Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
7 tips til at gøre din trailer trafiksikker
7 tips til at gøre din trailer trafiksikker

7 tips til at gøre din trailer trafiksikker

Solen skinner, dagene bliver lange og lune – og ukrudtet skyder op! Forår betyder masser af ture til genbrugspladsen. Men hvordan har din trailer det egentlig efter vinteren? Hvor længe har den stået i en krog af haven, og hvor slidt er den egentlig?

 
Husk at tjekke din trailer godt i gennem, før du læsser den og begiver dig ud i trafikken.

Her er 7 tips til at gøre din trailer mere trafiksikker:

1. Hvor gammel er din trailer? Hænger den overhovedet sammen med andet end gaffatape? Hvis den har nogle år på bagen, skal du også tjekke dækkene, før du kører ud i verden. Et trailerdæk går ofte til, længe før det slides ned - så vær opmærksom og kig dækkene efter med jævne mellemrum, så du ikke pludselig står med en trailer fyldt med haveaffald og et flækket trailerdæk.

2. Tjek også dækkenes mønsterdybde. Slidte dæk forøger bremselængden og gør din kørsel ustabil. Jo tungere traileren er læsset, jo længere er bilens og trailerens bremselængde. Ligesom på biler er den lovpligtige mønsterdybde 1,6 mm.

3. Hvornår har du sidst kontrolleret dæktrykket på traileren? Det slider voldsomt på dækkene, når du kører med for lavt dæktryk. Husk også, at det gerne må være højere end normalt, når du kører med et tungt læs.

4. Du skal sikre dit læs, så du ikke taber grene eller de nyindkøbte potter under kørslen. Spænd reb eller sikkerhedsremme hen over trailerens lad og spænd presenning eller sikkerhedsnet over løse genstande, så de ikke flyver af - til gene og fare for andre trafikanter.

5. Fordel vægten jævnt, når du læsser traileren. Har du for meget vægt bag i traileren, kan det få den til at slingre.

6. Tjek hvor tungt et læs din bil må trække, og hvor mange kilo, du må laste traileren med. Det er nemt at overlæsse en trailer, da den ofte kan rumme større mængder, end den må køre med. Pas på hvis du kører med sand, grus eller fliser – vægten kommer lynhurtigt for højt op. Traileren kan bryde sammen eller komme i svingninger, når du læsser den for tungt. Se trailerens totalvægt og lastevægt på et skilt på traileren. Og husk, der vanker bøder, hvis du kører med overvægt – kør hellere to gange.

7. Sørg for, at traileren er koblet rigtigt på bilen, og at lygter og blinklys virker.

Og så kan du ellers bare gå i gang med at grave, luge og plante forårsblomster. Eller hjælpe din teenager med at flytte hjemmefra! 

Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Seneste
Marked
Søg bilmærke