Alt du skal vide om den nye Suzuki Jimny
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Alt du skal vide om den nye Suzuki Jimny

Suzukis terrængående charmetrold Jimny er tilbage. Med markant, kantet design
Mathias B. Høj
25/09-2018 kl. 13:42

Man ser ikke mange af dem, Suzuki Jimny, på de mestendels flade danske veje. Manglen på bjerge og mere interessant terræn end let kurvede kornmarker, har sikkert været medvirkende til det begrænsede salg som Suzukis billige bjergged har haft i Danmark. Når man alligevel kan komme lige så let rundt i en Baleno, hvorfor så betale for hardcore terrænegenskaber?

I mange asiatiske lande har Jimny'en under forskellige lokale navne været solgt i større volumen, mens den i Danmark mest er en kultbil. Og nu er den efter flere års fravær kommet tilbage i en helt ny og opdateret version. Desværre også med et prisskilt som i sig selv mindsker udbredelsen, for startprisen kommer til at ligge omkring 225-230.000 kr., når den introduceres i Danmark i Marts 2019. Til gengæld får man en klatrebil af de mere specielle.

Ny Jimny i terrænet

Med en længde på 3,65 m. (inkl. reservehjul), en bredde på 1,64 m. og en højde på 1,7 m., er Jimny stadig den mest kompakte offroader på markedet. Akselafstanden på 2,25 m. er som den tidligere model, mens sporvidden er øget med 4 cm. Længden er forkortet med 5 cm, mens bredden er øget med 4,5 cm.

Opbygningen er med en solid chassisramme, som giver en basis for affjedringskomponenterne, hvilket især er vigtigt ved hård offroad kørsel. Nyt er blandt andet tilføjelsen af en X-formet vange nær midten af rammen og 2 ekstra vanger hhv. for og bag. Det er med til at give større kollisionsstyrke og en torsionsstivhed, der er 1,5 gange højere end tidligere.

For det bedst mulige grip i ujævnt terræn er Jimny udstyret med stive for- og bagaksler, 3-leds ophæng og kraftige komponenter i hele undervognen.

Fremkommeligheden arbejder Suzukis 4WD system AllGrip Pro for. Systemet omfatter bl.a. reduktionsgear, hvor man via en lille gearstang kan vælge mellem 4H og 4L for mere trækkraft, når nødvendigt.

LSD traction control bruger bremsesystemet til at nedbremse et spinnende hjul og derved får det modsatte hjul mere grip, og bilen kan komme frem.  I 4L er LSD funktionen stærkere. Hill Hold og Hill Decent control er også en del af Jimnys udstyrsliste.

Helt afgørende for en bils offroad egenskaber er 3 vigtige vinkler. Og med en indgangsvinkel på 37 grader, en knæk-punktvinkel på 28 grader og en afgangsvinkel på 49 grader er det lykkedes at forbedre alle 3 i forhold til den tidligere model.

Selvom offroad egenskaberne har haft 1. prioritet, betyder den højere torsionsstivhed også en mere komfortabel og stabil opførsel on-road.  Det samme gør ændringer ved den forreste krængningsstabilisator, der er blevet større for mindre krængning i sving, og en ny dæmperenhed ved styretøjet, der reducerer vibrationer i rattet. 

Design

Som de fleste danske biler, kommer Jimny'en sikkert til at tilbringe en del tid i byen, og derfor er udseendet ikke ligemeget – men det skal se ud som om det er. Designet tegner et billede af hardcore terræn, for at tilfredsstille weekendkrigeren bag rattet.

Designmæssigt fremstår den nye Jimny mere kvadratisk, og dens simple offroad-linjer får bilen til at fremstå udtryksfuldt. En sjov detalje er ”tagrenderne”, der forhindrer vand i at løbe ind i kabinen, når dørene åbnes og lukkes.

De runde forlygter, de separate blinklys foran, frontgrillen med lodrette åbninger og udformningen af kølerhjælmen og baglygterne er designdetaljer, der peger tilbage på de tidligere Jimny modeller.

Indvendig er funktionaliteten i højsædet.  Fx er instrumentbordet behandlet, så risikoen for ridser og pletter minimeres. Og alle betjeningsgreb/kontakter er lette at betjene – selv med handsker på. Det gælder også skærmen i multimediesystemet.

Med bagsædet i brug er bagagerummet på 85 L VDA, men når bagsæderne foldes fladt ned, skabes et firkantet og reelt bagagerum på 377 L VDA (+53 L i forhold til den tidligere) og med et max. mål på 830 liter. Da forstolene også kan lægges helt ned, kan man også transportere lange genstande i den ene side af kabinen.  Bagsiden af bagsæderne og bunden i bagagerummet er behandlet med en særlig plastic coating, så det bliver nemmere at rengøre.

Motor

Den tidligere 1,3 benzinmotor afløses af en 1,5 benzinmotor med 4-cyl og VVT system. Det giver bilen større effekt og højere moment. Fra 88 til 102 hk og fra 118 Nm/4.000 til 130 Nm/4.000. Motoren er pakket godt ind fx med inddækning ved drivremmene til generator/aircondition/vandpumpe for at minimere risikoen for, at småsten skal påvirke pålideligheden.

Jimny kommer med en 5-trins manuel gearkasse, hvor fx gearstangens montering er blevet ændret med henblik på at minimere overførsel af vibrationer fra transmissionen.

Specifikationer

Motor

1.5 DOHC VVT, 4-cyl

HK

102/6.000

Moment, Nm

130/4.000

Tophastighed, km/t

145

Km/l, ny NEDC/WLTP

14,7/12,7

CO2 gram/km, ny NEDC/WLTP

154/178

Køreklar vægt, kg

1.165

Max. anhænger, kg

1.300

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start