Sidste år steg antallet af dræbte motorcyklister
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Flere dræbte motorcyklister

"Motorcyklist dræbt i trafikulykke". Den overskrift møder man desværre alt for ofte i medierne.
Rådet for sikker trafik
30/03-2017 kl. 10:24

Foråret og det lune vejr har for alvor fået motorcyklerne ud på vejene. Sidste år steg antallet af dræbte motorcyklister. Det får nu Rådet for Sikker Trafik og Havarikommissionen til at opfordre motorcyklisterne til at overholde fartgrænsen og bilisterne til at være mere opmærksomme (tal per politikreds sidst i pressemeddelelsen).

“Motorcyklist dræbt i trafikulykke”. Den overskrift møder man desværre alt for ofte i medierne. Sidste år steg antallet af dræbte motorcyklister med hele 37 % i forhold til året før, viser de foreløbige ulykkestal fra Vejdirektoratet.

En gennemgang af ulykkerne fra 2011 – 2015, som Vejdirektoratet har lavet, viser, at motorcyklerne kørte for stærkt i næsten otte ud af ti dødsulykker. Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik og Havarikommissionen nu motorcyklisterne til at tage den med ro på vejene, og bilisterne til at være mere opmærksomme på motorcyklisterne. 

– Farten har helt afgørende betydning, når der sker noget uventet i trafikken, og man pludselig skal undvige eller katastrofebremse. Med motorcyklisternes begrænsede manøvremuligheder og sårbarhed, er forsigtig brug af gashåndtaget i forhold hastighedsgrænser og forholdene den mest effektive måde at undgå de alvorlige ulykker, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

I løbet af april måned vil Rådet for Sikker Trafik og 85 af landets kommuner gennemføre en kampagne mod for høj fart på vejene. Kampagnen “Sænk Farten – før det er for sent” er både henvendt til bilister og motorcyklister, da der er for høj fart involveret i mange alvorlige trafikulykker.

Læs også: Sådan beskytter du dig selv som motorcyklist. 

Bilister overser motorcyklister

En motorcykel fylder ikke meget på vejen og kan nemt blive overset af bilisterne, viser tidligere undersøgelser af 41 motorcykelulykker fra Havarikommissionen.

Når bilisterne f.eks. vil svinge eller køre ud fra en sidevej, bør de derfor orientere sig grundigt, så de ikke risikerer at køre lige ud foran en motorcykel.

– Det er et gennemgående træk ved ulykkerne, at motorcyklisterne blev overset, men også at de kørte for stærkt: I to ud af tre af ulykkerne, hvor der var en modpart, orienterede bilisten sig ikke tilstrækkeligt, men i halvdelen af disse ulykker kørte motorcyklisten for stærkt, hvilket gjorde det sværere at opdage motorcyklisten i tide, siger Mette Fynbo, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

Havarikommissionen anbefaler, at når man skal købe en motorcykel, så bør man vælge en motorcykel med ABS-bremser, så man kan bremse mere sikkert i en kritisk situation. Desuden kan motorcyklisterne gøre sig selv mere synlige i trafikken ved at køre med refleksvest eller hjelm i pang-farver.

Læs også Havarikommissionens “Gode råd ved MC-sæsonens start”

De mest typiske motorcykelulykker:

• Motorcyklist kører ind i et sving med for høj fart og mister herredømmet.

• Bilist, der skal svinge til venstre, overser en modkørende motorcyklist

• Bilist, der kører ud fra sidevej, overser motorcyklist. Ofte kører motorcyklisten med for høj fart.

• Motorcyklist er ved at overhale og opdager for sent, at bilen foran er ved at svinge til venstre.

• Motorcyklist kører op i holdende bil.

Gode råd til motorcyklisterne:

• Overhold hastighedsgrænserne. Dødsulykker med motorcykler skyldes ofte for høj fart, og at andre fejlvurderer, hvor hurtigt du kører.

• Hold øje med dine medtrafikanter. Og husk, at de kan have svært ved at se dig.

• Gør dig synlig med refleksvest eller hjelm i pang-farve.

• Sørg for, at din køreteknik er i orden. Hvis din rutine er rusten, så tag et køreteknisk kursus.

Gode råd til bilisterne:

• Vær forberedt og holde ekstra øje. Man kan nemt overse en motorcyklist i trafikken.

• Brug god tid på at orientere dig. Brug spejlene og hold øje med motorcykler, der er langt væk. De kan komme kørende hurtigere, end du tror.

• Se dig ekstra for, når du krydser en vej.

Se mere om kampagnen “Sænk Farten – før det er for sent” 

Fakta: 

Fra 2011 – 2015 er 842 motorcyklister kommet alvorligt til skade i trafikken, og 85 motorcyklister har mistet livet. I 78 % af dødsulykkerne var der kørt for stærkt. 

I 2016 mistede 26 motorcyklister livet i trafikken, viser de foreløbige tal fra Vejdirektoratet. Det er en stigning på 37 % i forhold til året før. Man skal tilbage til 2011 for at finde et lignende højt antal dræbte på motorcykel. 

Herunder regionale tal på dræbte og alvorligt tilskadekomne motorcyklister i trafikken (2006 – 2015):

• Bornholm: 22.

• Fyn: 197.

• Kbh. Vestegn: 97.

• København: 155.

• Midt- Vestjylland: 267.

• Midt- Vestsjælland: 157.

• Nordjylland: 229.

• Nordsjælland: 166.

• Syd og Sønderjylland: 241.

• Sydsjælland og Lolland Falster: 171.

• Sydøstjylland: 218.

• Østjylland: 219.

• I alt: 2.139 alvorligt tilskadekomne eller dræbte motorcyklister (2006 – 2015). 

(kilde: Vejdirektoratet).

Del med en ven

0 personer snakker om “Flere dræbte motorcyklister

  1. Rygning, overdrevent alkoholindtag og inaktivitet dræber langt flere…
    – så jeg fortsætter med at køre mc

Skriv et svar

Giver børn en ny start