Disse biler glæder vi os til i 2019
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Disse biler glæder vi os til i 2019

Elektrificering, connectedness og mange nye modeller gør 2019 til et fantastisk bilår
Mathias B. Høj
22/01-2019 kl. 12:39

2018 var et spændende bilår, men alt tyder på at 2019 byder bilnørder på mindst lige så mange lækkerier. Elektrificeringen er ved slå igennem og det giver masser af nye modeller. Både som helt nye elbiler, elversioner af eksisterende modeller eller (plug-in-) hybrid versioner.

Samtidig fortsætter trenden med udvikling af de højere crossover/SUV-typer. Gruppen af den type biler er efterhånden ved at være så bred en genre, at betegnelsen “crossover” ikke er dækkende nok mere. Måske vi finder flere begreber i 2019.

Ligeledes bliver muligheden for opkobling af mobiltelefon til bil et af de helt store salgsparametre, og forhåbentlig bliver 2019 året, hvor Android Auto bliver frigivet i Danmark. Ligesom Apple Carplay, byder Android Auto på en meget mere strømlinet interaktion, end de rodede oplevelser, som ofte findes i bilers firmware.

Stort set alle bilmodeller, bortset fra de allertarveligste, kan fås med en infoskærm til netop den slags.

Og når vi er ved alt det med Connectedness, kan vi lige så godt tage den første model, vi glæder os til at stifte bekendtskab med: Tesla Model 3 kommer til at skabe hype, om man så er fan af Elon Musk eller ej. At den skulle kunne købes til en folkelig pris, må betyde at Folket har uendelig gode indkomster. Så ikke alle kan nyde godt af det. Men Tesla forstår som få andre at forny bilbranchen, med deres store fokus på software.

Honda kommer med en lille, trendy bybil. Hvis billederne af konceptmodellen står til troende, er der en ikke ubetydelig inspiration fra de ældre versioner af VW Golf at spore. Ikke den værste inspiration.

Kia har egentlig allerede lanceret både deres Proceed og Niro El-version. Førstnævnte er interessant, alene af den grund, at det er lykkedes at undgå en den designmæssige tristesse, som ofte følger med familiebiler. Og Niro'en er (som Hyundai Kona Electric) interessant, fordi den får elbiler ned i et prisleje hvor almindelig mennesker kan være med – og hvor rækkevidden er acceptabel.

Jaguar er inde i en spændende udvikling, væk fra det lidt kedelige overklasse-fokus og hen i mod mere sportslighed. På den eksklusive måde, naturligvis. Derfor ser vi frem til at se den kommende Jaguar XJ.

Den kommende Mazda 3 ser meget lovende ud. Og hvis du ikke kan se det med dit blotte øje, er der noget galt med dig. Beklager. Det er ren Alfa Romeo, men i en mere brugervenlig prisklasse. Med det udseende, har vi en forventning (som nemt kan skuffes) om gode, sportslige køreegenskaber.

Til efteråret kommer en ny Opel Corsa. Det er en lidt overset model i Danmark, for velkørende er den. Mon ikke den nye version også er det?

Toyota har masser af spændende nyheder i år. En ny RAV4 er på vej – med en væsentlig designmæssig opgradering. Men måske endnu mere interessant, er Camry'en på vej tilbage til Danmark, nu hvor Avensis er på vej ud. Mon ikke den kommer til at holde i mange danske indkørsler?

Volvo er i en rivende udviklering, hvilket også afspejles i flotte salgstal. Endnu en højbener er på vej, nemlig XC20, som der ikke er en officiel lanceringsdato for endnu. Men en ny S60 er også på vej, og vi er allerede nu sikre på, at den bliver lækker at køre i.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start