Indian Roadmaster Elite produceres i begrænset oplag
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny Indian Roadmaster Elite

Indian udfordrer Harley-Davidson på alle parametre
Steffen Olesen
10/02-2020 kl. 13:20

Indian Motorcycle har fremstillet motorcykler siden 1901, Harley-Davidson kom på banen i 1903, og begge motorproducenter er eksperter i at fremstille fuldfede cruisere og touring modeller The American Way.

De to amerikanske mærker har altså i mere end hundrede år kæmpet om købernes gunst.

Derfor kunne det ligne en tanke, at Indian Motorcycle lancerer den den eksklusive Indian Roadmaster Elite nærmest samtidig med, at Harley-Davidson introducerer Harley-Davidson CVO Roadglide.

Henvender sig til samme segment

De to gigantiske luksus-touring modeller henvender sig nemlig til det samme segment af kræsne og krævende kunder, som er villige til at betale for overfloden af udstyr og den detaljeorienterede nidkærhed de to modeller er fremstillet med.

Vanvittige mængder af udstyr betyder også, at begge køretøjers egenvægt er ganske betragtelig, og data fra producenten indikerer yderligere, at de to modeller skal kapre købere i samme kundegruppe. 

En køreklar kampvægt på 405 kg for Harley'ens vedkommende trumfes af Indianerens 417 kg tørvægt, Roadmaster Elite's motor på 116 cui / 1890cc overgås med et mulehår af CVO'ens 117 cui / 1923 cc, og Harley'ens motor har et marginalt større moment med 171 Nm imod Indianerens 168 Nm.

Både CVO Road Glide og Roadmaster Elite er udstyret med det, som begge producenter hævder er tidens mest avancerede infotainment system… og bemærk denne lille tankevækkende detaljer.

For optimal komfort lukker den bagerste cylinder på Indian Thunder Stroke 116 motoren ned ved stilstand eller langsom kørsel.

En feature vi først så introduceret på Harley-Davidson's Milwaukee Eight motor.   

Indian Roadmaster Elite

Indian Motorcycle introducerer Indian Roadmaster Elite som en Premier Touring Machine, hvor den håndværksmæssige udførelse når et hidtil uset stadie, som ophøjer køreoplevelsen til noget helt exceptionelt.

Der bruges mere end 30 timer på at lakere hver enkelt Indian Roadmaster Elite, når farven Thunder Black Vivid Crystal lægges over Gunmetal Flake basefarven, og malerarbejdet afsluttes med røde pinstripes.

Æstetikken komplementeres med diverse røde dekaler, røde rør over motorens stødstænger, det maskinelt bearbejdede støbte 19″ forhjul under den voluminøse forskærm med den karakteriske indianer lygte, de eksklusive aluminiums fodplader og en lang række andre detaljer.

Sæderne er betrukket med ægte læder med hvide syninger, og sædevarmen kan reguleres individuelt for fører og passager… og der er naturligvis også opvarmede håndtag. Indian fremhæver en lang række andre detaljer som LED lygter hele vejen rundt med Pathfinder kørelys, baggrundsbelyste kontakter, nøglefri tænding, elektrisk justérbar vindskærm, armlæn til passageren og meget mere.

Trykfølsom 7″ farveskærm til infortainmentsystemet der er udstyret med en quad-core processor

Køreoplevelsen kan personligt tilpasses ved valg mellem køremodes Tour, Standard eller Sport, og infotainmentsystemet der kan betjenes via den 7 ” trykfølsomme skærm, tilpasser automatisk musikken fra 600-watt PowerBand Audio Plus systemet med en automatisk funktion der regulerer specifikke lydfrekvenser efter baggrundsstøjen. Audio systemet er udstyret med en quad-core processor – Indian angiver at det er verdens hurtigst infotainment system – og leverer et lydtryk der kan brøle 50% højere end producentens eget standard lydsystem.

Infortainment systemet indeholder naturligvis også navigation, og kan selvfølgelig også forbindes med mobiltelefonen via Bluetooth. 

Indian Roadmaster Elite er udstyret efter alle kunstens regler, og prisen bliver garanteret også derefter.

Et hurtigt pristjek viser at Indian Roadmaster i skrivende stund ligger i prislejet Dkr. 469.999 – 554.999, og prisskiltet for Indian Roadmaster Elite får nok et betragteligt nøk opad.

Men prisen alene er ikke afgørende for, om du kan købe dit eget eksemplar, og du skal sandsynligvis hurtigt ud af starthullerne for at sikre dig en 2020 Indian Roadmaster Elite.

For modellen produceres nemlig kun i et begrænset oplag, hvor vores informationer angiver 225 stk. allokeret til USA.

Men mon ikke der kan lokaliseres et enkelt eksemplar til dig, hvis du er interesseret og hurtig på aftrækkeren?

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start