nye forsæder med tykkere polstring giver mere komfort, og blødere materialer på midterarmlænet er også med til at gøre turen endnu mere behagelig. Et helt nyt læderrat med bedre greb, indlæg i sort pianolak og forbedret ergonomi omkring MMCS-navigationssystemet fremhæver det eksklusive look i kabinen. En masse mindre detaljer som solbrilleholder, lyse syninger på sæderne (både stof og læder) og syninger på toppen af instrumentbordet hæver virkelig både den visuelle og oplevede kvalitet.

Noget man ikke kan se, men på alle måder vil glæde sig over som både som fører og passager i Outlander, er et støjniveau på et langt lavere niveau. Mitsubishis ingeniører har gennemført et omfattende tjek af det såkaldte NVH-niveau (Noise, Vibration, Harshness – støj, vibrationer og grov lyd), der er et udtryk for måling af en bils mangeartede støjkilder, og det har resulteret i en lang række små og store forbedringer i Outlander: Akustisk glas i forruden, ændrede dørlister, nye dæmpende materialer i hjulkasser og under motorhjelmen, men også reduktion af lyde fra transmission, for- og bagaksel og klimaanlæg er medvirkende til et særdeles behageligt niveau af støj og lyde i den opdaterede Outlander.

Det mest avancerede firehjulstræk i Outlander til dato – S-AWC

Mitsubishi Outlander er allerede kendt for sine sikre og på alle måder komfortable køreegenskaber, der imponerer på både kortere og længere ture.

Forstærkninger omkring undervognen, langt kraftigere tværstivere ved forakslen og brugen af stål med højere styrke, som samtidig reducerer vægten, er kombineret med ændret opsætning af støddæmpere og styretøj til at give mere præcision og en forbedret grad af køreglæde og affjedringskomfort.

På Outlander Instyle med dieselmotor, automatgear erstattes det tidligere system med et yderst avanceret og multifunktionelt firehjulstræk, som allerede er kendt og anerkendt i Mitsubishi Lancer Evo – Super-All

Wheel Control (S-AWC). S-AWC forbedrer ikke kun Outlanders evner i terræn, men er også medvirkende til at give mere stabilitet og dynamik i køregenskaberne. Systemet måler på flere faktorer og med flere sensorer end det tidligere system, lige fra motorens hastighed over rattets vinkel til selvfølgelig det enkelte hjuls greb og position.

Super-All Wheel Control med Active Yaw Control (AYC) og Active Front Differential (AFD) overvåger konstant de faktorer, der vedrører vejgreb og dynamik, og motorens moment kan fordeles og forskydes, så der opnås den mest sikre og samtidig dynamiske kurs, f.eks. gennem et sving med høj fart. Systemet har i Outlander fire indstillinger, fra ”AWD ECO” hvor baghjulene kun kobles til, når der er behov for ekstra vejgreb videre over ”Normal” med konstant regulering af moment til alle fire hjul til ”Snow” med ekstra vejgreb på glatte og fedtede veje og endelig ”Lock”, hvor Outlander yder den mest optimale ydelse med træk på alle fire hjul i f.eks. terræn.

Super-All Wheel Control fås som sagt i topversionen Instyle med den 2,2-liters DI-D-dieselmotor og automatgear, mens det eksisterende AWD-system fortsat er tilgængeligt til andre modeller.

Ny CVT-gearkasse og forbedret brændstoføkonomi

Den fornyede Mitsubishi Outlander vil i Danmark igen kunne fås med to motorer, som giver et godt kraftoverskud i alle situationer og et lavt brændstofforbrug. Begge motorer opfylder naturligvis de seneste krav til lav emission.

Benzinmotoren 2,0 MIVEC med 150 hk og 195 Nm er en støjsvag og behagelig motor, som kan kombineres med både en manuel gearkasse med fem trin og en nyudviklet trinløs CVT-gearkasse, som er med til at give Outlander et lavere forbrug end før. Med denne gearkasse forbedres forbruget fra tidligere 14,9 km/l til 15,6 km/l, og CO2-udledningen er reduceret til 149 gram per kilometer. Den nye CVT-gearkasse er langt hurtigere i reaktionerne, hvilket kommer bilen til gode ved bl.a. acceleration og i situationer med overhalinger. I forhold til før overfører gearkassen motorens moment 26 pct. mere effektivt. MIVEC-motoren fås også i kombination med CVT-gearkasse og AWD-firehjulstræk.

Outlander fås selvfølgelig også i den nye udgave med den stærke og økonomiske 2,2-liters DI-D-dieselmotor, der leverer hele 150 hk og 360 Nm – en absolut ideel motor i Outlander for alle, der har brug for at trække en tung trailer. 2,2 DI-D fås med enten manuel gearkasse med seks trin eller en smidig og blødt skiftende automatgearkasse med seks trin. 

LED-forlygter og sikkerhedspakke til 2,0 MIVEC Instyle

Allerede med introduktionen af tredje generation Outlander i 2012 løftede Mitsubishi standarden for, hvor meget udstyr man kunne forvente for en SUV i denne størrelse. Med den stærkt opdaterede Outlander tilfører Mitsubishi nyt udstyr og gør den udvidede sikkerhedspakke tilgængelig i udgaver med benzinmotor.

I Danmark kommer Outlander med to udstyrsniveauer, Intense og Instyle. Intense har et allerede meget omfattende standardudstyr med aut. klimaanlæg med to zoner, alufælge, LED-kørelys, bakkamera og –sensorer, læder på rat og gearknop, fartpilot, sædevarme foran og underholdningssystem med 6,1” touchscreen, USB-indgang og Bluetooth.

Instyle udstyrsvarianten er på alle måder en rigtig topmodel. Som noget nyt er den udstyret med LED-forlygter, men den er også pakket med udstyr som elektrisk betjent bagklap, lædersæder, KOS (nøglefri adgang/start) og 3. sæderække, som gør Outlander ekstra anvendelig. Instyle har også en meget omfattende sikkerhedspakke, der byder på FCM (frontalkollisionsassistent), ACC (adaptiv fartpilot) og LDW (alarm for utilsigtet vognbaneskift) – og sikkerhedspakken er nu også inkluderet i Outlander med 2,0 MIVEC-motoren.

I et stærkt konkurrencepræget marked for SUV’er står Outlander stærkere end nogensinde – ikke blot i kraft af sine mange forbedringer og stærkere design, men også i særdeleshed fordi den som andre Mitsubishi-modeller som standard leveres med nogle af de stærkeste garantiforhold i Danmark, nemlig hele 5 års fabriksgaranti/ maks. 100.000 km.

Den nye Outlander har Danmarkspremiere den 19. og 20 september fra kl. 11-16 hos alle landets Mitsubishi forhandlere.

Outlander modelprogram



HK Transmission Km/l CO2-
udslip
Energi
2.0 Intense 2WD 150 5 M/T 14,9 155 C kr. 364.997
2.0 Intense CVT 4WD 150 CVT 15,6 149 B kr. 439.998
2.0 Instyle CVT 7 sæder 4WD 150 CVT 15,6 149 B kr. 519.997
2.20 DI-D Intense 4WD 150 6 M/T 18,8 139 B kr. 479.997
2.2 DI-D Intense Aut. 4WD 150 6 A/T 17,2 154 C kr. 499.999
2.2 DID Instyle Aut. 7 sæder 4WD 150 6 A/T 17,2 154 C kr. 599.998

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start