Audi R8 med baghjulstræk
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Audi R8 med baghjulstræk

Audi Sport GmbH udvider R8-modelrækken med en ny variant, der præsenteres på IAA i Frankfurt. Audi R8 V10 RWS kommer på markedet i en begrænset serie på 999 eksemplarer som Coupé og Spyder. Modellen er baghjulstrukket (Rear Wheel Series) og fremstilles eksklusivt ved håndkraft på R8-fabrikken ”Böllinger Höfe”.
Audi Danmark
12/09-2017 kl. 08:00

”Audi R8 V10 RWS er skabt til purister”, udtaler Stephan Winkelmann, der er chef for Audi Sport GmbH. ”Som specialmodel i begrænset antal er den et eksklusivt tilbud til kunder, som sætter stor pris på ekstrem køredynamik. Med V10-centermotor og baghjulstræk overfører den succesfuldt drivlinjekonceptet fra vores R8-LMS-racerbil til vejen.”

Designelementer

Den nye R8-variants rendyrkede karakter understreges af det matsort lakerede gitter i singleframe-grillen samt de ligeledes matsorte luftåbninger på fronten og bagenden. Det øverste sideblade (på Coupé) er udført i sort højglans, mens det nederste blade er lakeret i bilens farve. Ligesom til Audi R8 LMS GT 4 fås der også en foliepåklæbning som ekstraudstyr til Audi R8 V10 RWS Coupé; den er rød og løber hen over motorhjelmen, taget og bagenden. I kabinen tager fører og forsædepassager plads på sportssæder betrukket med læder og Alcantara. Skålformede sæder fås som ekstraudstyr. På instrumentpanelet sidder der et emblem ”1 of 999”, som henviser til det begrænsede styktal.

5.2 FSI-motor

V10-centermotoren i Audi R8 V10 RWS er en af de sidste frit sugende motorer i segmentet. Den yder 540 hk og leverer sit maksimale drejningsmoment på 540 Nm ved 6.500 omdr./min. 5.2 FSI-motoren accelererer Coupé-modellen fra 0 til 100 km/t på 3,7 sek. (Spyder: 3,8 sek.) og videre op til en tophastighed på 320 km/t (Spyder: 318 km/t).

Mulighed for kontrollerede drifts

Den nye Audi R8 Coupé V10 RWS vejer 1.590 kg (uden fører). Det er 50 kg mindre end Audi R8 Coupé V10 med quattro-drivlinje, der i forhold til den baghjulstrukne variant har brug for yderligere komponenter som kardanaksel, lamelkobling og midterdifferentiale. R8 Spyder V10 RWS er 40 kg lettere end R8 Spyder V10 og ligger dermed på 1.680 kg (uden fører). Fordelingen af akseltrykket på 40,6:59,4 (Coupé) og 40,4:59,6 (Spyder) og en afstemning af undervognen og køredynamikken, som er tilpasset specielt til baghjulstrækket, sikrer en enorm køreglæde.

Opsætningen af undervognen og reguleringssystemerne tillader kontrollerede drifts, hvis føreren vælger indstillingen ”Dynamic” i køredynamiksystemet Audi drive select og indstiller stabilitetskontrollen ESC til ”Sport”. I grænseområdet griber ESC dog sikkert ind. Den elektromekaniske servostyring påvirkes ikke af drivlinjen og giver mulighed for præcise køreegenskaber. Som standard kører Audi R8 V10 RWS på sortlakerede 19” støbte aluminiumsfælge i 5-eget V-design. Dækkene er i størrelsen 245/35 foran og 295/35 bagpå.

Audi R8 V10 RWS vil kunne bestilles i Danmark fra første kvartal 2018 men vil være på gaden i Tyskland allerede sidst på året 2017.

Del med en ven

Giver børn en ny start