Mobilen som sidespejl - SmartWatch som tændingsnøgle
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Mobilen som sidespejl

SmartWatch som tændingsnøgle
CO
18/11-2018 kl. 01:34

I går kunne du her på MagaCin læse hvordan den teknologiske udvikling medfører, at der i MotoGP sammenhæng fremover køres roadracing på absurd stærke batteridrevne motorcykler.

Italienske Energica leverer racerne til den nye MotoE klasse som køres allerede fra næste år, men Energica havde på den nyligt overståede motorcykelmesse EICMA 2018 i Italien medbragt en anden opsigtsvækkende nyhed inden for elmotorcykler.

Bolid-E som er baseret på Energica Eva EsseEsse9, er en koncept motorcykel der under betegnelsen Smart Ride er udviklet i samarbejde med elektronik-giganten Samsung. Vi ser på Bolid-E en fremtid uden konventionelle sidespejle, samt mulighed for overordnet at kontrollere vitale funktioner via en app på dit Samsung SmartWatch.

Sidespejle er to mobiltelefoner

De såkaldt intelligente sidespejle er i realiteten to Samsung Galaxy A8 mobiltelefoner med telefondelen deaktiveret. “Side-skærmene” er forbundet til HD kameraer for og bag på motorcyklen, som sender live-feed til de to skærme i spejl-husene.

Udover at vise hvad der sker bagude, kan skærmene køre i dual-display og såmænd også fungere som dash-cam.

Mrs. Hyacinth advarer om fodgængere i venstre “sidespejl”

Du kan eksempelvis også vælge at se info om batterier, aktuelt forbrug, regenerering og meget andet, eller se hvad der sker forude imens billederne bliver analyseret i real-time så du advares om kommende forhindringer. Eller du kan ved hjælp af det indbyggede GPS modul få udstukket en rute til nærmeste ladestation… hvor du under opladningen kan fordrive tiden med at afspille video fra kørslen.

SmartWatch er tændingsnøgle

En fysisk tændingsnøgle er ikke længere nødvendig hvis motorcyklen skal lånes ud, for du kan via NFC/Bluetooth på dit Samsung SmartWatch dele den virtuelle tændingsnøgle med kontakterne i din adressebog. Via den integrerede GPS overvågning er det altid muligt at se hvor din motorcykel befinder sig, og du kan selvfølgelig også selv definere hvor langt – eller hvor langt væk – motorcyklen må køre, eller om du blot vil have en alarm på dit Samsung SmartWatch når motorcyklen kommer FOR langt væk.

Har din Bolid-E forputtet sig på en dunkel parkeringsplads, så følger du bare anvisningerne på dit SmartWatch.

Se køreturen på storskærm i stuen

De foretrukne ruter du og vennerne kører på jeres Bolid-E kan selvfølgelig deles. Når I er hjemme igen, kan I sammen hygge jer med at genopleve køreturen der er optaget med Track Recording funktionen. Data overført til dit SmartWatch kan nemlig afspilles på dit Samsung smart tv.

Stadig en koncept model

Bolid-E er stadig en koncept model, så vi venter med at stille de store spørgsmål til hvis eller når modellen kommer i produktion.

Spørgsmålene kunne gå i denne retning. Kan man se klokken nogen steder… hvordan aktiveres CTRL+ALT+DELETE når skærmen fryser… og er der frit valg af tv-kanaler??

Læs mere om Bolid-E på Energicas hjemmeside.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start