Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves
Den Store Flugt - drengedrømmen udleves

Den Store Flugt - drengedrømmen udleves

Prøvekørsel: BMW R Nine T Scrambler (nu med video)

Video: BMW NineT Scrambler
Video: BMW NineT Urban
MagaCin stiftede førstehånds bekendtskab med den skønne BMW R Nine T allerede kort tid efter den tyske producent lancerede modellen.

Vi var som de fleste vildt begejstrede, for BMW's 90 års jubilæumsgave til sig selv og de stadigt flere motorcykelentusiaster der hilser retro genren velkommen.

Netop retro segmentet har den senere tid vist sig at ramme lige i hjertekulen på mange brugere, så der er ikke noget at sige til at producenterne holder ved når de rammer en lukrativ forretning.

BMW har udvidet den retro-inspirerede modelrække udstyret med den velkendte 4 ventilede 1170cc luft-oliekølede boxermotor med elektronisk indsprøjtning.
En gennemprøvet konstruktion som leverer 110hk v. 7750 omdr. og 116Nm v. 6000 omdr., og som i dagens version med 3-vejs katalysator lever op til seneste emmissions standard EU4.

MagaCin's udsendte tabte pusten ved årets EICMA messe i Milano - Italien, da jeg kom helt tæt på den smukke R Nine T Racer. Den hvidlakerede model med BMW's racer dekaler, sender med ét beskureren på en nostalgisk rejse tilbage i tiden mod fordums racerbaner dengang far var dreng.

Men allerede inden den tyske producent lancerede R Nine T racer, havde MagaCin fået fingre i en anden lækkerbisken fra modelserien.

BMW R Nine T Scrambler tiltvang sig alene med sit udseende vores opmærksomhed langt før EICMA, og der var ikke antydning af tvivl i stemmen da vi takkede pænt ja til at låne modellen for prøvekørsel.

Drengedrøm udleves
1963 står der på undertegnedes fødselsattest, og det er lige præcis året hvor filmen The Great Escape første gang rullede henover filmlærredet. WWII filmen hvor Steve McQueen under sin flugt høvlede gennem landskabet på en Triumph TT650 Special der var lakeret og efter bedste evne forsøgt camoufleret som en 2. verdenskrig BMW motorcykel.

Set med nutidens øjne et lidt kluntet forsøg, men trods alt et morsomt faktum som med lidt god vilje knytter fortid til nutidens BMW R Nine T Scrambler.

Der er ikke utænkeligt BMW's designere har villet det  anderledes, men netop filmen The Great Escape var de første umiddelbare billeder der tikkede ind på undertegnedes kalkværk da jeg første gang så BMW's nye Scrambler.

Og nævn så lige en snotnæset mc fanatisk knægt som har set filmen, og ikke på et tidspunkt har set sig selv mc sædet i stedet for Steve McQueen. 

Hvor er livet dog herligt, når man som motorcykelskribent jævnligt tilbydes mulighed for at udforske de nyeste skarpe modeller, og fra tid til anden får lejlighed til at traske en tur ned ad memory lane og udleve en drengedrøm.

Scrambler baggrund
På samme måde som cafe-racerne man efterhånden ser på ethvert gadehjørne, er Scrambler modellerne også en fortidig overlevering.
Cafe-racerne opstod i sidste århundrede blandt græsrødderne som dedikerede gadecykler strippet for vægt og med lavt styr.
Konceptet gik ud på at forlade cafeen, ræse af sted mod et forudbestemt punkt ad offentlig vej, og returnere til cafeen som den første.

Scramblerne var ligeledes lettet for vægt, men her fokuserede brugerne på større anvendelighed i terrænet.
Oplagt udstødning for øget frihøjde og relativt bredt styr for bedre håndterbarhed var nogle af kendetegnene.
Fænomenet greb om sig, og flere motorcykelproducenter blev efterfølgende leveringsdygtige i serieproducerede cafe-racere og scramblere.

En søgning på internørdet med kodeord i retning af classic cafe racer eller classic scrambler leverer ugers underholdning på sekunder.
Har du tid... så prøv lige at søge på Norton Commando 750S (Scrambler)... og find så lige et billede af modellen i gul. Namme-nam. ;)

Tilbage til BMW R Nine T Scrambler
En del af konceptet med BMW's nye Scrambler er at den skal fremstå med det rigtige visuelle udtryk, og samtidig tilbyde brugerne et billigere og anderledes alternativ til den oprindelige Nine T.
Scrambleren er derfor naturligt nok på visse punkter udstyret med andre komponenter som f.eks den konventionelle right-side-up forgaffel.

Forreste bremsecalipere er aksialt monterede men stadigvæk leveret af Brembo, og bremsemasteren er ligeledes af konventionel aksial type.

Alternative komponenter medfører at salgsprisen lander i et fornuftigt leje; men manglen på kæmpe elektronikpakke og alverdens komfortudstyr i basis udgave , får også BMW R Nine T Scrambler til at fremstå som en ærlig minimalistisk back to basic retro mc, uden at gå på kompromis med anvendelighed og sikkerhed.

Den visuelle fremtoning er spot on med dobbelte oplagte udstødnings-potter med kølegitter, 19 tommer forhjul, grovmønstrede dæk, let øget affjedringslængde, det patinerede lædersæde og gummimanchette på forgaflens inderben.

En tidlig skitse

MagaCin kører BMW R Nine T Scrambler.
Sæsonen er egentlig slut for mange motorcyklister; men MagaCin's udsendte vover sig alligevel ud på de underafkølede veje, imens termometeret fortæller om 0-2 graders luft temperatur.

Førerpositionen er som forventet oprejst med åben afslappet knævinkel, og hænderne afslappet hvilende på det brede styr.

Den udlånte Scrambler er ikke klistret til i ekstraudstyr, så der skal ikke tages stilling til ret meget før modellen kan sendes afsted.
Ingen knapper til køremodes, varmehåndtag, medieafspiller, sædvarme med 7 indstillinger osv. , og heller ikke en bunke informationer i et 21" Ultra HD display.

En back to basic motorcykel hvor man aktiverer startknappen, sætter i gear og kører.

Men her møder MagaCin's udsendte sin første overraskelse.
Startknappen trykkes i bund og boxeren vækkes til live.
Den velafstemte hydraulisk aktiverede kobling trækkes, og der trædes ned på gearpedalen.... og der trædes ned på gearpedalen.... og der trædes ned på gearpedalen.
Forventningen om fornemmelsen af et klik under fodsålen indfris ikke, og det forventede klonk når gearkassens tandhjul går i indgreb udebliver... men forsigtig filen på det justerbare koblingsgreb afslører at vi rent faktisk er klar til at køre??

Halløj BMW !! Hvordan I har svinget tryllestaven begriber vi ikke, men det er den første BMW boxer vi har prøvet hvor gearkassen ikke føles lettere rustik, men overraskende behageligt blød og smidigt skiftende. 

Vi tøffer ud af den sovende provinsbys slet vedligeholdte veje, og bemærker at specielt bagdæmperen formidler signaler om underlagets beskaffenhed til førerens bagdel.

Boxermotoren trækker fortrøstningsfuldt uden rusk ved lave omdrejninger, og den fint afstemte indsprøjtning svarer kvikt når gashåndtaget anmoder om yderligere fremdrift.

De kolde våde vej er en udfordring for dækkenes vedhæftning, og forbremserne imponerer mere end bagbremsen, hvor ABS'en ivrigt griber ind så snart den ser sit snit til det.

Tempoet øges da vi når ud på de bugtede landeveje, men på grund af den nedsatte friktion bliver der aldrig mulighed for at udforske maksimal nedlægningsvinkel, og i stedet nydes den snusfornuftige kørestilling med opret førerposition i det patinerede lædersæde, hvor der er godt overblik fremad og fint udsyn bagud i sidespejlene.

Det højt monterede brede styr gør de 220 kg køreklar vægt let håndterbare, men de første indtryk er at scramblerens livret nok mere er frisk cruising tempo og store bløde kurver, end aggressive indbremsninger og dødsforagtende angreb på de skarpeste sving.

Boxermotorens momentreaktioner opleves mere som et charmerende islæt end generende, og de vibrationer der naturligt genereres fuldender BMW karakteren.
Brugerne ved der er en smule vibrationer i BMW's boxer modeller, og der er da heller ingen balancevægte monteret i styrenderne.

Vi giver den lidt gas og brænder lidt uld ud af udstødningen.
Befriet for de snærende bånd åbner lyden sig og akkompagnerer projektet perfekt.
Den hyggelige snerren fra den sidemonterede over/under udstødning frister SÅ meget til inspireret gasgivning ud af sving.
Fed lyd når man sidder i det patinerede lædesæde

Skov og mark
Scrambler modeller er tiltænkt et liv delvis uden for asfaltvejene, og dagens rute går tilfældigvis forbi offentligt tilgængelige skov og mark stier.

Med behørig respekt for natur og omgivelser buldrer vi ud ad grusbelagte skovstier, og udnytter ligeledes muligheden for en tur henover en mark med en anelse efterladenskaber fra høsten... og holder tungen lige i munden hele vejen.

Vådt, vissent og smattet grønt passeres. Dyngvåde bumpede grusstier, mudderhuller, sjap og sjask og stubmarker er tilsyneladende ikke livretten.

Uagtet Scrambleren har 5mm forlænget affjedringsvandring, så er det nok smartest at lægge ruten ad asfalterede veje, og kun sporadisk for underholdningsværdien at begive sig ud i egentlig off-road kørsel. 

På trods af sit 19 tommer forhjul, bredt styr og modificeret affjedring, så ER frihøjden altså begrænset i forhold til tidens dedikerede off-road og adventure cykler, og i terrænet ER 220 kg motorcykel en voksen mundfuld for de fleste gadekørere.

MagaCin på strandtur
Drømmen om ultimativ scrambler frihed nødvendiggjorde et hurtigt smut på stranden.

En herlig stund i meget lidt varmt vejr, hvor MagaCin's udsendte leverede et perfekt stilstudie i slingrekørsel.

Når 220 kg boxer BMW sendes på slingrekurs gennem sandet, må vi erkende at der også på stranden findes objektivt bedre alternativer.
MEN.... lige som i skoven er det vanskeligt at forstille sig nogen motorcykel se mere rigtig ud, og LYDE mere rigtig under de betingelser, når baghjulet spinner og det grovmønstrede Metzeler Tourance Next bagdæk skovler en fane af grus eller sand bagud.

Bykørsel
Naked bikes med opret førerposition er perfekte til bykørsel, og selv om Scrambleren er en kende klodset ved parkeringsmanøvrer i gå-tempo, så camoufleres vægten fint allerede ved langsom kørsel. 

Gearkassen føles som tidligere nævnt umiddelbart mere smidigt skiftende end vi husker fra tidligere prøvekørsler med denne motor.

Scrambleren samler fint op på gassen i kø-kørsel, og når trafikken glider lidt raskere, kan der tvinges nogle enkelte knald ud af udstødningen ved motorbremsning hen mod næste røde lys.

Forbremsen fungerer stadig fornemt og letdoseret med en enkelt finger på det justerbare bremsegreb, og vi oplevede under hele prøvekørslen ingen ups'ere fra forenden under nedbremsning.

Motorvej
Manglende vindbeskyttelse og opret førerposition taler vist for sig selv, og på naked bikes er føreren udsat for elementernes rasen.

110hk og et solidt moment på 116Nm. Det betyder at det analoge speedometer i scramblerens minimalistiske instrumentering kan køres helt ud, og at overhaling under langt de fleste betingelser sker med overskud på betryggende vis.

Sandsynligheden for at modellen indkøbes til touringkørsel er velsagtens ikke ret stor, og så betyder det nok mindre at det superflotte sæde efter længere tids kørsel opleves knap så komfortabelt.

Sporsikkerhed og retningsstabilitet er godkendt, men vi må erkende at kraftig sidevind er uhensigtsmæssig når speedometernålen nærmer sig toppen af skalaen.

Konklusion
En fed retro inspireret scrambler med det helt rigtige udseende. En back to basic bike til fornuftig pris hvor BMW stilsikkert har ramt hovedet på sømmet.

Lever op til konceptet hvor det mest overflødige amputeres, uden at gå på kompromis med tidssvarende anvendelighed og sikkerhed.

Skal drømmen perfektioneres, kan der tilkøbes egerfælge, beskyttelsesplade til motoren, gitter foran forlygten og meget andet fra det store tilbehørskatalog.

For den nostalgiske motorcykelentusiast som ønsker det rigtige udtryk uden at bøvle med gammeldags teknik, for livsnyderen der udlever drengedrømmen, eller eventuelt for den unge nystartede motorcyklist som med et blink i øjet hopper med på vognen.
Kommentarer
vtr1000
vtr1000 17/11 2016 kl. 7:36
Det er helt sikkert en lækker retro mc. Men for mig er Honda cb 1100 stadig nr. 1. Ærgerligt at vi aldrig fik årgang 13-14 til DK (udover nogle enkelte maskiner, som blev brugt ved pressepræsentationen i Spanien dengang), men man har jo lov at håbe at den nye 2017 udgave finder vej. Nå, jeg kom helt væk fra BMW.en, den er også fed.
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Relateret
Marked
Søg MC mærke