Ducati jagter Jorge Lorenzo - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ducati jagter Jorge Lorenzo

Svimlende beløb nævnes i denne forbindelse
CO
19/08-2009 kl. 18:30

MotoGP paddock’en minder på flere måder om en krigszone med generaler, krigere og spioner.

En af lighederne med slagmarken, er at troværdige informationer er meget svært tilgængelige.

Kampens krudtrøg og tåge indhyller paddock’en, og de informationer der slipper ud er ofte forvanskede på den ene eller anden måde, afhængigt af hvilke kilder der har lækket en historie, og afhængigt af hvordan modtagere af informationerne fortolker disse.

Derfor er det også svært at hitte hoved og hale på informationer vedrørende Ducati’s tilbud til Jorge Lorenzo. Beroende på hvilken kilde man finder troværdig, udgør det involverede beløb for underskriften på en kontrakt sig til enten mistænkeligt præcise € 3,52 mio. pr. år, over € 6,5 mio. pr. år, og helt op til imponerende € 7-8 mio. pr år.

Når disse ord er skrevet, er der utvivlsomt dukket andre beløb op i medierne.

Tallene vi præsenteres for, kan altså være en herlig blanding af propaganda, sensationalisme og rent gætværk, og de involverede parter planter naturligvis gerne deres version for at pleje egne interesser. Sandheden om kørernes honorarer bliver ofte håndteret som tophemmelige statshemmeligheder, og tilbud om nye kontrakter behandles på et endnu højere sikkerhedsniveau.

Uanset hvor pålidelige, eller mere sandsynligt upålidelige beløb der nævnes, så afdækkes der i denne sammenhæng for åbent tæppe en underliggende sandhed.

Marlboro som bidrager med en væsentlig del af budgettet til Ducati’s MotoGP team, har ganske givet stor indflydelse på valg af kører, og Casey Stoners fravær har lettet på den boblende grydes låg, som ellers på grund af hans hidtidige succes har været forsvarligt sikret.

Spørgsmålet er så hvorfor Marlboro skulle risikere at lægge sig ud med en succesfuld kører som Casey Stoner, ved at tilbyde en direkte konkurrent som Jorge Lorenzo en plads i teamet.

Svaret er ganske ukompliceret.

Casey Stoner er ganske vist jævnligt at finde på podieplaceringer, men hvad tilknyttede sponsorforpligtelser angår, er Australieren ikke udelt begejstret og samarbejdsvillig.

Stoner afskyr den slags, og yder i den forbindelse en minimal indsats. Noget så ukompliceret som pr. fotografering er næsten umuligt at arrangere, og det er ikke unormalt at man bruger en stand-in iført Stoner’s læderdragt til at posere for fotografen, og efterfølgende i billedredigeringen indsætter Casey Stoners ansigt.

Jorge Lorenzo er på den anden side både anerkendt for at præstere godt i løb, er samarbejdsvillig, og har den fornødne vilje til at medvirke ved salg af produktet.

Lorenzo har forstået at han for at følge sin drøm om at vinde VM titlen, er nødt til at medvirke til at sponsorerne fylder teamets pengekasse, og er villig til at gøre sin del af dette arbejde.

Det er først og fremmest denne egenskab Marlboro menes at værdsætte allermest, og tobaksfirmaet er indstillet på at kæmpe benhårdt for at sikre sig Lorenzo’s underskrift på en kontrakt.

Rygter om at Jorge Lorenzo kunne blive ny førstekører hos Ducati, blev i paddock’en i Brno næret af tilstedeværelsen af Francesco Galvo som er chef for Phillip Morris’ marketingsafdeling.

Tilstedeværelsen af den drivende kraft bag Marlboro’s opbakning af Ducati teamet imens teamets stjernekører var fraværende, var mere end nok til at sætte panderynkende spekulationer i gang hos observatørerne.

Spekulationerne fik yderligere næring, da repræsentanter for Marlboro, Ducati og Jorge Lorenzo blev observeret i intense samtaler i Ducati’s hospitality faciliteter den samme weekend.

At der er mere end spekulationer i dette, er blevet bekræftet fra flere sider, da både Livio Suppo og Jorge Lorenzo’s manager Marcos Hirsch har bekræftet Ducati’s interesse i Lorenzo.

Uanset hvilke beløb der er involveret, er der næppe tvivl om at Ducati vil tilbyde langt mere end Yamaha er villig til at betale Lorenzo for at blive.

Jorge Lorenzo står nu over for et svært valg.

Skal han være førstekører på den djævelsk svært håndterbare Desmosedici hos Ducati, og dermed sikre sig en forsvarlig sum til pensionsfonden.

Eller skal han vælge at blive som andenkører hos Yamaha med cykel som han ved kan vinde VM titlen, hvilket hans nuværende teammakker Valentino Rossi er i færd med at sætte en fed streg under.

Vi afventer i spænding og med tilbageholdt åndedræt Jorge Lorenzo’s beslutning.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start